Tjekket. Det er ordet, der står tilbage efter The Awesome Welles går af scenen hvor de har leveret på en måde, som spejler deres erfaring, deres lidt nørdede fremtoning – men stadig er rock.
Radar er egentlig ret godt fyldt, da jeg ankommer kl ca 20.50. Jeg finder med-GFRer, Jonas i garderoben og vi vender familie-situationerne…
Og så starter musikken.
Sebastian Wolff
– vi bliver enige om, at han da har en tradition for at varme op for bands, han har produceret – men han viser sig også at spille guitar i The Awesome Welles. Før vi når dertil, spiller han dog et overbevisende set.
Han blander Kellermensch-sange med nogle enkelte covers af Tom Waits, Neil Young og Springsteen.
Alene med sin guitar åbner han med Nothing fra Capitulism og da nummeret i forvejen har en nærmest fortællende stil, står det ret godt i denne akustiske version.
You can always set yourself on fire / just to feel warm for a while står i hvert fald klart med Wolffs særegne og dybtfølte stemme.
Springsteens Without you følger – hvilket snakkeklubben i baren ikke lader sig mærke med. De fleste publikum lytter dog fint med. Og det billede fortsætter som opvarmningen udfolder sig: Another Drink passer perfekt til guitar og sang og da Bad Sign falder viser det sig, at også det mere dramatisk produceret stof fra pladerne kan fungere i denne form.
Det havde nok været oplagt at spille Tom Waits’ You Can Never Hold Back Spring, men Wolff vælger i stedet salmen Take Care Of All Of My Children, der endda får et hint af Waits vokal i Wolffs levering.
Da How To Get By falder til slut, går Wolff op på vokalen og vælter næsten hele pisset – men få dog styr på sagerne og finalen bliver et Neil Young-nummer.
Vi er nu godt varme og har været vidne til en talentfuld sanger fra et endnu mere talentfuld band stå alene. Glimrende!
Kl. 21.50 indtager The Awesome Welles så scenen.
Sebastian Wolff spiller guitar og synger b-vokal mens to meget revisor-lignende typer spiller henholdsvis bas og guitar/sang. Bag trommerne sidder en helt anderledes vildt udseende trommeslager.
Der lægges stille ud med forsangeren alene, men da bassen og resten af bandet sætter i, etableres en sound der er en oplevelse i sig selv: Det hele lyder bare pisse godt!
Alt fra hver bevægelse på bassen til hver udtale af ord i a-vokalen står knivskarpt – og selv om b-vokalerne, leveret af Wolff og bassisten, ligger lidt lavt i mixet, udebliver deres effekt ikke.
Det er nogle tjekkede fyre, der står på scenen!
Når man starter stille, skal man naturligvis følge op med noget hurtigt, så som på pladen falder den Editors-agtige Running Out Of Time som nummer to.
Under næste nummer når jeg at tænke, at opvarmning såvel som hovedact er båret af stærke mandevokaler.
Det bliver også hits/klassiker tid, da Out Of The Woods tager kegler og snakkeklubben er nu helt lukket – de var, trods alt, kommet for at høre musik.
I’ve got a gutful of anger lyder første vers af titelnummeret fra Secular Age knivskarpt og også her tages kegler, selv om energien går lidt ned i forhold til hittet forinden.
Men så fortsætter bandet da bare i bagkataloget med River’s Edge – måske bandet mest ’kendte’ nummer.
Der er intet, der er tilfældigt med dette band. Ud over den nær-perfekte lyd, er settet tydeligvis også bygget op med dynamik, så da åbneren fra Secular Age, Sweet Mercies, falder tager vi lige det hele lidt ned – indtil vi når refrænet, hvor vokalen løfter, løfter, løfter.
En passage med ældre numre fra de tidligere udgivelser følger og imellem disse numre får vi en snak om, at de da efterhånden også har været nogle gange rundt om blokken, The Awesome Welles. Jonas kan fremvise billeder fra for ti år siden…
Under den stærke ballade, Easy Street, sker der ét eller andet med lyden, så bassen for første gang kommer til at fremstå lidt buldrene. Ikke at det gør så meget – måske er det endda klædeligt at den meget kontrollerede facade falder lidt?
Sebastian Wolff synger én af sangene og så går alle på nær forsangeren af scenen så vi slipper for de klassiske ’uh-kommer-de-tilbage-leg’ og han leverer nok en ballade.
Tilbage kommer bandet og leverer det sidste drag over nakken. Som i klassisk Kellermensch of old stil står Wolff nu flere gange med rykken til publikum, roder med sine pedaler og skaber noget støj – dog uden at stjæle showet eller smadre noget.
Og det opsummerer egentlig aftenen rigtig fint.
Det modne publikum spejler meget godt et band, der ikke laver ungdommelige fejl eller unødvendig støj, men stadig evner den rockede tilgang.
Det er som nævnt både i opvarmningen og for The Awesome Welles vokalen, der er det stærkeste kort og den stod knivskarpt oven på en virkelig lækker underlægning.
Jeg tror simpelthen ikke, jeg har hørt et band lyde så velproduceret live på Radar før. Fedt.
I aften spiller de så i Roskilde og det var så den album-tour. Jeg håber, de bliver booket på nogle festivals også, for der er altså tale om høj kvalitet her!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Fantastisk fedt og velspillende band. Fuld skrue på instrumenterne , især trommerne var jeg imponeret af.