Lige knap 2 timer, fordelt på 2 cd’er, varer Swans’ seneste udgivelse, The Seer. Det er lidt af en mundfuld – eller faktisk flere. Lidt i retning af en 11-retters gourmetmiddag: Kompromisløst og med sublime øjeblikke, men også med nogle stunder, hvor man tænker “hey, hvad vil de egentlig med det her?”
Swans har rumsteret i udkanten af rockscenen i 30 år. I første omgang varede det fra 1982 til 1997, og Swans blev først genoplivet med My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky i 2010. The Seer er således album nummer 2 fra version 2.0 af Swans. Skal man kort give en introduktion til Swans’ musik, hvilket er svært, blander gruppen post-punk, no wave, støjrock, industrial og post-rock med akustiske elementer. Det er komplekst og mangefacetteret, med et fokus på de mørke rande af rocken – og sjælen.
I front for Swans finder vi Michael Gira (som selv har produceret og står for størstedelen af vokalarbejdet samt en række instrumenter), og han flankeres af Norman Westberg og Christoph Hahn på guitarer, Phil Puleo og Thor Harris på trommer, percussion og diverse andre instrumenter og Christopher Pravdica på bas – samt en række andre gæstemusikere og -vokalister, blandt andre Karen O fra Yeah Yeah Yeahs og Alan Sparhawk og Mimi Parker fra de mormonske minimalister Low.
I det mest tilgængelige hjørne af Swans’ tunge og dystre univers, finder vi blandt andet de to åbningsnumre, hvor netop førnævnte gæstevokalister giver sangene en særegen karakter. På disc 1 er det ‘Lunacy’, der med sit korarbejde fra Low-parret både er catchy og creepy, og med udråbet “Lunacy!” rungende så det nærmest lyder som en del af kor-stykket i et klassisk requiem. På disc 2, er det ‘Song For a Warrior’, som synges af Karen O, en relativt konventionel, afdæmpet sag.
I den helt anden ende af spektret er der blandt andre ’93. Ave. B. Blues’, en art instrumental støjinstallation, men også titelnummeret ‘The Seer’, som er fjerde track på cd 1, og strækker sig over mere end en halv times spilletid, og også er en stort set instrumental komposition, der svinger mellem ambient støj, melodistykker og dundrende rytmer. ‘A Piece of the Sky’ findes også i denne afdeling af avantgardistisk musikalsk kogekunst, med 9 minutters indledende, svævende ambient-klange, inden guitar, bas og trommer får lov at finde vej igennem og byde lytteren på noget, der minder om et regulært stykke meditativ rockmusik, inden Michael Gira’s vokal indfinder sig et kvarter inde i nummeret. I samme kategori er også afslutteren ‘The Apostate’, som langsomt og snigende bygger en dundrende undergangsstemning op, går gennem en industrielt klingende fase, der leder over i den endelige apokalyptiske udladning fra Gira, der leveres på en bund af medrivende rytmisk festfyrværkeri: “I can fly! God I can fly! We’re on a ladder to God (…) we are blessed! We are blessed! Fuck! Bliss! Fuck! Bliss!”, inden det hele buldrer ud med hamrende trommer, på den anden side af 22 minutters mærket.
Ind i mellem disse punkter, det relativt tilgængelige og det komplekse og støjende, befinder sig den hypnotiske ‘Mother of the World’ , samt den ligeledes hypnotiserende og meditativt gentagende ‘Avatar’, begge med melodiske strukturer og rytmer, der ligger nærmere ‘almindelig’ tung og eksperimenterende rock, og begge fungerer virkelig godt i mine ører, men også de mere parentetiske, vokalbårne ‘The Wolf’ og ‘The Daughter Brings the Water’, som fungerer som små mellemretter, der renser hjernen, mellem de langvarige monumentale bombninger af sindet.
I det store hele er det en både udfordrende og givende oplevelse at lytte sig igennem The Seer. Det er ubetinget dygtigt orkestreret og opfindsomt opbygget, og man bliver ofte overrasket over melodistumper og løsrevne rytmebidder, der leverer det dér udefinerbare krydderi, som løfter Swans langt op over en almindeligt solid rockbuffet. Med spilletiden på omkring de to timer, er der også valuta for pengene, selv om det også er tålmodighedsfordrende at invitere sig selv på en middag med Swans. For eksempel er den dronende ’93 Ave. B Blues’ ikke min kop the, og bliver det næppe heller nogensinde, uanset hvor ofte jeg lytter til den. Til gengæld er der uendeligt meget andet at vende tilbage til med glæde på The Seer.
Det er ikke for alle at lytte til Swans. Men blandt andre folk, der går og venter på at Tool udgiver nyt, vil kunne finde noget af den samme kompromisløse tunge rockkompositionskunst hos Swans – uden at de to bands i øvrigt er specielt sammenlignelige størrelser. Swans er grimt og grumt, smukt og galsindigt, forvirrende, frustrerende og ind i mellem berusende. Sæt dig ned med lyttelapperne på, her i de lange vinteraftener, og få en musikalsk oplevelse af de sjældne. Stjerner er et fattigt middel at vurdere med, men karaktermæssigt bliver det til 5 af de store til Swans – og er du nået hele vejen hertil, så har du jo også fået nuancerne i vurderingen med og måske fået lyst til at sætte svane på det musikalske julebord.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
