Fluorescence er lyden af forliste forhold, ensomhed, fortvivlelse og stille desperation – et halv-kvalt skrig i mørket, og en af årets bedste danske plader.
Det er næsten synd at sætte mine fattige ord på Fluorescence, for albummet fra trioen Temple er om noget en lytteoplevelse, som bare skal høres – og så ellers ikke så meget snak. Det er en dyb og sanselig plade, hvor både musikken og teksterne gennemstrømmes af stor eftertænksomhed og reflektion. Det er kort sagt lidt af et udfordrende værk Temple lader sive ud fra mørket.
For det er ikke med de store flashy armbevægelser, at Temple tilkæmper sig ens opmærksomhed. Fluorescence summer og svæver meget af tiden ganske tyst i det lysfattige musikalske univers bandet fremmaner. Det til trods, rummer musikken mange lag og utallige små finesser og detaljer, der snor sig omkring og ud af ind af hinanden, så albummets 9 numre på en måde kommer til at fremstå som ét langt nummer, én lang lydcollage, med Niels Blochs dragende og dirrende vokal som det centrale omdrejningspunkt. Vokalen bringer på en måde minder om Interpol’s Paul Banks, bare ikke så nasal, og mere “ren” i sin klang. Sammen med den på overfladende minimalistiske musik skabes der et smukt og betagende univers, de tunge emner og melankolske toner til trods.
Time floating by
Never really seemed to move you
Chasing shadows that you thought were yours
Lyder det i den helt nedbarberede afslutter, “The Noise of True Emotion”, en stille outro til et album, der er fyldt til bristepunktet med store følelser. Mange af numrene på Fluorescence, hvis ikke dem alle, synes at kredse om kærligheden – og ikke af den slags med en Hollywood happy ending. Teksterne virker utroligt ærlige og meget personlige, på grænsende til det selvudleverende, men det kammer aldrig over, i hvert fald ikke for mig, eller forfalder til kvalmende selvynk. Tværtimod er de inderst tanker om kuldsejlede forhold og kærlighed der døde, meget nøgternt skildret, tingene pakkes ikke ind, men bliver heller ikke penslet ud – som eksempelvis i nummeret “Cold War”.
Et klaver sætter en let nostalgisk og sørgmodig tone, noget der lyder som en forvrænget trommemaskine lægger et lidt skævt og knastørt beat, i mens Blochs kontrollerede, men stadig lidt tilbagelænede, næsten drømmende-døsige, vokal trækker en helt tæt på, uden at virke omklamrende. Der peges ikke fingre, der er ikke nogen skurke eller helt, sort eller hvidt, det føles kort sagt “ægte” og meget virkeligt.
En stor grund til at den øvelse lykkes, er det enorme nærvær man føler i både tekst og musik albummet igennem. Selv om der bruges godt med effekter og lag-på-lag i produktionen, så føles Fluorescence aldrig kunstig eller konstrueret, den fremstår i stedet på forunderlig vis som en form for levende organisme. Den tager sig god tid, skifter retning, lader sig styre af drifter og impulser. Man fornemmer ganske enkelt at musikken, og albummet, har en form for bankende puls og hjerteslag. Noget der bliver helt udtalt i de to instrumental numre, “La Zona Huméda” og “Manniitsoq”, der udgør albummets midterakse. Det er svært at beskrive, men disse to numre føles på en underlig måde “levende”, som den lydcollage de frembringer lyden af noget der… “ånder”? Eller lyden af naturen og et stykke af verden omkring en.
Selv om musikken grundlæggende virker meget svævende og luftig, så er der alligevel noget klaustrofobisk over det stemningsmættede lydbillede. “Let It Pass”, der i afventende og tilbageholden stil åbner albummet, inden intensiteten stiger mod slut, er nærmest lyden af et mørkt og køligt soveværelse. Hvor vokalen hvisker ud i mørket, i mens en repeterende melodistump fra en akustisk guitar slår en lidt rastløs tone an ovenpå den susende understrøm af andre udefinerbare lyde, der er nummerets bund. Følelsen bæres over i den efterfølgende “These Eyes”, hvor temperaturen og stemningen i det lille kammer for alvor emmer af kulde, isolation og ensomhed, aldrig selvmorderisk eller for opgivende, bare enormt trist og nedslående. Musikken bliver helt otherworldly, med noget der lyder som en blanding af syntheffekter, reallyde og toner fra stryger instrumenter, igen med den afdæmpede akustiske guitar som drivkraften.
I talk to my reflection
Not to fade away
I try to numb the pain today
But the drugs I do are obsolete
Lyder det fattet og afmålt i verset, i mens den knugende stemning bygger op mod omkvædet.
These eyes have seen everything
Now they’re too tired to even open
These eyes have seen everything
Now they don’t see anything… at all.
I “OCD” flyder det rolige musikalske univers i en lidt mere indierocket retning. Grundtonen er stadig den samme, og Temple’s greb i tøjler slippes ikke, men små variationer som denne, er med til at give pladen lige nok fremdrift til, at der ikke dvæles for længe eller det hele bliver for stillestående. “Now that your body tears itself apart // You realize, nobody wanted your pain”, lyder det fra Bloch, i mens nummeret bølger behageligt af sted. På “Celeste” eksperimenteres der med en eller anden effekt på vokal, der gør at den nærmest lyder som om den strømmer ud af en gammel transistorradio. Ordene er mere udviskede og sværere at tyde, til gengæld forstærkes følelsen af længsel og sørgmodighed med den forøgede afstand til stemmen.
I lost a promise that kept me alive, kept me alright
She’s got nothing for me, so leave her to be on her own
Lyder det blandt andet i det “opløftende” omkvæd i den næsten 8 minutter lange “The Promise”, der breder sig på pladens anden halvdel, efter det instrumentale intermezzo. Lyden af et langt farvel, og dermed en art mikrokosmos af hele Fluorescence. Et album der spejler sig i, og slår knuder på, sig selv, med numre der er små selvstændige stemningsbilleder, måske sprunget ud af en konkret situation, eller relation til et andet menneske, men som alle er en del af en større fortælling om tab, bristede drømme og den forbandede kærlighed.
Alle disse overflødige ord fra min side, om noget der bare burde høres og som i den grad taler for sig selv. Indenfor den ramme Temple sætter op for sig selv og deres musik, sætter de ikke et ben forkert. Fluorescence virker gennemarbejdet, eftertænksom, dybsindig og vedkommende – uden at det bliver for meget af det gode.
Vores skala går til 6 stjerner, det definerer vi som “højest mulige anbefaling”, det får Temple og Fluorescence.
Af Ken Damgaard Thomsen
Fluorescence udkom på Resonans d. 22/9, besøg Temple på Facebook
