Ungersvendene i Taxit har rumsteret i undergrunden i noget tid, og har blandt andet en del koncerter i Aarhus og resten af landet på samvittigheden. Nu er skibonitterne så klar med deres debutalbum, No Water To Wine.
Rock-kvintetten spiller nyklassisk lømmelrock med ekkoer af blandt andre Arctic Monkeys, ligesom der selvfølgelig også skæves længere tilbage i rockhistorien, blandt andet til 70’ernes tunge rock. Forcerne er svedig energi og melodiøre, og så har de sådan set også ganske godt styr på betjeningen af instrumenterne. I frontmand Anders Heegaard har de et energibundt, som dog skinner mere igennem på scenen end på skive. Det samme gør sig til en vis grad gældende for hele bandet, for Taxit er et udpræget svedigt live rockband.
Det har dog ikke forhindret dem i at indspille et ganske solidt debutalbum. Blandt andet fungerer åbneren ‘Remember’ fortrinligt på album – den har drive, et glimrende omkvæd og et hyperaktivt break, der får mig til at tænke på netop de tidligere nævnte Arctic Monkeys.
Drivet og de catchy stykker har Taxit godt fat i på stort set alle deres numre. Både ‘Die As Humans’ og ‘Land of Mediocrity’ har begge dele, men er dog ikke nær så mindeværdige som ‘Remember’. Førstnævnte har det hovedsageligt i versene, mens omkvædet ikke når helt samme højder, mens det på sidstnævnte virker omvendt. Den efterfølgende ‘Burning Colors’ byder ind med The Killers inspiration, og det fungerer for Taxit på en igen vellykket melodisk rockskæring. ‘Against The Wall’ leveres med mere storladen patos, men her har vokalen lidt svært ved at følge helt med på et ellers velkomponeret nummer, som dog også lyder lidt vel meget som noget man har hørt før.
Vokalen følger til gengæld godt med på den mere beskidte ‘Attitude of Plastic’, der smider patosen væk for en tid, og vender sig mod mere et mere tungt, blueset udtryk. Dynamikken fungerer udmærket for Taxit, der også får smidt velfungerende guitarsoli ind hist og pist, sammen med andre instrumentelle nuancer, der viser et vist håndværksmæssigt overskud. ‘Empty Room’ er også en lige-ud-af-landevejen rockbasker, godt håndværk, men ikke en sang, der står ud efter endt lytning. Heller ikke ‘Time Is Here Now’ slår stort brød op, ud over den pludselige falset, der gav mig en lille overraskelse ved første gennemlytning. Et nærmest Robert Plant’sk hyl giver de tunge guitarer et godt modspil mod slutningen og sikrer at nummeret alligevel stikker lidt ud.
Eneste afdæmpede nummer på albummet er ‘Road’, om at være på vejen, og være fortabt, men stadig kunne finde hjem. En fin lille parentes, inden Taxit igen vender tilbage til det, bandet er bedst til, og antageligvis også brænder for, nemlig den energiske rock, på albummets to sidste skæringer. ‘Not Getting Down’ rocker tungt og svedigt og her er det 70’ernes tunge rockkoryfæer, Taxit har kigget over skulderen. Det tunge riff er skarpt og catchy og det er svært ikke at blive revet lidt med. Albummet lukkes med ‘It’s Getting Cold’, hvor der også er ekkoer af postpunkens mørke i udtrykket, det bliver koldt udenfor og patosen har igen fundet vej til vokalen – denne gang med mere held.
No Water To Wine viser et ungt band, der kan mange ting. De kan både spille tung rock og lømmelrock, de kan være patosfyldte, og de kan skrive velfungerende sange. Næste skridt må være at finde retningen og det mere personlige udtryk, for selv om jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at Taxit vil rockmusikken, så er jeg til gengæld lidt i tvivl om hvad de vil med den, og hvor de vil hen. Det er de ikke det eneste unge band, der ikke helt ved, og de bliver næppe heller de sidste – og der er bestemt også en charme ved alsidigheden i bandets udtryk. No Water To Wine er en samling velfungerende rocksange fra et band, der kan spille på flere strenge, og som har fremtiden for sig. Det hiver debutalbummet op på 4 stjerner herfra.
Hele albummet kan downloades gratis fra bandets hjemmeside. Taxit kan næste gang opleves live på Råhuset i København, d.20. september.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!