Gammel kærlighed ruster ikke, en gammel bil gør muligvis? Taunus spiller rock. God, gammeldags rock med klampen i bund og ikke så meget pis. Over et helt album er der dog lidt grus i maskineriet.
Taunus og deres projekt virker først og fremmest meget enkelt, prisværdigt og ærligt. Der er klart noget gennem charmerende over hele deres tilgang. Og den rock n roll flamme de forsøger at holde højt hævet. Going Nowhere Fast, som pladen hedder – det ved jeg ikke om er tilfældet. Det kan betyde mange ting, det tyder også på en sund portion selvironi.
Og ærligheden skinner igennem hele vejen. Det her er fartglad/gal rock, som i følge deres bandbeskrivelse på bandcamp er egnet til to eller fire hjul. Hele balladen er produceret af Lasse Ballade i hans Ballade Studios, så skidtet lyder som det skal. Råt, fedt og fedtet. Det her er rockmusik, som du bliver beskidt af.
“Like Steel” sparker pladen i gang, sømmet er i bund fra første øjeblik og så ser Taunus sig ikke tilbage. Lige i det moment tænker man “ENDELIG!”. Et band, som bare skider på modeluner og går all in på rock ‘n fucking roll. Det flæser godt i huden, et nummer der lyder som om det handler om en form for farlig besættelse. Hovedpersonen er i hvert fald ikke en man ønsker at have et intimt forhold til .
Like a shadow in the dark
With the razor teeth of a shark
Senere kommer der noget med “I hunger for your blood”. Det lyder usundt. I hvert fald ikke vegansk. Og det er Taunus’ rock heller ikke. Så vidt så godt!
Men så drøner pladen videre i stort set samme rille, eller gear, for Taunus er motorbølle rock fra dengang fartgrænser var mere lempelige. “I gotta have you! I’ve got to have you I gotta have you in me”, lyder det i den efterfølgende “It Covers All”. Som går over i “She Won’t Be Coming Home”, måske er hun blevet offer for hajtænderne?
Taunus bremser i hvert fald ikke.
Det er som om, at Taunus ikke har i sinde at bryde med deres formel. Den fungerer også rent teknisk, de kan spille den lede, fede rock. De mangler måske bare lige lidt bedre sange og mindeværdige melodier. I hvert fald hvis man ikke varierer opskrift og udtryk mere end her.
Sangene flyder sammen, eller bliver til én lang rock-pølse. Og selvom det glider som smurt for det godt rockende band og deres velsyngende forsanger, så glider det bare ikke helt problemfrit ned. Der er masser af hjulspind i et nummer som “Road Machine”, men pladen går også en smule i tomgang. Singlen “Burn This City Down”, er et lille højdepunkt 8 numre inde i albummet. En ganske glimrende single, men i sammenhængen med 10 andre numre stikker den kun en smule ud.
Full speed all the time
Go, Go, Go
Sådan lyder det på den også habile “Over and Over Again”, men det bliver også nærmest symptomatisk for albummet som helhed. Det bliver bare en smule udmattende for mig i længden. På den anden side, så er det prisværdigt at Taunus ikke forfalder til en ballade, bare fordi.
Jeg har af og til i en stille stund savnet en “ren”, gammeldags rock plade. Det er muligvis håbløst ude af trit med tiden, men man kan også få nok af hybridgenre og rockbands, der ikke lyder særligt meget som rockbands. Taunus leverer sådan set den varer. Og den er REN. Intet blyfri benzin her, bare højoktan rock og rul.
På den led er det mission fuldført. Af et band, der giver den alt hvad den kan trække, og ikke undskylder for at være et gammeldags rockband. De lyder som om de har en fest, hvilket gør at man ikke kan lade være med at holde af Taunus. Live ville de sikkert også være en fest at overvære.
På pladen bliver det bare lige for meget af det samme. Måske ved de det endda med en albumtitel som Going Nowhere Fast?
Af Ken Damgaard Thomsen
