Temporize byder på deres debut-EP på både naivistiske tekster og til tider presset vokal, hvilket kunne gøre at man tænkte reggae, men bandet er langt fra reggae i noget, de selv kalder Rock/Metal på deres Facebook-side.
Og fair play; der er tydeligvis tænkt i metal-lyd på instrumenteringen og i lyden på EP’en Temporize: God smæk på stortrommen (blandt andet godt med click), kompakte, fedtede guitargains og tør bas. Der spilles for så vidt fint, hvis man ser bort fra de lidt kiksede guitarsoloer og med tekster med lidt mere på hjerte, kunne det være helt godt. Det er det desværre bare ikke.
Vi får to numre i 6/8 (åbneren og afslutteren) og to i mere klassisk 4/4. Og lad det bare være sagt med det samme; den valsende 6/8 fungerer ikke voldsomt godt for bandet.
Værst er det på åbneren, som åbner i sfærisk stil og via verset bygger op til et grandiost refræn:
”Oh! Could you be my angel? / I want to be just like you / Oh! Could you be my saviour? / You sing songs about truth”, i flerstemmig sang.
Ja. Det er er altså ret skidt, når det sådan valser derudaf med tyk distortion på guitaren og trommer, der klikker løs i anslagene.
I ægte helterockstil får vi endda også et langt “åååååååååååååååååååååååååååååååh” ved slutningen af nummeret. Og selv om der ikke er noget specielt grimt at sige om den ret pressede vokal fra Jacob Sejr Christensen, så lyder det ikke som om, det er det mest dybfølte, vi er ude i…Og så kollapser hele set up’et altså.
Det bliver marginalt bedre på andet nummer, ‘Falling Down’, som går i 4/4 men stadig har et balladepræg og det lidt kitchede, grandiose udtryk. Her fungerer Christensens vokal noget bedre og når den bliver rigtig presset, kan den minde om hedengangne Mellanies’ Asbjørn Thernøes vokal og med lidt tilsnigelse kunne man forestille sig, at Mellanies i et alternativt univers havde taget en udvikling i retning af hvad Temporize her laver. Ikke nogen imponerende retning, but still…
‘Falling Down’ fungerer nok bedst af de fire numre, men er langt fra nok til at man får lysten til at hente EP’en frem igen. ‘Rise Again’, som følger efter, er også en 4/4-sag og kan, som det eneste nummer, slippe ud af fornemmelsen af (stor)ballade. Eller; det vil i hvert fald sige indtil vi når til en bridge med arpeggio-klaver. Lige hvad vi manglede! Noget Muse-agtigt. Eller ikke.
OK. Nu er jeg grov, men der er en udpræget mangel på fornemmelse af, at der føles noget med nummeret og de tilsigtede drabelige mellemspil bliver lidt kiksede – især da den ellers hele vejen igennem glimrende stortromme kommer til at virke lige ivrig nok i disse passager.
De vi på den vis når til ‘Oblivion’ som lukker ned i 6/8 er det ikke fordi vi som sådan sulter efter endnu en ballade. Det er ikke desto mindre hvad vi får; og de stille vers fungerer faktisk fint med tør bas og vokal.
Men med fare for at gentage mig selv: Når forsangeren synger
”I believe in the strength in you” så bliver det altså ikke leveret på en troværdig vis – og teksterne er generelt noget, man kunne forestille sig et tvunget musikhold på et internationalt gymnasium ville være kommet på.
Banaliteterne står i kø og jeg skal da ikke kunne sige, om der ikke vil være teenagers derude, der kan relatere til dem. Men jeg græmmes.
End ikke et hint af humor eller ironi synes at eksistere til at redde lidt af skidtet hjem og blandingen af selvhøjtidelighed, leveringen af teksterne på en måde, så det står klart for enhver at det ikke er følt og den bombastiske metal-ballade instrumentering gør at hele udtrykket desværre bliver lidt sløjt.
Det spilles ikke dårligt og selv om vokalen er presset her og der, så kunne det godt have fungeret, hvis der var noget dybfølt, stærkere tekstmateriale. Det er der bare ikke, og så kan jeg altså finde mange bedre EP’er at bruge et kvarters tid på.
Nuvel, det er en debut, så Temporize skal også have mulighed for at finde deres lyd og der er også positive elementer at finde på Temporize – og igen, det kan være andre kan relatere mere til teksterne og lyden end jeg kan. Men vi lander på 2 stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
