Er man til stemningsfuld pop-musik, vil det i den grad være anbefalelsesværdigt at give TÅRN en chance på anlægget. Albummet Åbne Cirkler præsenterer sig som imponerende veludført og gennemført, og sanger Erik Apollo leverer en smuk og øm vokal pladen igennem.
Åbningsnummeret ”Farver & Vanvid” har nogle enormt flotte lydflader, som leder tankerne hen mod følelsen af at rejse. Lysten til at bestige, klatre og opnå. Der er en konstant accelererende dynamisk opbygning, som slutter af i en kæmpe væg af synthesizere akkompagneret af det lyrisk rørende omkvæd. Der er en klar optimisme, som generelt er gældende for hele pladen.
Opfølgeren på den ekstremt stærke åbner er ikke et typisk ”andet nummer” på en plade. Det starter meget melankolsk og kredser om en lavere dynamisk opbygning. Omkvædet, som er ganske catchy er nok i virkeligheden det mest poppede på pladen, og det er egentlig først når post-omkvædet indtræffer, at man for alvor køber ind på stemningen. Måske kunne nummeret med fordel have været placeret længere inde på pladen for at opnå den fulde effekt.
”Stivner” er til gengæld lige præcis sådan et nummer, jeg ville have forventet til at ligge efter åbningsnummeret. God fremdrift og cool sammenspil mellem trommer og guitar. De underliggende keys-flader skaber det perfekte tapet til at omslutte vokalen, og det er meget svært at pege på noget, der ikke fungerer i dette nummer. ”Stivner” slutter forholdsvis brat, hvorefter den via nogle svævende guitarfigurer glider direkte over i næste nummer, ”Intet Ondt”.
Første halvdel af dette nummer gør ikke det store væsen af sig. Her drejer det sig om behagelig og velspillet pop, som så senere bliver grebet af en groovey akustisk guitar. Eriks vokal leveres dog stadig med stor sikkerhed. Nummeret slutter overraskende med nogle støjende og syret effekter.
Nummeret ”Blå Stjerne”, som er pladens midterste nummer, bringer nogle elementer, som ved første lytning ikke nødvendigvis spiller sammen med den følelse, man ellers sidder med, og oprindeligt ville jeg egentlig heller ikke skænke det mange ord. Jeg må bare unægteligt erkende, at det mere dunkle og elektroniske feel – og især vokalen gror meget på mig. Der er lidt noget Bon Iver over det, og især med henblik på den seneste plade ”i,i”.
”Ind mod midten” er pladens sjette skæring, og er et ømt og skrøbeligt nummer. Det lyriske univers bliver akkompagneret af rolige guitarharmonier, for derefter at blive overtaget af en fløjtelignende fortryllende figur.
Efter tre forholdsvis stille numre bliver vi hevet tilbage til pladens tidlige stemning. ”Ingen Holder Dig” har en næsten Disney-inspireret optimisme og er gennemført behagelig at lytte til. Med galoperende, men dog underspillede, trommer bliver vi båret ganske sikkert videre på TÅRNs rejse gennem Åbne Cirkler. Gruppens interessante lyst til at syre ud i sangenes slutningen, bliver vi ligeledes eksponeret for her.
Pladen sender os videre med ”Hvem Vi To Ku’ Blive”. Et tilsvarende meget behageligt og velproduceret nummer. De elektroniske elementer, som vi også fik introduceret i ”Blå Stjerne” er dog det bærende i denne skæring. Vokalen er meget let og luftig, og giver i virkeligheden utrolig meget plads til bas og trommer. Et reflekterende og dybt lyrisk univers trækker uundgåeligt lytteren igennem nogle melankolske og mørkere passager, men afslutningsnummeret her kredser dog stadig om en spirende og stigende optimisme, som velsagtens er mest gennemtrængende på pladen.
Opsummerende har TÅRN fat i noget rigtig rigtig spændende, og deres tilgang til pop-musik er ganske inspirerende. Der kan argumenteres for at selve hittet lader vente på sig, men i disse tider, hvor singler fylder så meget, er det samtidig befriende at blive bekræftet i, at der stadig findes albumskrivere derude.
Anmeldt af Jacob Mignon
