Der er dømt bristisk inspireret rock og høje ambitioner for alle pengene, på The Bleaks debut EP What We Could Be, og det holder langt hen af vejen, men lider også af at bandet har taget munden lidt for fuld.
Københavnske The Bleak startede ud som en kvintet tilbage i 2013, og efter at have spillet på en række københavnske spillesteder, herunder Lille Vega, Rust og Beta, og udgivet et par singler på Adlon Records, valgte bandets trommeslager i foråret 2016 at forlade bandet. I stedet for at finde en ny trommeslager, valgte bandet at ryste posen og starte forfra. Bassisten blev trommeslager, guitaristen tilføjede en synthesizer til setuppet og pianisten hapsede bassen og en mikrofon. Dermed gik bandet fra at være uden trommeslager til fuld bemanding og hele to forsangere. Og mindre end et halvt år efter, er de nu klar med deres debut EP. Det er sgu meget godt gået.
Som sagt er What We Could Be en ambitiøs EP med store armbevægelser, hvor der bliver hevet godt fra det store katalog af britiske rockbands, blandt andre The White Lies, The Cure og en snas Madness. Og de store ambitioner og armbevægelser, og inspirationskilderne, er både bandets fordele og ulemper, for tilgangen virker langt hen ad vejen, men samtidig bliver munden taget for fuld og inspirationen gør at bandet ikke helt har fundet deres egen lyd og dna. Eksempelvis på lukkeren “To Take The World”, som er svageste nummer på EP’en, hvor det bliver en tand for pompøst, lidt kedeligt, og hvor vokalen i visse passager har svært ved at følge med.
På åbneren “Up To Me” smager det af The White Lies, et post-punket nummer, med et fint vers og godt omkvæd, men man bliver ikke for alvor revet med af bandets anstrengelser. EP’ens højdepunkt er uden tvivl “Run Right Back”, hvor bassen lugter af noget The Cure kunne have begået, og smider en tung dyne på verset og driver det fremad indtil omkvædet, der sætter sig i bøtten med det vuns, vender bøtten på hovedet, og løsner godt og grundigt op. Et godt balanceret nummer, hvor det virker til at bandet har ramt deres comfort zone. Helt klart det mest originale nummer på EP’en.
Sidste sang, “Us”, sender tankerne mod et band som Madness, og det virker underligt malplaceret, men igen, hver sang på EP’en har deres inspirationskilde, så hvorfor ikke smide lidt britisk pop-rocket ska ind!? Jeg kan ikke helt abstrahere fra skiftet, men sangen besidder et rigtig godt omkvæd, så igen er der positive ting at tage med.
What We Could Be indeholder mange fine momenter, men også nogle, hvor bandet ikke helt formår at holde niveauet fra de gode momenter. Når det er sagt, kan der ikke sættes en finger på bandets teknik, sangskrivningen er over middel og produktionen er flawless.
Alt i alt viser EP’en i den grad hvad bandet er i stand til og hvor bredt de favner, men viser desværre samtidig, at bandet ikke rigtig har fundet ud af hvilken gren, på det store rock og rul træ, de har i sinde at klatre ud af og sidde på. Der mangler simpelthen en rød tråd i gennem EP’en, og den bliver ikke tryllet frem ved hjælp af britiske inspirationskilder, eller en gennemgående britisk accent – eller noget der minder om det.
The Bleak er med What We Could Be godt på vej, de mangler i min optik, dog lige at finde dem selv 100%, og når det sker, kan der være noget større i vente for bandet, de er helt sikkert på rette vej. Jeg kvitterer med 4 små stjerner.
Besøg The Bleak på Facebook
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
