Secular Age er et modent udspil fra et band, der med sine høje kvaliteter og stærke fremførsel bør ramme et bredere publikum. The Awesome Welles spiller sig ind i de højere luftlag med denne ret hurtigt lavede plade.
The Awesome Welles er modnet på Secular Age. Ikke at bandet tidligere har fremstået umodent, men pladen emmer simpelthen af at være velkomponeret, spiller til bandets styrker og kan måske endda i glimt læne sig i retning af følsom farrock.
Det er ikke nemt at finde deciderede hits på Secular Age: Der er tale om en perlerække af virkelig gode numre, der hver især har deres kvaliteter, men ikke rigtigt skriger på radiotid.
De tre afsluttende numre udgør dog i særdeles høj grad sektion, hvor følelserne virkelig kommer frem: Titelnummeret åbner med verset ’I got a gut full of anger’og trækker i retning af noget folket, fortællende som Jonah Blacksmith nok også kunne have leveret. Det derpå følgende Easy Street er en stærk, klaverbåret ballade, der nok er pladens stærkeste nummer med et par pop-hooks. Den langsomme afslutter, Tempest, er perfekt som sådan da den bruger lang tid på at bygge op og virkelig får trukket på den stærke leadvokal mens vi går igennem en ørevenlig akkordrundgang.
Det er netop vokalen, der bærer oven på den kompetente underlægning: Den er ’dyb’ og rummer end ikke et glimt af ironi, men en fornemmelse af at det sungne virkelig menes. Det er troværdigt, insisterende og let lidende.
Når et nummer som You Destroyed Me sender tankerne i retning af The National, så er det altså med en vokal, der stikker noget dybere end Matt Berningers og ikke som hans hele tiden skaber overvejelser om han møder verden med tyk ironi og afstand. Nej, The Awesome Welles er anderledes alvorlige, bundet dybt ned i stoffet – i dette tilfælde en styrke, det bliver interessant at se om bandet kan opretholde live.
Pladen åbner også stærkt med den langsomme, fortællende Sweet Mercies som går over i pladens mest rockede Running Out Of Time. Her vækker guitaren minder om Editors og sangen har noget af det samme drive, vi kender fra netop dette band. Det samme gør sig gældende for den også ret rockede Suffer og det synes at være en sound, The Awesome Welles styrer med sikker hånd.
Hvad der især tegner denne plade er som nævnt vokalen, og den rummer både det fortællende, det fortvivlede og det nære. Der bruges rigeligt af vibrato – tænk Conor Oberst – men især den der fortællende evne er noget, der gør pladen svær at lægge fra sig.
Det er pop uden hits. Det er rock uden at blæse bukserne af dig. Men det er også noget andet: En plade, hvor vokal og instrumentering nærmest råber dybde.
Det er modent, egentlig ret pænt – men stadig med kant i stemmen og produktionen, der gør at det aldrig bliver generisk eller kedeligt.
Dermed kan det være lidt vemodigt at skrive denne anmeldelse – i øvrigt en grundstemning, der også spejles i pladens udtryk: For så kan dette meget vel være vores sidste anmeldelse af The Awesome Welles. Hvis andre ser de kvaliteter, jeg ser i bandet og pladen, så står de på kanten af et gennembrud – og så bliver de måske ’for store’ til at vi anmelder dem.
Ikke fordi vi er ’undergrunds-snobber’. Men fordi vi helst bruger vores sparsomme tid på at anmelde det, der er på vej op og som vi – måske, bare måske – kan hjælpe med at løfte ud af ukendtheden.
Men nu strejfer jeg! Jeg har før taget fejl.
Herfra skal der i hvert fald lyde en stor anbefaling af The Awesome Welles’ Secular Age!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
