Svækling er en ny black metal gruppe fra det østjyske, der lyder som om de er væltet direkte ud af 90er scenen. Tiden har nærmest stået stille, når man lytter til den 4 numre lange EP. Er det så godt eller skidt?
“Er der en der synger? Det lyder ikke specielt godt…” var reaktionen fra den 12 årige poptøs, som befandt sig i nærområdet da “Belejret” blæste ud af højtaleren. OK, bevares, det første hurtige lyt af åbningsnummeret fra Svæklings EP blev også tvunget ud af en lille transportabel bluetooth højtaler. Ikke optimalt, men Jeg ved heller ikke om det direkte skadede helhedsindtrykket.
For Svækling lyder som om de har indspillet i en blikskraldespand med raslende låg, men det er jo så også meningen og en bevidst del af det æstetiske kassettebåndoptager udtryk. Som generelt er tilstræbt skraldet, iskoldt og gustent. Det skal bare lyde ondt, ulækkert og grænsende til det umenneskelige. Med en vokal, som naturligvis er nærmest uforståelig, da den lyder som et halv-fjernt skrig, der er ved at drukne den uforsonlige lyd af forpinte instrumenter.
Så det er IKKE for svæklinge, mæhæ. Det er nok mest for de i forvejen omvendte, der tilbad de brændende kirker og anden form for sort metallisk hygge i 90erne. Med titler som “Den Kristne Jord”, “Eksistensberettigelse” og “Nakkeskud” bliver der også tydeligvis prædiket for koret. Det kan hurtigt komme til at lugte en anelse mølædt, hvis ikke muggent. Det er som sagt meningen, at det læner sig op af at være en stiløvelse, men om det “undskylder”, at det lyder en smule bedaget må være op til ens temperament.
EPen stormes i gang med den tempofyldte og iskolde “Besejret”, som fræser afsted i lidt over 3 minutter. Skal man rose trioen for noget fra start, så er det at de kender deres besøgelsestid. Virkemidlerne, lyd og stil er velkendte, men man får ikke tid til at kede sig. En fin indledning, der sætter tonen og får forventningsafstemt.
“Den Kristne Jord” viser i løbet af sine knap 4 minutter andre sider af Svækling. Her bliver det stedvis en kende mere episk, og ambitionerne i sangskrivningen stiger i takt med at trioen folder vingerne ud. Helt klassisk får vi også lige et kort klip med en kvindestemme, som kunne stamme fra en film. “Eksistensberettigelse” følger op og som EPen skrider frem skrues der op for sangenes spilletid. Nu nærmer vi os 5 minutter. Svækling bruger pladsen til, at variere strukturen mere og lege med flere skift.
Det hele kulminerer og rundes af med den 5 ½ minutter lange “Nakkeskud”. Så er der ligesom heller ikke mere at sige, når man har fået en kugle i skallen… Nådesløst, uforsonligt og fatalt. Svækling lader ikke til, at de er kommet for at forhandle. Det taler ind i hele deres kolde 90er æstetik, lyd og generelle stemning.
Jeg kan tilgive meget, hvis bare sangene er der, eller jeg gribes af en stemning. Svækling får dermed også delvis syndsforladelse i kraft af, at de rammer stilen ret præcist. Alligevel melder der sig hurtigt en fornemmelse af ambivalens. Stilen er ren, stien holdes ren rent musikalsk og tematisk, alt er som man kunne forvente. Deri ligger også ambivalensen og problemet, for det er ved anti-gud hørt før.
Hvor meget skal det så trække ned, når Svækling bekender kulør og trutter ren røv? Der lægges på ingen måde skjul på forbilleder, og at man ønsker at lyde lige nøjagtig sådan her. Mission fuldført, men måske heller ikke så meget mere?
Af Ken Damgaard Thomsen
