For en gangs skyld kommer jeg lidt før koncertstart og tæller omtrent 50 publikummer i meget blandet alder: Cirka halvdelen kunne være studerende eller yngre – resten som jeg eller ældre. Det antal fordobles næsten, som koncerterne går i gang.
Det gør de i øvrigt først kvart over, så jeg får god tid at falde til i rummet og få et kig på merch og i baren.
Omsorg 20.15
Og der var de så – tre mand høj fra Aalborg – for at krænge deres nerve, sjæl og energi ud.
En energisk trommeslager, der elsker at spille på sine tønder, frontet af en bassist / screamer og forsanger på guitar.
De får meget ud af den opsætning og ofte ligger scream-vokalen oven på noget lidt tyndere underlag – mens når der ikke screames, er der mere smæk på lyden.
Godt tænkt, effektivt og vel eksekveret!
Der åbnes med åbneren fra Echoes og selv om det naturligvis ikke kan laves som på pladen, så virker det tjekket, skarpt, indpiskende og fyldt med nerve.
Allerede andet nummer er et nyt nummer og med et bagkatalog af en plade og en EP – heraf den sidste den seneste – er det naturligt at prøve nyt af, når man nu står der.
Bandet virker i øvrigt vældig glade for at være der og vender flere gange tilbage til deres nordjyske jordforbundethed.
Når der er plads til ’bare trommer’ får vi indblik i hvor fed lyden er på netop disse og med tre i bandet er der ofte tid og plads til at man hører hvert instrument – også når der laves en fejl her og der. Det er super live, det her, og det er tydeligvis også et band, der har tænkt sig at efterlade alt på scenen.
Tænkt sig, men som koncerten bliver længere, tabes noget. Mere om det senere.
For Omsorg har styr på det meste og det, der ikke er styr på, får lov at drukne i vildskab.
Everyday Is A Different Dose falder mest i sidste kategori, da pauserne ikke helt overholdes og indsatserne derfor ikke står helt så skarpt, som man kunne håbe. Det ødelægger dog ikke noget, men når pladen står så skarpt, så må det også bemærkes.
Bemærkelsesværdigt er det også, hvordan vokalen her konstant gør en forskel over den virkelig stærke underlægning. Man skulle vel ikke tro, scream var noget, der som sådan løftede? Hos Omsorg bidrager det om noget til ind- og udtrykket!
Et udtryk, der i øvrigt virker varieret over 40 minutter og hvor publikum i stigende grad kommer med. Der pogo’es til skæve rytmer, 6/8-sager og når der grooves.
Vi får i alt to nye numre, og efter syv (otte?) numre, falder Echoes og alt stritter på mig:
Det er virkelig et velkomponeret nummer, som bandet måske allerede viser tegn på at have spillet (lidt for) mange gange, men jeg får en stor oplevelse.
Men her mærkes det også, at der er ved at være lidt udsolgt på vokalen: Scream tolder lidt på stemmebåndet og der bliver trukket i regulært register et par gange – og i øvrigt lavet lidt småfejl i det ellers så stærke tema i outroen. Jeg er ligeglad! Det er et KONGE nummer og da det står et stykke over det øvrige (og jo også noget af det: uafprøvede) materiale, så skal det selvfølgelig ligge til sidst.
Eller næstsidst, der bliver trukket endnu en kanin op af hatten, som indkapsler Omsorgs performance ret godt; der er noget stille, sart, så noget helt vildt voldsomt – og så en ret brat afslutning.
Jeg kan ikke helt slippe tanken om, at bandet jeg mest kom for at høre, Omsorg, endnu ikke HELT er klar til at headline. Men shit, det var fedt og der er virkelig nogle gode takter her i et band, der forstår at justere på dynamik, være desperate og så i øvrigt smadre igennem.
Kæmpe cadeau for, at Omsorg spiller old school hardcore, men gør det på en måde så man gider lytte, også når man når ud på ottende nummer i en koncert!
Syl. 21.15
Shit-my-pants!
Jeg havde måske i min sporadiske research tænkt, at det her var vel old school punk på samme måde som Omsorg er old school hardcore.
Ehm.
Nej.
Altså. Syl ikke låner, men tager uden at spørge fra metal, punk og hvad der ellers måtte være let at stemple ind i og drikke bajere til – Uden nogen indflyvning (ud over et backtrack da de går på scenen), piskes der af forsangeren fra første taktslag. Flankeret af to guitarister og en bassist iklædt blot bas og underbukser går de til makronerne foran et tæskeværk af en trommeslager.
Her råbes, growles, gryntes med stor indignation og gulvet går amok!
Det er langt mere smadret i lyden, end hvad jeg ville forvente af punk og selv om der ingen tvivl må herske om at punken er kernen, så er der også noget andet, mere tungt i lyden og performancen.
Publikum reagerer på Radar og der pogo’es og trækker faktisk også op til et mosh-pit.
En første kulmination er under Stor Dreng, hvor der spejles i Omsorgs inderlighed, men også tillades en mere firkantet tilgang til riffs og der er hints af metal. Fedt.
Lidt underfundigt bliver det senere nummer, Omsorg (!), også en form for højdepunkt, da der både med breakdown og efterfølgende follow-up bliver cementeret en massiv lyd.
Alt imens der i flere numre bliver gået ud på lavere scenekasser foran scenen – til tider (ofte) af forsangeren, men også guitarister og bassisten får en tur derude… En rigtigt fin måde at komme i øjenhøjde, men stadig være på scenen? Godt set!
Men ellers er Syl både en voldsom og klassisk oplevelse. Havde jeg forventet noget, der mindede om growl på sådan en aften? Nej!
Havde jeg forvente Lard-agtige tekster om besøg på klinikker som i Første Konsultation? Måske mere det, men Syl er også bare en knytnæve i ansigtet på en måde, så man tænker – ”fedt, kan jeg få én mere?”
Da der bliver introduceret et nummer med en formaning om, at vi skal befri Palæstina, er det så langt fra Savage Rose, som det kan være. Det fremgår i øvrigt heller ikke, om det er fra Israel, Islam eller noget tredje.
Men da Huldre falder som sidste nummer er det på én gang bankekød, Syl efterlader – men også et publikum, der undrer sig over at der ikke kommer mere og hvorfor der spilles slavisk electronica?
Der er noget smukt over at kunne opleve god, gammeldags hardcore med Omsorg og mærke inderligheden. Og så på samme aften møde det mere aggressive, udadreagerende Syl, der ikke er blegt for både at lange ud på Rose, men også fokusere på sig selv med tidlige konsultationer.
Alt i alt en vild aften på Radar.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
