Tempest Drive spiller rock, rock af den slags hvor man sætter foden på monitoren, plugger i, skruer op og fræser derudaf. Energien er der, nu mangler vi bare lidt nytænkning, eller bare et eller andet, der overrasker.
Det er både en nem og en meget svær disciplin Tempest Drive kaster sig ud i på deres 3 numre lange, eller korte, om man vil, EP. De betræder nogle i den grad udtrådte rockstier, som mange, mange andre har slidt tynde inden dem. De står på skuldrene af både sande legender, rockgiganter og en uoverskuelig mængde af bands af varierende størrelse og kvalitet, der har spillet en variant af det her de seneste 40, eller måske 50 år. Rock.
Der er altså et enormt sammenligningsgrundlag, men på den anden side, så burde rock i sin essens være ganske ukompliceret. Plug in and play, bare afsted og ud over stepperne. Det er svært ikke at sætte Tempest Drive op mod den enorme mængde rock der findes derude og den historiske ballast, som tynger og kaster store skygger over genren. Det er også lidt unfair, for bandet burde jo anmeldes på egne præmisser. Det er bare svært, når de spiller ret lige-ud-af-landevejen rock som her.
Hvis vi nu for en stund, i hvert fald så længe den EP varer, forsøger at isolere Tempest Drive fra omverdenen, så har de først og fremmest en god energi. Det kommer til udtryk allerede i første nummer, den tempofyldte “Seal The Deal””, hvor bandet får prøvet en del af på de knap 4 minutter. Det er nærmest en form for rockens ABC, hvilket også ender med at være lidt en hæmsko. Det er ikke her rocken genopfindes, får en saltvandsindsprøjtning eller skabeloner brydes. Vokalen er ikke verdens mest sikre, meeeeen, den går an til en omgang halv-beskidt rock. Sangens omkvæd har et rigtig fornuftigt drive og et iørefaldende hook, der, bevares, er helt efter bogen, men dog ganske effektivt. Vi når også at bremse op og få et opbyggende stykke med synge-med “åh åh” kor osv. osv. – alt er som det skal være.
Efter denne “jamen det var da fint” oplevelse følger titelsangen “Color”, hvor der skrues lidt op for tyngden, så der kommer mere “chucka chucka” og nosser ind i sagerne. Vokalen er jeg igen en lille smule usikker på, det kan være et spørgsmål om lige at justere lidt på nogle knapper. I det hele taget er produktionen lidt rought around the edges og virker ikke så organisk i sin lyd, som om de enkelte dele fremstår lidt klistret sammen i stedet for at smelte sammen til et organisk hele. Nuvel, det er ting der kan arbejdes med, især hvis sangene er der. Igen er det hæderligt, men også en kende forudsigeligt det der foregår og det bliver aldrig voldsomt mindeværdigt. Energien er god, den korte trommesolo lider under en halv-dårlig og for tynd lyd til min smag og ellers er det… tja… det er da en rocksang og bestemt en jeg hermed har hørt!
Så mangler vi vel bare lige en ballade? EP’en lukker med ballanden “Painter”, der ikke kommer til at gå over i rockhistorien men den skulle vel med, fordi det er det rockbands gør? Her kommer vokalen for alvor til kort, den er kvart i Puddle of Mudd, og finder aldrig et leje hvor den lyder tilpas eller ikke-presset. Det er unødvendigt og kunne have været undgået men, selv hvis den ikke var nået ud på for dybt vand er der stadig ikke det store at komme efter i “Painter” som sang. Det er en paint by numbers nedbarberet rockballade, hvor der gradvist skrues op for instrumenterne og lydtrykket over sangens 6 minutter og 7 sekunders spilletid. Hvilket er mindst 2 minutter for lang tid i forhold til, hvad bandet har at byde på af idéer her.
Og det er nok den overordnede følelse jeg sidder med efter at have være i selskab med Tempest Drive over 3 numre. Energien er der, rockhjertet tvivler jeg ikke det mindste på banker i bandmedlemmerne, viljen virker også til stede. Til gengæld kniber det stadig med evnerne på visse punkter, både som sangskrivere (det er bestemt hæderligt, men meget formularisk) og så mangler der bare lige noget finpudsning og et løft, noget “finish”, hele vejen rundt.
Det helt basale er til stede men som samlet “produkt” ender vi under middel men, de spiller som nævnt også op til rockdans på et overfyldt dansegulv, hvor det kan være vanskeligt at byde ind med noget nyt og overraskende.
Af Ken Damgaard Thomsen
