Huset bød torsdag aften på dansk, drømmende pop rock mixet med synthesizers, blæseinstrumenter og solskin.
Som altid er der en særlig hyggelig stemning på Huset i Magstræde. Klokken er slået 20.55 og spillestedet er packed! Folk har fundet deres plads, og med en bajer i hånden er de helt klar, på det der kommer til at ske.
Aksglæde ★★★★☆☆
Første band, Københavnske Aksglæde, træder på scenen med et simpelt ‘Godaften’, og er herefter igang. Drømmende, nostalgisk pop rock baner sig vej gennem øregangen, og jeg ka’ li’ det!
Ikke nok med, at der er de obligatoriske guitar, bas og trommer, så har Aksglæde også diverse blæseinstrumenter med, hvilket giver et jazzet twist, som overraskende nok fungerer eminent.
Jeg tænker både en moderne Sebastian, mens guitar-spillet minder om noget The Raveonettes kunne have lavet – og dette er en stor cadeau. Derudover kan jeg ikke lade være med, at drømme mig væk til sol og sommer, og jeg forestiller mig, at jeg ligger på græsset et sted, med et par alt for store solbriller, og en lunken Tuborg.
Specielt i andet nummer, der handler om ikke at ville på arbejde næste dag, nævner forsanger Jacob Aksglæde ordet ‘sommer’ flere gange. En ørehænger, helt sikkert, og sommervarmen begynder allerede at suse ind over publikum.
Det – snart – EP aktuelle band har 7 medlemmer på scenen, og jeg tænkte: ‘Behøver der virkelig være så mange?’, men jeg fandt hurtigt ud af, at hver og en har en essentiel rolle, og hvis man fjernede én, ville man også fjerne det særlige ved Aksglædes musikalske udtryk.
Der bliver spillet to meget tunge numre efter hinanden, og det bliver simpelthen for ensformigt. De flyder sammen til ét langtrukkent nummer, hvilket er super ærgerligt. Det virker til at publikum er ved at miste koncentrationen, men heldigvis opfanger Aksglæde dette: ‘Er I der stadig? Ved godt det var hårdt’. Herefter er det hurtigt glemt, for som et plaster på såret, hæves tempoet på næste nummer, og kroppen tvinges til at rocke med beatet. Her mærker man tydeligt, at drengene ikke bare laver drømmepop, men også behersker rock-genren, og responsen er en kæmpe applaus.
Herefter spilles et nummer, hvor jeg virkelig er i tvivl om jeg har hørt det før – altså på den gode måde, som i at det måske er blevet spillet på P6 Beat, eller noget i den dur. Det ærgrer mig at jeg ikke fit fat på titlen, men det var noget med ‘En vild aften i byen’. Trompet og trombone er tilføjet igen, og jeg indser, at jeg havde savnet dem på de forrige numre, hvor de ikke havde fået lov til at blæse. Det minder en anelse om bandet Beirut, der mestrer balkan-folk genren. Dog forsvinder vokalen en smule for Aksglæde, så næste gang, skal der altså råbes en anelse højere – vi ved jo godt at Jacob kan.
Før næste nummer begyndte han, med en formidabel fortællerstemme og matchende baggrundsmusik, at fortælle en historie, som ledte op til et af de sidste numre. Det var en super idé, og jeg må indrømme at jeg fik lidt gåsehud.
‘Er det sommer nu? Kan I mærke det?!’. Aksglæde formåede 100% at få det til udtryk, de gerne ville frem til – nemlig følelsen af sommer. Men det havde jeg jo opdaget allerede fra starten.
Til slut råbte publikum selvfølgelig på ekstranummer, og det fik de! Min hovedpine fra tidligere på aftenen var forsvundet. Og man siger jo at skøn musik kan kurere den slags, så skal vi ikke bare sige, at det gjorde den?
Der er kun tilbage at sige, at jeg glæder mig til at høre mere fra Aksglæde, og den nye EP skal helt klart lyttes igennem mere end én gang – 4 stjerner herfra.
Tårn ★★★☆☆☆
Aftenens andet navn, Tårn, træder ind i lokalet, publikum er det samme. Men desværre failer introen fatalt, da der mangler en mikrofon, og en akavet stemning breder sig. Senere skal der skrues op for diverse instrumenter, og dette fortsætter stort set gennem hele koncerten, og er ekstremt forstyrrende, og det resulterer i endnu mere akavethed. Det bliver ikke håndteret skidegodt, og selvom der kommer både jokes og charme, reddes det altså ikke helt.
Men da Tårn endelig kommer i gang, så går det jo meget godt. Både Asger Nordtorp Pedersen og Erik Apollo er på vokal, hvilket giver en lidt Beatles feeling over det, og jeg bliver glædeligt trukket tilbage til 60’erne.
Igennem hele koncerten leverer Tårn fængende melodier, og fandens lækre guitarsoli omringet af en stærk, halvhæs vokal. Det er sådan noget man aldrig bliver rigtig træt af. Styrken i Asgers stemme er specielt særlig, og det er som om han fortæller en fængende, dramatisk historie.
Under de første numre, savnede jeg dog længde og musikalsk indhold, da de havde så godt styr på deres instrumenter og bestemt kompetencerne til at lave nogle vilde soli, var det oplagt at udnytte det. Heldigvis fik vi så også det smukkeste guitarspil fra Daniel Scheffmann efterfølgende.
Derefter et dansenummer, der pludselig blev brudt af et tordenskrald af røg, lys og støj, som var præcis det og lidt mere, end hvad jeg havde håbet på. Dog fungerede opbygningen til flere af numrene ikke helt efter hensigten, og lød til tider som om, de kom ud af takt. Om det var med vilje ved jeg ikke – men man fik en ærgerlig følelse i kroppen.
Men men men – alt dette skulle vise at ændre sig. For på de sidste numre hvilede Tårn i sig selv – og man kunne tydeligt mærke at nervøsiteten, var blevet brudt op.
Jeg var især vild med nummeret, hvor omkvædet kunne minde om en uskyldig børnesang, men som eskalerede i et væld af shoegaze og støj. Det var så sødt og så larmende på samme tid, at det ikke burde være iørefaldende, men det var det bare. Publikum jublede, og da ‘Læber Lyser Rødt’ kom på efterfølgende, smeltede alle pigehjerterne i lokalet på rekordtid. Der bredte sig en fællesskabsfølelse – man følte sig på samme stadie som resten af publikum, som dvælede i ekstase. Jeg var ikke i tvivl om, at det var dette specifikke øjebilk, som samtlige Tårn-tilhængere havde ventet på.
Sidste nummer lå tungt i luften, men fungerede ideelt som afrundingssang og afslutning, da en helt orgasmelignende følelse strømmede gennem én, og bassen kunne mærkes brutalt i brystet.
Tårn fik spillet samtlige numre de har skrevet, og lad os håbe de har mere til os til næste år.
3 stjerner bliver det til i denne omgang.
Af Stefanie Sloth Hansen
Foto: Aksglæde pressefoto/Louise Hvas
