Søndag aften var der dyster, dragende dronerock på programmet. Det foregik på Loppen, på Christiania.
Hovednavnet er Tales of Murder and Dust – et band der gennem tiden har skiftet genrer på hvert af deres udspil – men stadig beholdt den samme ånd. De har en unik sound, der er let genkendelig, men også original. De har således både har prøvet kræfter med twistede lydlandskaber på EP’en Peyote, de mørke syrede kompositioner gennem Hallucination of Beauty, og det postpunkede psych-noir (Skeleton Flowers). Nyeste album med titlen The Flow In Between er ovre i darkwave-genren, og tager lytteren med på en dyster rejse ind i bandets eget syrede univers.
Da jeg træder ind i det mørke lokale, er der en dæmpet stemning, og eneste lyskilde stammer fra diverse stearinlys, solidt plantet i gamle spiritusflasker.
Ikke længe efter jeg er ankommet, går warm-up bandet, Jacob Faurholt & Band, på scenen. Tre mand er de – guitarist, bassist og trommeslager – for mere behøves ikke. Jacob Faurholt har godt og vel 10 år på bagen inden for musikbranchen, og har gået både under eget navn og Crystal Shipsss. Genremæssigt spændes der over 90’er inspireret indierock og helt over til dronemetal.
Jacob Faurholt præsenterer sig aldrig, men går direkte til sagen. Vokalen hænger lidt tamt i luften, og får et par ansigter til at vrænges i ny og næ. Dog minder den mig til tider om både Michael Stipe (R.E.M.), men også Kasper Eistrup, når den rammer de lidt lysere toner.
Bandet formår at ramme indie rock stilen mest – men af og til får vi smagen af det lidt mere tempofyldte punk/metal-inspirerede, hvilket skaber en anelse mere energi, end der ellers har været – og savnet! Dog er der desværre en del akavede pauser, og publikum bliver tabt. Der opbygges ikke rigtig en varm stemning, og da Jacob Faurholt takker af, står man med en lidt ærgerlig fornemmelse i kroppen.
Denne fornemmelse brydes øjeblikkeligt da Tales of Murder and Dust træder op på scenen. Et tungt, blåligt lys baner vejen for den uroopvækkende dark-wave feeling, vi skal til at opleve.
Første nummer er godt og vel 10 minutter langt, og tilføjet den rette mængde støjende elementer samt en brummende bas, dannes en uhyggestemning – men på en tranceagtig måde, som man hverken kan eller vil slippe ud af. Nummeret fader direkte over i næste nummer, der er mere tempofyldt, og et syret eksplosionsshow kaster lyssøjler rundt i hele lokalet. Jeg fornemmer hårene på mine arme rejse sig under min skjorte – ikke fordi jeg fryser, men fordi det er så djævelsk smukt. Mellem resten af numrene er der korte pauser, og ord som: ”Mere bas, mere kick i monitor, mere vokal” blev også kastet ud, hvilket var superærgerligt, da det ellers bare spillede.
Det skal være en ros til bandet at de skaber en Raveonettes-feel under flere af numrene, ved både at have en kvindelig og mandlig vokal, for det fungerer skide godt, og man kan virkelig mærke Tales’ sjæl skinne igennem. Udover det har vi Christian Sinding Søndergaards halvlange, lyse Kurt Cobain-hår, der dækker store dele af hans ansigt, men danner et syret image, mens hans hånd forsvinder til en blurry masse, og frembringer en vild og ukontrolleret lyd med sit strenge-instrument. Hvis man en sjælden gang formår at fjerne sit blik fra scenen, lægger man mærke til at samtlige folk dvæler inde i Tales’ univers, de er som hypnotiserede, og nikker tungt i takt.
De to sidste numre er farligt lange – her kunne man godt have proppet et kortere nummer ind imellem, for at give publikum et lille pusterum fra det musikalsk euforiserende stof, der frembringes. Dog – som sagt – er det euforiserende, helt ecstasy-lignende numre, og især afslutningsnummeret, der har en orientalsk stemning, og en guitarsolo der får ens ører til at brænde, eskalerer det i støjende ekstase.
Alt i alt en overvældende psych-oplevelse, der havde få mangler, og for helvede hvor ville jeg gerne opleve det hele én gang til!
5 stjerner til Tales of Murder and Dust.
Af Stefanie Sloth Hansen
