Bandet Syreregn, der har hjemmebane i København, er endnu engang ude med ny musik – denne gang pakket ind i et album på i alt 5 numre. Albummet Cogito Ergo Sum, ( ‘jeg tænker, altså er jeg til’ – Descartes), er en lækker sammensætning af numre med dybe filosoferende tanker/referencer, lækre riffs/passager og groves der fungerer godt sammen.
Indrømmet, anmeldelsen af dette fine album kommer lidt sent i forhold til hvornår albummet kom på gaden, og i forhold til vores normale hastighed på GFR – men, af lykkelige omstændigheder (flytning til København fra Aalborg) har det ikke før nu, været muligt at mobiliserer det nødvendige overskud albummet fortjener… Når det så er sagt, så lad os kaste os ud i Syreregns univers.
På titel-nummeret ’Cogito Ergo Sum’, starter vi stærkt ud med referencer til The Matrix og i titlen selv, filosoffen Réne Decartes. Nummeret starter med følgende linje ”The oracle will see you now” hvorefter linjen bliver fulgt op af et lidt slæbende rocket groove på trommerne, der igen få takter senere bliver akkompagneret med fuld blæs af syret/bluesy bas og guitar – Lækkert! Referencen fra ’The Matrix – the oracle will see you now” er formodeligt til, hvor Neo skal snakke med oraklet for at få svar på hans spørgsmål, om hvorvidt han er ’The one’ – med andre ord, hvad er hans skæbne?. På samme måde bliver der i starten af første vers sunget ”What is my purpose – What shall I do?” – meget dybere kan det vel ikke rigtig blive?. Videre i nummeret der er godt sammensat, med god dynamik blandt andet i versene, kommer der flere dybe sætninger og referencer til ”The Matrix” og filosofi – ”Observations makes no sense at all, there is no spoon”. Den dybe tekst er godt pakket ind, det instrumentale sidder i skabet og der bliver syret ud på alle parametrene og samtidigt er der også et dejligt progressiv slæbende drive nummeret igennem – det minder mig om Rival Sons blandt andre.
’Golem’, næste nummer på albummet er et rent instrumentalt nummer. Det er for mig godt tænkt, at det kun er intrumentalt, med tanke på hvad forrige nummer har sat i gang af tanker om tilværelsen, filosofi mm. Det gav mig rum til at tænke og lade mig rive med af musikken. Introen starter med et monotont basriff der bliver fulgt op af svævende guitar og senere trommer og sidst men ikke mindst, en guitar mere og keys – keys der mest af alt får mig til at tænke i banerne af blandt andre ’The Doors’ Det er dejlig syret og det bygger igennem hele nummeret op på klassisk vis, op imod klimaks sidst i nummeret, hvor der er stor bredde og fylde på lydbilledet – thumps up herfra!
Nummeret ’Noter Til Shelly’ starter i kirken, hvor jeg får en lidt horror-movie agtig stemning af introen. Det er et kirkeorgel der spiller, helt nøgent, riffet fra omkvædet der også senere går igen i på guitaren og bassen.
Introen og nummeret er relativt lange i forhold til de forgående numre. Efter introen skifter den instrumentale del lidt karakter, på en eller anden måde er det som om der starter et nyt nummer, men i relation til konteksten af nummeret fungerer det. Efter introen, er vi stadig i den dystre del af skalaen og vi bevæger os nu rundt på kirkegården. Jeg vil fremhæve vokalen, der igennem hele nummeret, er med til at sætte den dystre stemning – der bliver sunget med stor inderlighed og smerte. Her bliver der også lagt 2.stemme på ved flere lejligheder, det høres ikke så tydeligt, men er med til at give en ekstra fylde og stemning til lydbilledet – fedt. På samme måde er den instrumentale del skruet rigtig godt sammen – jeg har flere gange en klar fornemmelse af at være i en stor skummel kirke.
Næste nummer på albummet ‘Kan/Kan Ikke’ har kollega Ken tidligere anmeldt – læs den her.
Kort vil jeg sige at jeg deler mange af Kens bemærkninger om nummeret – det mest iørefaldende jeg også vil fremhæve, er hvordan nummeret går ind og sætter sig på hjernen efter flere gennemlytninger – specielt den instrumentale del, der har et monotont fremtrædende bass/guitar riff, samt trommer der akkompagnerer – dam da dam, dam da dam, dam da dam. Det monotone er dosseret helt tilpas – man er lige ved at nå grænsen for hvornår det er for meget, men det bliver bundet godt sammen med alternative stykker og bliver derved et fint greb om lytteren.
Albummet afsluttes med ’I Sjæl og Stål’, der udover at være afslutning også er albummets længste nummer med sine ca. 11 minutter.
Man hører, hvad jeg vil gætte på, er en respirator i starten af nummeret – den kommer til at fungerer som rytme-sektion, der ligeså stille og rolig bliver akkompagneret af bassen og inderlig vokal. Guitaren kommer senere ind og vokalen bliver suppleret med kor og der bliver lagt effekter på for at give bredde og stemning. Konteksten af nummeret tager udgangspunkt i hvordan maskiner overtager flere og flere af mennesket arbejdsfunktioner, hvordan mennesket er fejlbarligt og derfor kan drage nytte af dem – dog for en pris, og hvilken?
Nummeret har en syret og slæbende start hvorefter der kommer mere smæk på jo længere vi kommer hen imod midten. Her komme vi igen mere over imod den syrede progressive lyd bandet besidder, hvor nummeret i store passager er instrumentalt. Imod slutningen kommer der igen flere-stemmet kor, der igen giver mig associationer til kirken ligesom forgående nummer gjorde.
For kort at afslutte, vil jeg fremhæve ‘Cogito Ergo Sum’ – dette er nummeret der fungerer bedst for mig på denne skive, men alle numrene har værd deres kvaliteter, der gør albummet værd at lytte til fra start til slut. Syreregn har været et nyt bekendtskab for mig, men har nydt at grave mig ned i deres univers – jeg er ganske sikker på, at der er mange andre der også vil nyde dette. Glæder mig til at få muligheden for at høre dem live. Albummet får 5 ud af 6 stjerner.
Anmeldt af Andreas Møller
