Den dynamiske comedy-duo er tilbage med der første album i 6 år, men er det en genrejsning eller en tung landing på deres tykke maver? Lidt af hvert, men lad os begynde rejsen et helt andet sted…
Jack Black (JB, “Hollywood” Jack, Jabbles) og Kyle Gass (KG, Cage, Rage Cage) mødte hinanden helt tilbage i 1991, da de turnerede med den samme teater trup. Efter uoverensstemmelser i begyndelsen, besluttede de sig for at danne et band. Men ikke bare hvilket som helst band, næh, naturligvis “the greatest band in the world”. Duoen brugte 90’erne på at shoppe en demo rundt, optage et par afsnit til en tv-serie om Tenacious D og turnere heftigt, indtil der begyndte at være lidt buzz omkring deres live shows. Det medførte opvarmningsjobs for større rocknavne, og gode forbindelser til folk i branchen, hvor især det spirrende venskab med Foo Fighters frontmand Dave Grohl skulle vise sig at lede til større ting.
Grohl gav de to gæsteroller i Foo Fighters “Learn To Fly” video i 1999, og samtidig var der begyndt at komme lidt gang i Black’s filmkarriere, hvilket sammenholdt med deres ry for gode liveshows, gav duoen en pladekontrakt med Epic. Debutten udkom med relativt stor succes i 2001, hvilket ikke mindst skyldes hittet “Tribute”, og den dertilhørende video. Herefter red Black og Gass på en popularitetsbølge, der først ramte kysten og flød ud, da de i 2006 floppede fælt kommercielt med filmen The Pick Of Destiny, der ikke var i nærheden af at tjene sine produktionsomkostninger ind. Samtidig udgav de deres andet album og soundtracket til filmen, et album der langt fra blev modtaget lige så godt af kritikerne som debutten. Det mindede da også mest af alt som en samling sange der fulgte filmens plot og narrativ, eller var direkte fyld, som ikke gav den store mening hvis man ikke havde set The Pick of Destiny.
Hvorfor så denne lange smøre som intro? Jo, for den er af helt afgørende betydning for den nye plade fra The D, der udkom tilbage i maj måned. I tiden efter TPOD katastrofen blev der stille om bandet, men filmen har fået sit eget liv på DVD, hvor den efterhånden har opnået kult-nyklassiker status… om ikke andet i stenede kredse eller pot-loger rundt omkring. Jack Black er blevet “Hollywood” Jack, og har opnået en vis grad af succes, både i komiske og mere seriøse roller, imens hans gamle makker Kyle blev efterladt på perronen. En deroute der resulterede i indlæggelse på et sindssygehospital. Det lykkedes ham at undslippe, og efterfølgende opsøgte han JB med henblik på at myrde ham, og derefter begå selvmord. Planen mislykkedes, og de to gamle venner fandt ud af at deres fælles redning var en gendannelse af bandet og udgivelsen af et comeback album, der skulle blive “the greatest record released by anyone, ever”… eller sådan beskrives det i hvert fald i den kortfilm der blev udsendt inden udgivelsen af pladen.
Hermed er Tenacious D tilbage og klar til at rejse sig fra asken, som en anden fugl Phoenix. “Rize of The Fenix”, der indleder pladen af samme navn, fortæller om denne genopstandelse, og er samtidig albummets suverænt bedste nummer. Vi når næsten “Tribute” højder, men også kun næsten, i en sang der er bygget op som en The Who-agtig mini-rock opera. Den vokser fra akustisk til fuldt band arrangement, imens den beskriver The D’s fald fra toppen og den kommende genopstandelse. Alt sammen virkelig vellykket skruet sammen, med en fin balance mellem selvparodi i teksten og veludført musikalsk power boost. Klassisk Tenacious D – en hyldest til svundne rocktider og samtidig med godt glimt i øjet og tilpas brug af klicherne.
