Med Mogwais nye album i ørerne på cyklen (det virker umiddelbart ikke som et så ophidsende album), ankommer jeg til VoxHall, hvor Novelists allerede er i gang.
Dermed gik jeg desværre glip af The Omnific, men med en syg knægt derhjemme, blev det kompromiset.
Novelists
Med en næsten usynlig trommeslager (der ellers gør et godt stykke arbejde) liner de op med to guitarer med mange, mange strenge, en bas og en kvindelig forsanger/rapper/screamer i en blæksprutte-inspireret nederdel.
Der er også en ikke ubetydelig mængde backtrack – og et ikke ret højt lydtryk.
Der er en rack forrest på scenen, som de forskellige musikere så hopper op på, alt efter hvem der ‘har’ den – det fungerer fint og forsangeren er dygtig og gør det også til sin sag at få folk til at hoppe og være med.
Med nogen succes og VoxHall er både godt fyldt og balkonen åben.
Novelists er ‘core af en art og lider – i min bog – af at lyden ofte bliver for pæn og ufarlig, og selv om der sker alt muligt er en lille halv time lidt lang tid i deres selskab.
Der er ellers skruet godt op for pathos og som sagt hjælper det meget, at forsangeren både synger godt og vejer oprigtigt glad for at være her.
Bedst er det, når det bliver maskinelt eller næsten industrielt, jeg det er der lidt langt imellem.
Mod settets afslutning griber forsangeren også en guitar, der næsten ikke er til at høre, vi får et nyt nummer, All or Nothing, gør der slutteligt bliver båret brænde til et kraftfuld afslutter.
Det er ikke min ting, men jeg kan se, publikum er med og tager godt imod bandet.
“Lidt mere kant, tak” tænker den gamle rockmusiker og overvejer om VoxHalls udbud i baren skal inspiceres.
TesseracT 21.00
Klokken bliver 21.00 og TesseracT går på scenen.
Hætteklædt bassist flankeret af to meget fokuserede guitarister og en trommeslager på et højt podie og Natural Disaster åbner med polyrytmik, scream fra den ansigtsmalede forsanger og allerede her får vi smagsprøver på et lidt mere voldsomt lydtryk, guitarer der opererer i det sfæriske og tekniske og en trommeslager, der virker super glad for at lege med rytmerne på denne måde.
Det må være trommeslagerens fødselsdag, for han smiler over hele femøren da Echoes leveres efterfølgende og med stort overskud får han koncerten igennem det tekniske til at se let ud…
Gode, lange numre er det og derfor er det naturligt at tage lidt kalorier ud af det hele med Of Mind: Nocturne, hvor det må siges at kunne fastslås at sangeren Tompkins’ vokal står usvigeligt godt i både scream, små-grovl og egalt – herunder også i falset.
Tender bliver dermed, ja, øhm, ’tender’ og der kan herefter igen bygges op med Sacrifice.
Det er – som titlerne indikerer – dramatisk stof, men leveres af bandet rundt om forsangeren med stort overskud og professionalisme.
Når det næsten kammer over i pathos, er der klædeligt at der brydes med scream – selvfølgelig et kompositorisk valg i sangskrivningen, men det eksekveres også perfekt på denne tirsdag aften.
Ja, jeg fristes til at sige, at dette netop er teknisk, men ikke overdrevet teknisk – og leveres smagfuldt.
Rag her, djent der – men aldrig i et mål, så man når at køre fast eller ikke når at opfange det.
Selv de tromme-sessions, der er lagt ind, er afstemt både i dynamik og tid.
De er skarpe i TessearacT. De har i øvrigt også en stærk fanbase, der er med på scenen samt på balkonen.
Sjovt at sammenligne med Power Trip, hvor der lystigt blev crowdsurfet – her er det noget andet, der er på spil om end nakkerne bevæges i de rag’ede rytmer.
Settets højdepunkt for mig – og tilsyneladende også for de omkring stående – er kolliminationen i King, der både i intensitet, levering og i publikums væren med bliver løftet høj op. Fedt.
Det er klart at efter at have peaket, skal der lige findes fødder igen og da Arrow skydes af sted bliver det netop et spørgsmål om at udnytte den i nummeret stigende dynamik til at komme op igen.
Dermed nås der også et højere tryk, en mere intens stemning og bandet synes at være mindre bevægende rundt på scenen mod i stedet at stirre intenst på publikum. Vildt.
Inden klokken 22.08, hvor bandet går af scenen bliver der virkelig båret brænde til bålet og War of Being pludselig får mig til at tænke, at idéen om at høre uden ørepropper måske ikke var den mest oplyste.
Den slutter firkantet, djentet og bandet vender tilbage til et encore hvor Concealing Fate (i hvert fald de første par dele) bliver opfattet af publikum som om, at nu er det sidste chance for at være med.
Der ER noget lidt pæn NU-metallet over lyden på de her koncerter. Men TesseracT formår alligevel at give det en nerve, der lånes fra emo, math metal og andre genrer, men det gøres overordnet set med stil og smag.
Jeg fik nok ikke helt et indblik i den fjerde dimension på denne aften på Voxhall, men mindre kan også gøre det. Når TesseacT er rigtig gode, kan de måle sig med de helt store.
Det var en rigtig fin aften på Voxhall, hvor min eneste anke var at jeg da gerne ville have hørt første opvarmningsband. Alas! Man kan ikke være to steder på én gang.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
