System of A Down gæstede i går Danmark med deres første koncert her til lands i over et årti, og deres første festivalkoncert overhovedet herhjemme. Publikum på Copenhell fik hvad de havde ventet på, da metalsværvægteren leverede den forventede vare.
Og deri ligger også grunden til, at det her endte med, for mig, at blive en 4-stjernet oplevelse, 4 meget store stjerner skal det retfærdigvis siges, men 4 er jo også rigtig godt!
Men der var bare et eller andet ved den knap 90 minutter lange seance, som ikke rigtig kom ind og rørte noget inde i mig. Måske var det følelsen af, at det her var et toptunet og topprofessionelt band, som kunne gøre det her hver aften hvis de gad, uden at få sved på panden. Ikke at jeg synes kvartetten virkede ugidelige eller kørte den hjem på rutinen, og dog… så alligevel?
Der var noget lidt maskinelt over leveringen, hvor vanviddet til tider virkede en kende tæmmet og kontrolleret. Måske er det også fordi vi alle er blevet ældre, og at de tricks og udskejelser på instrumenter, melodier og vokalerne der virkede overrumplende i start 00’erne nu har mistet en del af sit overraskelsesmoment. Og dermed også en smule af sin pondus.
Det sagt, så havde store dele af publikum en kæmpe fest, og VILLE festen og bandet, hvilket vel i bund og grund også var det bandet var hyret ind til: den store fællesskabsfølelse. Og den opstod altså ikke kun, som forventet, under “Aerials”, der faldt tidligt i sættet, “Chop Suey”, der efterhånden er blevet “lå’et” i stykker på barer rundt omkring, og gennembrudshittet “Toxicity”, der faldt som koncertens næstsidste nummer.
Nej, det store Copenhell-kor stemte også i på mere “ukendte” (de var jo så ikke så ukendte, men…) numre fra bagkataloget som “Mr. Jack”, “Bounce”, “Suite Pee” eller “Dreaming”, hvor man på ægte hiphop manér kun fik et uddrag af nummeret, så folk måske lige skulle tune sig ind på den. Det hele havde faktisk lidt præg af netop en hiphop koncerts opbygning. Altså en af dem med et stort, amerikansk navn hvor de barberer deres hits ned, kun synger et omkvæd af nogle og det hele kan føles som et, langt medley. System of A Down spildte ikke tiden på snak, de fleste numre flød over i hinanden uden pauser, nogle endda bare med glidende overgang så de blev flettet sammen på temmelig overbevisende og elegant manér.
Men hvor den slags hiphop koncerter ofte kan føles som et lidt billigt karaoke/DJ show, så fik man her følelsen af et band der bare gerne ville nå så meget som muligt (i dette tilfælde omkring 27 numre på under 1 ½ time) og bombardere publikums sanser med konstante tunge, dansable, hoppevenlige, vanvitttige og synge-med-venlige numre, uden afbræk. Det startede med fællessang allerede under “Soldier Side”, eller omkvædet af den, som fungerede som en slags intro til koncerten, ledt an af en velsyngende (omend lidt monoton, som det skal være) Daron Malakian og så kørte det ellers i et rasende tempo hen mod kulminationen i den afsluttende “Sugar”, hvor galskaben og en endnu mere velsyngende (alt andet end monoton!) Serj Tankian slap den sidste gakkede gæk løs. Kan de to overhovedet lide hinanden? Ingen ved det, måske ikke engang dem selv (seriøst, just fuck you guys, så ved I det), men man fornemmede ikke nogle ego-clash på scenen. Men måske heller ikke ligefrem den store hengivenhed – professionel distance, hvor hver gjorde sin part, på sin plads på scenen. Vokalt var der dog dømt ren harmoni.
Hvorfor gør de så det her, tager på kortere tours med års mellemrum, uden at have nyt materiale at præsentere? Er det pengene? Det er selvfølgelig fair nok, og man kan ikke påstå at publikum ikke fik fuld valuta for dem, mens de skreg sig hæse og dansede sig svimle under “Prison Song”, “Violent Pornography” eller “Radio/video”. Er det fordi de stadig har en passion for det her materiale, og ikke kan undvære suset, hvilket også er forståeligt, når folk synger med på “Lost In Hollywood”, “Question!”, “Lonely Day” “Kill Rock ‘n Roll” og “B.Y.O.B”, der nok var klimaks i koncertens allerstærkeste passage, som også inkluderede “Psycho” (med indlagt Donna Summer disco?) og “Chop Suey!”? Det forstår man også godt, det må være noget af et kick at se kroppe og munde i konstant bevægelse til numre man skrev for 12-17 år siden…
Men så er vi også tilbage ved udgangspunktet på en eller anden måde, for hvad ER det System of A Down vil i 2017? Og har at bidrage med, udover skøn fællessang og smittende energi? Måske ved de det ikke engang selv, men det virker, desværre (og selvom et nyt album rygtes) ikke som om det er fra den her front man skal forvente nye landvindinger, en ny musikalsk dagsorden der bliver sat, eller nye holdninger og budskaber med gennemslagskraft.
Den skæbne deler de med mange bands og kunstnere som bliver ældre, måske har toppet rent kreativt og som måske bare har drænet den del af karrierens vandløb. Så ender man med at være en små nostalgisk feststarter for et hengivent festivalpublikum, og det er vel heller ikke det værste i verden? Man skal bare passe på, man ikke ender i et musikalsk limbo, hvor man er tvunget til at genstage sig selv i en uendelighed, uden udsigt til at undslippe.
Indtil da: eat all the grass that you want. Accidents happen. DANS!
Nu skal jeg have en kop the, min stemme er helt fucked…
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen (som ikke var inviteret med i det fine fotopit selskab til denne koncert)
