Den ambitiøse rocktrio The Awesome Welles er langt om længe klar med det selvbetitlede debutalbum, som er indspillet under Sebastian Wolff’s vinger i Esbjerg. Det er der kommet et album ud af, som måske ikke skinner af originalitet, men som til gengæld er spækket med stærke sange og har et gennemført udtryk.
The Awesome Welles har været forbi både årets Spot Festival og Rising-scenen på dette års Roskilde Festival. I forbindelse med sidstnævnte fik vi en snak med bandet i backstage-området, og her skinnede det tydeligt igennem at The Awesome Welles er et band, der er ambitiøse med deres musik og samtidig er meget reflekterede. Ambitionerne og de musikalske kvaliteter kom også til udtryk i bandets koncert på Rising-scenen. Derfor er forventningerne også høje til debutalbummet The Awesome Welles, og heldigvis bliver de i det store hele indfriet.
Det starter med hvinende guitar på ‘1:20’, der måske er en kende ordinær i verset, men til gengæld har omkvædet masser af spark fra instrumenterne og desperat inderlighed fra sanger og guitarist Adam Nyborg Allen, og især derfor ender ‘1:2o’ som et virkelig medrivende udlæg. Det er i hvert fald en sang, der lynhurtigt har vundet favoritstatus hos undertegnede og kilet sig ind i hukommelsen. Den desperate energi, der flyder som en understrøm i nummeret, er i det hele taget kendetegnende for albummet.
Et godt stykke tid inden albummet blev sluppet, havde The Awesome Welles allerede to singler i omløb. De er begge placeret tidligt på albummet med ‘Out of the Woods’ som den første, mens ‘Undertaker’ følger lige efter. Begge numre sætter streg under bandets evne til at skrive numre, som nok trækker på det seneste tiårs indie-rock, men som også står i deres egen ret og slet og ret bare er velskrevet rockmusik, som samtidig er godt skruet sammen på den instrumentale front også. Man kan så diskutere om det er det rigtige at lægge dem lige i rumpen af hinanden på albummet, da de to numre har mange af de samme kvaliteter og begrænsninger, og begge dele hænger sammen med den lidt forudsigelige struktur. Men når man får tekstlinier som “Everytime you smile/Something in me dies/We could reconcile/But nothing in me wants to” må man klappe i sin mellemstore anmelderhænder i anerkendelse for at føle sig ramt på kornet i forhold til følelser man kender fra en eller anden fortid.
Skal man udsætte noget på The Awesome Welles er det at bandet sangskrivningsmæssigt holder sig til rimelig sikre skabeloner hele vejen igennem. Således også på ‘Everything I Had’, men man tilgiver dem hurtigt for det, fordi sangene er så forbandet velskrevne og fængende. Der er faktisk ikke ét halvsløjt, endsige et dårligt, nummer på albummet, og det er egentlig ganske imponerende. ‘Everything I Had’ er endnu et track med ørehængerkvaliteter, hvor sørgmodigheden skinner ud af Allen’s tekst og den musikalske opbakning, hvor tangenterne giver en ekstra dybde. “Everything I had, everything I had/Is buried now/Underneath stacks of darkness/Underneath stacks of pain,” lyder det blandt andet undervejs, og Allen’s vokal rummer smerten, så man tager den til sig.
‘Crossfire’ er storladen både i de dæmpede passager undervejs, men så sandelig også når den støjer. Selv om kvaliteterne absolut også er til stede, begynder den dog at kede mig efter en håndfuld gennemlytninger. Til gengæld rummer ‘FYO’ slidstærke kvaliteter, og der er lidt en duft af heartland-rock og Springsteen over det. Jeppe Bremann’s bastante trommespil og Jakob Løkkegaard’s dynamiske basspil giver et energisk drive, mens den ekstra instrumentering (hovedsageligt pianoet) supplerer guitar, bas og trommer godt. “I don’t wanna change/Let’s just stay the same,” synger Allen, inden han proklamerer “I Don’t wanna fuck you over”. Og man bliver bestemt heller ikke fucket over som lytter undervejs.
Heller ikke ‘On a Sunday’, som starter med dunkelt tangentspil, som bærer Allen’s vokal igennem sangen, mens trommerne og bassen konstant truer med at eksplodere i baggrunden. “I sing your name through a broken jaw” krænger Allen ud, inden trommerne sætter fart. Så dukker ‘Factory’ op, ud af det Welles’ke mørke, en sang, der skiller sig ud på albummet, såvel som når bandet leverer den live. De industrielle fabrikslyde giver både lidt mindelser om Kaizers Orchestra og mere industrielle bands, samtidig med at de giver et markant anderledes udtryk end de øvrige numre – men det er stadig catchy og umiskendeligt The Awesome Welles. Bandet vender dog hurtigt tilbage til den sikre formel allerede på ‘Righteous Man’, der rocker afsted med store armbevægelser med virkemidler fra de nordamerikanske vidder.
Den følges af den mere kantede ‘Writing on the Wall’, der tilføjer variation i lydbilledet, men ikke er blandt, der har sat sig bedst fast hos undertegnede. Det har til gengæld albummets afslutter, ‘Wisdom’, der sætter en tyk streg under The Awesome Welles’ sangskrivningskvaliteter. Samtidig emmer nummeret også af producer Sebastian Wolff – især den dragende og forbasket medrivende afslutning hvor Allen atter engang krænger sin sjæl ud, her fint akkompagneret af backing vokaler på call and response stykket, der lige giver det hele et ekstra løft.
The Awesome Welles rummer 11 dygtigt skårne sange, hvor især en håndfuld af dem glimter i det sjælelige mørke, som The Awesome Welles også formår at fremmane. Det er dygtigt gjort, og især viser albummet at bandet er nogle rigtig dygtige rocksnedkere. Samtidig er teksterne også både velskrevne og vedkommende, og på et højere niveau end man normalt finder hos debuterende danske rockbands. Sammen med Adam Nyborg Allen’s på én gang kraftfulde og sårbare vokal er det en stor styrke for bandet. Skal man dryppe lidt malurt i bægeret, så må det blive, at bandet sjældent udfordrer sig selv på det sangskrivningsmæssige plan. Bevares, der er god variation albummet igennem, men det er relativt velkendte skabeloner, der bliver varieret mellem. Det til trods (eller måske netop derfor) er The Awesome Welles et slidstærkt bud på et årets bedste danske rockalbums, hvilket udløser 5 sikre stjerner til trioen.
Tjek The Awesome Welles ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
