Den københavnske DIY støj-duo, The Beardy Durfs, er klar med debuten A Ton of Bricks. Kombinationen af lo-fi støj og stærke melodier fungerer ind i mellem til UG, mens det andre gange bliver for mudret og ufokuseret.
Optagelserne har fundet sted forskellige steder, herunder soveværelser, kældre, køkkener samt i bandets øvelokale. Indspilning af albummet er foregået på kassettebånd, diktafoner og med mikrofoner bandet har lånt af venner og bekendte. Det giver sig udslag i forskellige lydudtryk, som dog på alle numre er præget af en høj grad af skramlen og skratten. Ind i mellem fungerer det glimrende, andre gange bliver det lidt for meget af det gode. Vokalen ligger lavt i mixet og fungerer mest af alt som et instrument og hvad The Beardy Durfs synger om, er ikke så let at tyde. Det er dog heller ikke det centrale i bandets udtryk.
Første track, ‘Blue Meanies’ lugter mere af ganske velkomponeret post-rock end DIY skramlen, men herefter eksploderer The Beardy Durfs med den fængende og hurtige ‘Lunch Box’ som første uptempo nummer. Herefter følger den ligeledes ganske ferme ‘Harvey’, der holder dén fart, ‘Lunch Box’ satte over feltet. Det samme gør ‘Televisionaries’, der rummer punket melodi og entusiastisk fremdrift, og også står som et af de stærkere numre på albummet. Også den kradsbørstige ‘Astral Vain’, der har en voldsom energi og et catchy riff, hører til den spændende ende.
Blandt de langsommere numre er ‘Redhead’ et fint solbeskinnet popnummer med uh-uh kor under støjindpakningen, men ‘Fare Dodger’ forsvinder til gengæld i støjen, mens ‘Cables’ er en lille støjcollage, der ikke efterlader dybere indtryk. ‘Safe Heaven’ lyder som Jack White (eller noget af den 60’er rock White er inspireret af) spillet på en transistorradio, der er skruet for højt op.
Den synthbårne ‘Bitcoins’ skiller sig ud, med sine rene keyboard-klange, trommemaskine og et mere svævende udtryk, og fungerer fint som afveksling til de hurtigere numre, mens ‘No Passengers’ bruger regulære rockriffs, der rykker, men desværre er det ikke nok til at gøre nummeret interessant nok til over 3 minutters spilletid.
‘Low Fare Airlines’, der lukker albummet, lyder lidt som en tur med Ryan Air med summende snak og med en fejl på højtaleranlægget, så der er en konstant skrattende meddelelse på repeat. Ikke specielt rart og her bliver det lidt for meget støj og skramlen for mig. Den kunne jeg godt have undværet.
Der er både ups and downs i The Beardy Durfs musik, både hvad angår tempo og energi, men også kvalitet. Det er dog absolut mest på plussiden på A Ton of Bricks, der er temmelig kompromisløs i sin tilgang til musikken, hvilket måske ind i mellem koster lidt variation og sovser støjen lidt for bredt ud over lydbilledet. For nogen vil det givetvis være et ubetinget plus, men for andre, undertegnede inklusive, virker det ind i mellem lidt for forceret og mudret i længden. Uanset er der dog en god håndfuld rigtig stærke numre på albummet og for fans af den skramlede tilgang er her et godt bud på årets danske album.
Anmeldt af Judas
Tjek The Beardy Durfs ud på facebook.
Du kan se den spritnye video til ‘Bitcoins’ herunder. Den er lige så DIY som musikken.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