Desværre kan de ikke helt matche det nummer i løbet af de resterende cirka 35 minutter, men der er dog enkelte perler der stikker ud. Men lad os tage det sure først inden vi når til det søde. Historien som Tenacious D har i hænderne, deres genopstandelse, får de egentlig fyret af i “Rize of The Fenix”, dele af fortællingen vrider de lidt mere ud af på senere numre, men en stor del af de resterende sange føles lidt som om de er taget fra en overskudsbunke efter deres tidligere plader. Noget af det er godt, noget overflødigt, men muligheden for at strække comeback historien ud og gøre Rize of The Fenix til et egentligt koncept album forpasses. Det er måske med vilje, i erkendelse af at de simpelthen ikke ville have materiale nok til at fylde de 41 minutters spilletid ud? Men det virker alligevel som en oplagt mulighed, som tilsidesættes for bare at fyre lidt tilfældige numre af.
Værst af alt er dog de comedy sketches, som duoen stadig insisterer på, at proppe ind på pladen. De er i bedste fald “tø-hø” sjove første gang man hører dem, men det er fyld man hurtigt beslutter sig for bare at skippe over ved gentagende afspilninger. Skal vi ikke bare sige, at materialet lyder som outtakes fra TPOD. Heldigvis er der kun to af dem, hvoraf den ene, som er bygget op omkring Black der giver den som en homoseksuel Antonia Banderas klon, der skal give Kyle Gass guitarundervisning, leder direkte over i den mexikansk klingende “Senorita”. Et af de “helt ok, men i sidste ende ubetydelige” fyldnumre på pladen.
De resterende tre fyldnumre, er bizart nok klumpet sammen sidst på pladen, lige før afslutningsnummeret “39”. Tre sange der hver især ikke varer mere end 1 minuts tid, og i bund og grund virker som ufærdige skitser eller løse idéer, der lige skulle med for at forlænge den samlede spilletid. “Rock Is Dead” er den sædvanlige hyldest/parodi til rock ‘n roll, som er hele duoens fundament. Her en kort og tempofyldt sang om ægte rock og rul’s død. “They Fucked Our Asses” er en nedbarberet tilbagevenden til “genopstandelsestemaet”, men den er så kort, at den lige så godt kunne have været tilføjet åbningsnummeret. Bedst er “To Be The Best”, der for fuld 80’er udblæsning lyder som en typisk “trænings-montage” sang fra en gammel actionfilm. Men fælles for alle tre, er at de føles som meget små, ufærdige sange, der om ikke andet burde have været spredt ud over albummet frem for at være samlet hen imod slutningen.
Førnævnte “39”, er en sjov lille ballade, om en ældre mands forhold til en yngre kvinde, hvor Black giver den som en light udgave af Tom Waits der møder Rod Steward eller Smokie. Udemærket skæg lille sag, men igen et nummer der virker lidt fejlplaceret som afslutningsnummer, hvor man havde forventet en afrunding, der bandt pladen sammen med det indledende Phoenix tema. Udvidelsen af deres lydbillede med en diskret country feeling er til gengæld en overraskende vellykket tilføjelse, også selvom Black balancerer på grænsen af at overgøre sin stemme-parodier.
Det var de sure opstød, det kan virke som en del, men tilgengæld er resten af sangene værd at lytte til flere gange.
“Low Hanging Fruit”, yes, The D er stadig ikke for fine til sex metaforer af laveste fællesnævner, er et velment og morsomt forsøg på at skabe en ny “Fuck Her Gently”. Vi når ikke klassikerens ubestridelige højder, dertil hænger frugterne lidt for lavt og er blevet lidt bløde og tunge, men den appellerer alligevel til den indre drengerøv, som stadig synes dick jokes kan være morsomme. Anderledes og tilsyneladende seriøst indledes “Deth Starr”, med en fortælling om en klode, der er ved at bukke under fordi menneskeheden får naturen til at gå amok. The D’s løsning er naturligvis at bygge en dødsstjerne, så vi kan forlade den synkende skude og indtage verdensrummet! Det er de to nørders veludførte hyldest til den indre geek, pakket ind i klassisk heavy metal, med akustiske elementer. Klassisk D som man kender dem, samt et af det bedste numre på Rize of The Fenix – det er er fjollet og absurd, men bakket op af nok musikalitet til at det er holdbart.
