Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Tales of Murder and Dust: Skeleton Flowers (EP) ***** (5/6)

Tales of Murder and Dust: Skeleton Flowers (EP) ***** (5/6)

2402
0

At cinematisk psykedelisk rock med shoegaze-tendenser kan være ganske medrivende og nærmest hypnotiserende, beviser aarhusianske Tales of Murder and Dust på deres seneste udspil, EP’en Skeleton Flowers

Sidste år udgav bandet deres første album, den selvfinansierede Hallucination of Beauty, og nu er der altså atter nyt fra det 6 mand store Aarhus-band – og godt nyt.

Ved første ørekast er lydbilledet på Skeleton Flowers næsten for tyst, og jeg tog næsten mig selv i at ønske  ind i mellem at Tales of Murder and Dust ville slippe kræfterne, der ligger og ulmer under overfladen, løs og lade forsangeren synge igennem. Men de holder igen og trods den massive instrumentering, virker det alligevel underspillet og, ja, tyst, trods det tætte lydbillede, hvor trommer, guitarer, bas, sitar og vokaler udgør en stærk enhed, der langsomt sniger sig ind under huden på én.

Fra første færd med åbneren ‘Tremblin”, er der dømt hypnotiserende og opslugende rockmusik. Som sagt tog det mig lige et par lyt, men nu sidder EP’ens numre fast i hovedet på mig, og lever deres helt eget spøgelsesliv. ‘Tremblin”s to guitarspor supplerer hinanden glimrende, det ene tungt og slæbende, det andet mere svævende og luftigt. Vokalerne (der er ofte både mandlig og kvindelig vokal, selv om hovedvokalen er mandlig) ligger lavt, men hørbart, og instrumenterne smyger sig ind og ud mellem hinanden. ‘Laid Bare’ følger efter med et drømmende lydlandskab og ulmende citar i baggrunden.

På ‘In Apathy’ sker der pludselig noget andet. Tempoet er sat op, og stemningen er en anden. Her er der lidt mere aggression i vokalen, og en tydelig inspiration fra The Jesus and Mary Chain og deres fætre i danske The Raveonettes. Med sine under 3 minutter stikker den også ud på EP’en, hvis numre ellers strækker sig et godt stykke ud over de 4 minutter.

Den 8 minutter lange afslutter ‘Like Young Gentle Beasts’ vender tilbage til det stilfærdigt støjende udtryk, som Tales of Murder and Dust bruger så effektfuldt. En repeterende bas, sitar, og de øvrige instrumenter flyder duvende som en båd i vandoverfladen, der føres med af en diskret strøm. Selv om der måske ikke på overfladen sker meget, er der en sugende understrøm i nummeret, som i øvrigt er en gennemgående kvalitet på EP’en.

Tales of Murder and Dust viser med Skeleton Flowers at de er værd at holde øje med og har meget at byde på for den tålmodige lytter. Det er måske ikke ligefrem feel good hit of the summer, men der er alligevel noget sært opløftende og insisterende ved de lavmælte vokaler og det tætvævede lydbillede, Tales of Murder and Dust præsenterer sin lytter for. Det belønnes med 5 stjerner, for en stærk EP.

Anmeldt af Judas

Læs mere om Tales of Murder and Dust og hent EP’en på deres bandcamp.

Tales of Murder and Dust kan opleves på Aarhus Psych Fest d.11./12. oktober. Du kan læse vores interview med Aarhus Psych Fest initiativtager Stine Kloster lige HER.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleThe Men – I Saw Her Face – 19/6 – 2013
Next articleIceage – New Brigade – 20/6 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.