Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Syreregn: Skabt Værk Består **** (4/6)

Syreregn: Skabt Værk Består **** (4/6)

3134
0

Syreregn er en del af den danske retro-rock bølge, som finder inspiration i 60’ernes og 70’ernes musikscene. På Skabt Værk består viser bandet at retroficeret dansk syrerock lever i bedste velgående. 

Det er efterhånden nogle år siden Syreregn udgav deres første album, OCD. Her var stilen rimelig ligefrem retro blues rock – og det er der stadig en hel del af på Skabt Værk Består‘. Men der er også noget andet, noget mere…syret. For eksempel på åbneren, titelnummeret ‘Skabt Værk Består’, som præsenterer lytteren for et psykedelisk lydlandskab, der langsomt bygger op mod et klimaks, som opstår da vokalen sætter ind efter nogle minutters spilletid. Det er blot nogle få linier, der bliver sunget, og herefter indtager et løsgående orgel hovedrollen i nummerets sidste del, der langsomt syrer ud, inden det hele ender i et sample fra Abernes Planet.

På singleforløberen ‘Hypnokongen’, som blandt andet har været dagens track her på siden, og den efterfølgende ‘Going Under’ er der skruet op for tempoet og blues rock-spaden, begge numre hele vejen igennem spillet med stort overskud og gennemgribende musikalitet af trioen. Førstnævnte emmer af dansk 60’er rock med en god snert af Jimi Hendrix og er herligt medrivende mens ‘Going Under’ slutter med et par minutters instrumentalt overskud, hvor der bliver liret soli af i en lind strøm. Syreregn mestrer virkelig den tempofyldte retroorienterede blues rock til punkt og prikke, og samtidig er det en udelt nydelse at lægge ører til trioens evner på instrumenterne. Begge sange lægger alvorligt op til luft-guitar, -bas og -trommer, mens man hører dem hjemme i stuen.

En sitrende, svævende citar indleder ‘Marana Tha’ og så rejser vi ellers på en indisk-inspireret rejse ud i rummet, hvor også en saxofon stikker hovedet frem, hvilket giver det hele en snert af soundtrack til en 80’er film – det er lige før man ser en semi-ung Arnie i læderjakke køre på motorcykel gennem en eksotisk storby. Den dronende citar og saxofonen kører parløbet videre, og det syrer en smule for meget ud, og varer lidt for længe, til at jeg er med hele vejen, men er man til langstrakte, psykedeliske lydlandskaber, er Syreregn bestemt ikke de værste til at male dem frem. De sidste minutter, hvor et basriff og en trommerytme sætter tempo og guitaren får lov at udfolde sig, fungerer for eksempel ret godt for mig.

Tilbage i mere rockede omgivelser får vi ‘Psychedelic Baby’, der rammer blues rock strømmen fra tidligere på albummet, dog uden at være helt så tempofyldt. Det er dog stadig særdeles velspillet, med mange fine musikalske nuancer, men jeg bliver alligevel ikke revet helt så meget med, som på for eksempel ‘Hypnokongen’.

Albummet afsluttes med ‘Skabt Værk Består reprise’, anden del af titelnummeret, der binder en fin lille knude på albummet, og genbesøger indledningen. Jeg kan godt lide når Syreregn synger på dansk, for det er som om der er en ekstra energi og overbevisning i vokalen, som ikke helt kommer frem i de engelsksprogede sange. Derfor kan jeg også godt lide den (korte) afslutning, der leder tankerne hen på 60’ernes og 70’ernes danske syrerock.

Jeg kunne personligt godt tænke mig at Syreregn gik ‘hele vejen’ og sang på dansk på alle deres numre. Det engelske er ikke forstyrrende eller tæerkrummende, men i mine ører er Syreregn på deres bedste i eksempelvis den dansksprogede ‘Hypnokongen’, hvor tempo, musikalitet og vokal alle hiver mig helt og aldeles med på vognen. Jeg synes også det fungerer godt for Syreregn at trække numrene ud, især fordi Thor Boding (bas og vokal), Rasmus Kurdahl (trommer og kor) og Casper Gyldensøe (guitar og kor) er virkelig dygtige musikere, der understøtter hinanden godt. I det hele taget er Skabt Værk Består et velfungerende album, med tryk på album, hvor de hurtigere, blues-rockede numre og de mere svævende, psykedeliske supplerer hinanden godt. Der er dog også et par perioder, hvor jeg kobler lidt ud i de lange instrumentale passager, men overordnet set er det et mere end solidt album, trioen leverer.

Syreregn er så absolut værd at nævne i sammenhæng med bands som ligesindede Fuzz Manta, Red Sky Wizard og Spids Nøgenhat, og kan du lide rock både med tempofyldt blues og udsvævende psykedeliske stykker, så bør du tjekke Skabt Værk Består ud. 4 store stjerner tikker ind til bandet herfra.

Skabt Værk Består udkommer på fredag d.16. maj. Samme dag spiller Syreregn release på Lygten Station – læs mere HER.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleTriptykon – Breathing – 14/5 – 2014
Next articleMoron Police: Defenders Of The Small Yard *** (3/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.