Tales of Murder and Dust rejser sig fra asken med et nyt album efter 4 års tavshed. Lige til tiden ankommer de til en forandret verden med 9 nedslående sange, der er det perfekte soundtrack til din corona-isolations depression.
Eller er skyggerne ved at lette? Der er måske håb forude her i begyndelsen af maj, hvor dette er nedfældet. Solen skinner, optimismen er begyndt at spire og der er måske en følelse af, at det hele nok skal gå og at der er en anden side. Men så kan man bare sætte den nye plade fra Tales of Murder and Dust på, det skal nok kurere dig for den slags unoder og få dig til at krybe tilbage i skjul.
Det her er lyden af kvælende ensomhed og en hjemsøgt trøstesløshed, der holder dig i et koldt jerngreb, der langsom dræner dig for modstandskraft i løbet af de lidt over 42 minutter pladen varer. Bandet har tidligere gjort sig i det mere psykedelisk rockende, som man stadig aner en lille antydning af hist og her, men nu i en mere dyster, knugende og urovækkende form, noget der beskrives som post-punk med tunge darkwave elementer. Det psykedeliske er fortrængt til sporadiske hypnotiske konturer i skyggerne af en musik, der både virker betagende og overrumplende og samtidig melankolsk og gotisk mørk. Tunge trommehug og bas, en svimlende guitar der varieret cirkler ud og ind af lydbilledet og storladen synth skaber sammen med den distancerede vokal et gribende og meget filmisk univers, hvor der kredses om eksistensen og en form for skrøbelighed ved livet.
Bare tag et kig på sangtitler som “Distance”, “Fragile Absolutes”, “Flawed Beliefs” eller “Deconstructed and Dissolved”. Det er sådan Tales of Murder and Dust lyder en stor del af vejen gennem Fragile Absolutes, hvor tonen og stemningen sættes allerede fra første vers i åbningsnummeret “Distance”:
I’ve been isolating myself
I’ve estranged the world around me
I don’t seem to need it anymore
Distance keeps the sea by the shore
Det er musik der i lange perioder få lov til at skvulpe rundt ved denne kyst. Ind i mellem blusser den op og slår ind over den, for så at trække sig tilbage igen og ligge og true på afstand. Der er noget sært dragende og hypnotisk over Tales of Murder and Dusts messende mørke, hvor både vokalen og den snurrende musik på samme tid virker sært tillokkende og ildevarslende. Der venter næppe noget godt, hvis man kommer for tæt på og det virker ikke tilrådeligt at lade dem transportere en over på den anden side… og alligevel er det som om stemmen og tonerne kalder på en…
Fragile Absolutes lever og rammer ikke så meget på enkelte, isolerede musikalske højdepunkter og fuldtræffere, selvom de bestemt er tilstede i den dunkle tåge. Det majestætiske svaj i åbneren “Distance”, hvor en citar også sørger for et let-psykedelisk islæt, den smukke “stilhed” og ro i “Crippled Figurines” med dens spøgelseskor, den mere insisterende og truende rytme og tone på ominøse “Flawed Beliefs” eller tiltrækningskraften ved den næsten 9 minutter lange “Deconstructed and Dissolved”, selvom grundtonen er samme nuancer af dunkel pladen igennem, finder man masser af variation over samme tema.
Det er på den overordnede stemning og atmosfære pladen sætter en i, den virkelig vinder og rammer dybt. Det er en af den slags plader, der efterlader dybe spor i kraft af de sindstilstande den sætter lytteren i. Det er sjældent, at jeg på denne måde er grebet og fuldstændig fanget fra start til slut og bare lader mig falde og opsluge, som tilfældet er her. Det er ganske… fortryllende?
Måske er det fordi der er en sær form for tryghed og trøst at finde i noget, der kan virke trøstesløst? Du kan ikke undgå mørket og de ar der følger med at leve det her liv.
No cure is immediate
It takes time to alleviate
And sometimes we manage
But most times we don’t
You wear your scars well now
Like consoling words
Lyder det på “Consoling Words”. En ringe trøst? Måske, men dog overlever man og kommer videre, på en eller anden måde. Hvis man kan kalde det et lys i mørket, så findes den også hos Tales of Murder and Dust, der på denne plade lyder som om de tager favntag med livets skyggesider og den smerte der følger med, men dog vælger de livet – det er vel en form for håb?
Det kan lyde meget nedslående og som om Fragile Absolutes er en tungsindig omgang at sidde igennem. Muligvis, men det er samtidig en utroligt smuk og fængslende oplevelse, der er skønhed at finde i selv de mørkeste kroge på pladen. Det er ikke et album der giver mig lyst til at styrte ud og købe et badekår bare så jeg har noget at ligge i, når jeg skærer håndleddene over. selvom man godt kunne tolke afskedssalutten på den afsluttende “Remnants” som et lidt nedslående punktum:
And everything grows smaller and dissolves
The closer that I look or get involved
And if this is all that there is left,
Existence has nothing more to give
Skal man finde noget, at sætte en lille finger på kan de måske være, at nogle lyttere vil finde tempoet ensformigt, hvilket i sidste ende kan gøre Fragile Absolutes til en lidt drænende og kvælende oplevelse. Det virker dog som om det er en del af hensigten og med fuldt overlæg. Jeg kunne måske også savne bare en enkelt musikalsk forløsning i løbet af pladen, især mod slut hvor man pladens vægt virkelig begynder at tynge ens skuldre og sind. Men det er ikke den slags plade, må man bare konkludere.
The instant gratification
Ties us to flickering lights
As we’re broken beyond our own mending
We worship the extreme distraction
Lyder det i løbet af “Deconstructed and Dissolved”. På Fragile Absolutes er der ingen øjeblikkelig tilfredsstillelse, blinkende lys til at aflede opmærksomheden eller andet der kan distrahere dig fra stirre lige ind og ned i mørket. Og når det lyder som her er det også svært at vende blikket bort. Tales of Murder and Dust har skabt et helt igennem forrygende, insisterende og ganske kompromisløst værk.
Af Ken Damgaard Thomsen