Vi skifter spor på “Roadie”, der bringer os helt ned på det jordnære plan igen, med en sang dedikeret til branchens oversete helte, roadierne. Grohl får lov til at lægge en tung trommebund, i en sang der stiger i intensitet og bliver til et nær-episk helte-epos om den uundværlige Roadie. Som det er tilfældet på det meste af albummet, så synger Black faktisk blændende. Det er helt klart grænsende til parodi af forbillederne af og til, men man kan ikke tage fra ham, at han har en glimrende rockvokal – også selvom man ikke skal tage det helt vildt alvorligt. Det demonstrer han også på “Throwdown”, hvis melodi virker delvist planket fra Iggy Pops “The Passenger”, der omhandler religiøse emner. Her giver band (Tenacious D bakkes på pladen endnu engang op af fuldt band) og Black den virkelig los, og man glemmer næsten for en kort stund, at det i bund og grund er et comedy album man sidder med.
Sidste nummer der har en forbindelse til Rize of The Fenix dannelsesrejsen, er “The Ballad of Hollywood Jack and The Rage Cage”, der, ja – handler om de to venners adskillelse, fjendskab og den uundgåelige forsoning. Her får vi så den mere detaljerede udlevering af egoistiske “Hollywood” Jack og stakkels Kyle Gass, med den forskel, at her er det Black, der redder Rage Cage, uden at denne forsøger at slå ham ihjel. Det er jo direkte i modstrid med hvad vi fik fortalt indledningsvis, men nu hvor vi har slået fast at pladen ikke er et egentlig konceptalbum med én sammenhængende historie, så tilgiver man da det åbenlyst utroværdige i fortællingen! Endnu et vellykket moment på Rize of The Fenix.
Alt i alt rejser Tenacious D sig fint fra ilden, og får børstet det meste af asken af. De når aldrig helt fordums højder, men 3-4 af sangene er gentagende lyt værd, og “Rize of The Fenix” er tæt på at matche det bedste af duoens ældre materiale. Set over et helt album virker deres humor og genkendelige stil måske en kende FOR genkendeligt, der er bestemt ikke sket noget nyt i løbet af den 6 år lange albumpause. De er dog stadig momentvis rigtig sjove, på den der low brow måde man elskede dem for i første omgang, og for gamle fans er der nok at komme efter, der retfærdiggør et køb. Man sidder dog også tilbage med følelsen af, at man får en del materiale, der er hevet ud af arkivet og støvet af til lejligheden, hvor de havde haft muligheden for at tænke STORT med en gennemgående rød tråd på albummet. Måske kender de bare deres begrænsninger? I så fald havde det nok været bedre at kassere fyldet og lave en EP med de bedste sange. Som det står nu er det en velkendt, charmerende, lille rodebutik til et stort 3-tal, hvor man nok ender med bare at plukke favoritterne ud og slette resten.
Hvordan bedømmer man bedst Tenacious D? Er det ment for sjov eller skal det tages alvorligt? Det bedste er nok at anse musikken som en art mock-rock, en nyere version af Spinal Tap – det er ment for sjov, men de tager alligevel selve musikken seriøst. I så fald har Tenacious D stadig deres berettigelse, også selvom man efterhånden kender rollefordelingen, de fleste punch lines og grundfortællingen – de er stadig charmerende, men joken ER ved at være lidt fortærsket.
Anmeldt af Kodi
Rize Of The Fenix musikvideo, studieindspilningen af nummeret er næsten to minutter længere.
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
