Hardcore metalpunk tornadovarsel! 6 sange, 13 minutter, det er alt Syl behøver for at stikke til samfundet og alt andet der pisser dem af. Det er vildt, varieret og vanvittigt fængende.
Kender du det med at man bare har lyst til at råbe, skrige og smadre et eller andet i ren og skær afmagt? IGEN IGEN OG IGEN IGEEEEEEN! Som det lyder i nummeret af samme navn, “igen”. Er det ikke nok så kan man også banke SIT HOVED IND I EN VÆÆÆÆG!!
Den følelse sætter Syl ord og musik på, på denne fantastiske energiudladning af en EP.
SYL brænder hele lortet ned NU. De raser fra det ene halsbrækkende nummer til det næste, højdepunkterne står i kø fra start. Faktisk er der ikke et eneste svagt nummer på EPen. Eller øjeblik, egentlig. Det går så stærkt, og sangene er så trimmede, at der ganske enkelt ikke er tid til at fejle.
“Du lukker ud, jeg lukker ned // Du har en sygdom som du gir til MIIIIG”. Godt nok skrives alle titler med små bogstaver på afmagt, men der tales med store fra start til slut. Eller råbes.
Lige når man tror man kan få pusten efter den heftige åbner, “dit ord”, puster “stor mand” sig og EPens op- så der opstår et endnu større tryk. Noget må briste. Denne “stor mand” er langt fra Tobias Rahim og en hyggelig bytur i Aarhus. Det er en snusket undergrundsbar, hvor stemningen nærmer sig kogepunktet. Det koger over på den ovennævnte, forrygende single “igen”, og SÅ er det umuligt at få låget på gryden igen.
Og nu er handskerne af. På “rose” tildeler SYL Socialdemokratiet større lussinger end vælgerne til Europaparlamentsvalget. “Hvordan kan det her være dit bedste bud, helt ærligt? Du bygger broer til intet, intet siger jeg!”. Sangen skifter tempo mellem “stillestående” verbale klø og lyriske slagserier. For så at hvirvler og snurrer rundt, så man kan smage morgenkaffen, mens SYL viser de har skarpere torne end de visne fra magts korridorer på Borgen. Det er et fucking fedt nummer!
SYL er dog ikke færdige. Langt fra, selv om det går pænt stærkt. De skruer intensiteten og tyngden et nøk op på de sidste sange. “arvæv”, pladens med afstand længste nummer med sine 3 ½ minut, viser, at bandet ikke bare kan køre en over med fart og hardcoretons. Det bliver mere metallisk, tungere, rigtig olmt og SYL tillader sig endda at sætte farten ned og variere i løbet af sangen. Der er endda plads til en kort passage med noget der minder om meditativ korsang, som glider over i en lang outro.
Det fungerer glimrende, demonstrerer sans for at variere og noget mere atmosfærisk. Og bygger samtidig fornemt op til den afsluttende “kort strå”. Her forenes de forskellige stilarter i en virkningsfuld opsummering af det SYL har vist de foregående 10 minutter.
På kort tid er det SYL (og os) der trækker det længste strå. De spilder ikke et sekund, hverken af din eller min tid. Eller deres egen – for den sags skyld. Det resulterer i maksimal udgangseffekt efter de fleste parametre. Det er følelsen af opsparet indestængt vrede, som for lov til at eksplodere uden, at det virker påtaget, forceret eller kammer over.
Mere, tak. Men først når jeg har fået pusten!
Af Ken Damgaard Thomsen
Artwork af Benjamin C. W. Hviid
