Svin har på Virgin Cuts tilladt sig at lege og improvisere sig mere frem til pladen. Mellem næsten dansabel groove-båret jazz og dark ambient bliver det desværre lidt en fejldisponering.
Da jeg i sin tid blev optaget i GFR-kollektivet, blev der joket med ”men nu ikke alt for meget af det der jazz!”. Svin bliver på den konto lidt en undtagelse.
For Virgin Cuts står på to ’ben’: Et jazzet, nærmest dansabelt og et dystopisk dark-ambient.
Bandet beskriver hvordan tilblivelsen af netop dette album har været baseret på mere løs jam, end deres tidligere og måske er det der, hvor der er taget lidt tvivlsomme beslutninger. For i de mere formfuldendte numre, som trækker op til at være helt dansable ser vi glimt af noget af det, Svin har kunnet tidligere: Leg med tonalitet, masser af groovebaseret energi – og et potent breakdown her og der.
Der er dog – set ud over hele Virgin Cuts – simpelt hen for langt mellem disse momenter og projektet falder for ofte i én af to fælder: fortaber sig i det lidt kedeligt sfæriske eller bliver legende uden at kunne finde hjem i legen.
Men når det går godt, så er der absolut noget på spil: Nummeret ‘Ringgajen’ er outreret i sin leg med synths og eksploderer i et breakdown der er et hollændertechno-nummer værdigt. Der kokses ud på en vis, så Radiohead på Kid A ville blive misundelige og ned under det hele ligger der et næsten dansabelt groove, tilsat et kogende jazztrommesæt.
Nåda. Der er gang i den. Men samtidig er det også omtrent så kaloriefyldt som netop hollændertechno – om end nok noget sværere at frembringe.
De første tre numre synes at have grooves tilfælles, mens den resterende plade skrider over i noget, der giver mig indre billeder fra en orientalsk inspireret opium-hule fra Victoria-tiden. Komplet med kort eufori, klaustrofobisk bad trip og til tider bombastiske, aggressive islæt.
Jo, Svin har aldrig lagt skjul på at de ynder at udfordre, lege og måske også provokere. Men Virgin Cuts virker også som et sært projekt, der måske vil kunne appellere til dark ambient-, jazz-, syretrip-dansende- og måske endda ravende publikum.
Men samtidig har jeg også en fornemmelse af, pladen vil skuffe samtlige af disse publikum.
Og det er så, hvis vi blot tager musikken for sig. For bandet har lanceret pladen som et avanceret kunstprojekt, hvor videoer i høj grad bidrager til den kunstneriske oplevelse.
Men spoiler alert: Det er ikke megen mening, man vinder ved at se videoer med Svin. Ikke at mening er et kunstnerisk mål i sig selv, men det cementerer egentlig bare, at vi her ikke har med noget at gøre, der nødvendigvis sættes på en søndag over frokosten.
Jeg vil strække mig så vidt som til at det er spændende, det Svin har gang i. Men personligt løber jeg sur i saxofoner, der overblæses og presses ud af deres naturlige tonalitet. Jeg smiler måske første gang, da en 8-bitagtig synth går amok og slutter soloen i et dive, der resulterer i et gevaldigt breakdown – men altså ikke ved anden gennemlytning. Og de længere, droniske og klaustrofobiske numre giver mig simpelt hen ikke rigtigt noget.
Så: Fint at Svin leger, fint at de eksperimenterer og prøver at brække med rammerne.
Herfra bliver det dog noget, der ikke nødvendigvis giver så meget mening på plade – live kunne måske være en anden sag. Men plade? Nej.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
