Surfact kigger tilbage på deres egen karriere, med 11 akustiske fortolkninger af numre fra bandets første 3 albums. En nydelig og velspillet plade, der i længden bliver lige lovlig udynamisk og ensformig at lægge ører til.
Netop den manglende dynamik er det helt store problem ved Unamplified. Over 11 numre bliver lydbilledet simpelthen for monotont og de akustiske fortolkninger savner lidt bid og fremstår for stillestående. Det er velspillet og lyder overordnet flot, men der sker ganske enkelt for lidt i løbet af et helt album til, at holde den snigende kedsomhed på afstand.
Når man på den måde klæder sine sange af, så afslører det samtidig om de nøgne numre har noget at byde på, når der ikke er nogen flot indpakning til at aflede opmærksomheden fra eventuelle mangler og svagheder. I det store hele har Surfact nogle solide numre i bagkataloget, eller har i hvert fald formået at vælge de stærkeste ud. Stor sangskriverkunst gemmer der sig muligvis ikke under kludene, eksempelvis fremstår “Atmosphere” som et svulstigt popnummer, der kunne være lavet af en Mads Langer, men er man ikke pop-forskrækket, så rummer det, og andre af Surfacts numre, nogle indiskutable radiohit kvaliteter. Men på et nummer som dette, og senere på pladen “What You Are” og “Last Mile”, bliver det for søvndyssende for mig.
Udynamisk er ét ord, man kunne også sige, at mange af numrene savner noget farlighed, følelsen af at der virkelig er noget på spil, udover at man bare har taget strømmen fra sangene og sænket tempoet en anelse. Idéen med akustiske, eller “unplugged”, udgaver af egne numre er jo ikke ny. Jeg forbinder det naturligt med MTV’s Unplugged serie, hvor især de tidlige omgange resulterede i mindeværdige udgivelser fra kunstnere som Eric Clapton, Neil Young, Nirvana, Alice In Chains og Pearl Jam (for at nævne nogle af favoritterne). Og at Surfact samler idéen op igen er hverken helt dumt eller for nemt, musikbranchen går i cirkler, så genbrug af gode gamle idéer er velkomment. Næh, problemet er nærmere at udførelsen savner noget af den sitrende nerve som gennemstrømmer eksempelvis de tre nævnte grunge-bands unplugged plader. Eftersom Surfact, i hvert fald på første plade, opererede med en post-grunget klang, så er det et nærliggende sammenligningsgrundlag.
Det er måske ikke helt fair at holde Unamplified op imod så vellykkede udgivelser, men det er en sammenligning, jeg har svært ved at komme væk fra – det er trods alt store pejlemærker i min referenceramme. Lider du ikke under samme handicap, så vil Surfacts akustiske versioner måske virke som et frisk pust.
Når det er sagt, så er Unamplified bestemt ikke uden fornøjelige øjeblikke. Faktisk lægger Skanderborg bandet ret stærkt fra land med de første 3-4 numre. “Song Of Remorse”, hvor forsanger Jesper Storgaard får introduceret den gennemgående grundtone, vokalen kommer til at holde de 11 numre igennem, starter i sikker stil. Det er følelsesladet, velsunget, nydeligt og en lille smule for pænt og vattet. Jeg savner noget råhed og vildskab (gælder egentlig også for musikken), men her er vi uden tvivl ude i smag og behag – er du vild med stilen, eller stemmen, så vil du sikkert elske det her! Den efterfølgende “The Pace” rummer en lille snert af den farlighed i verset, som jeg ellers savner mere af albummet igennem. Det er muligt, at det har været Surfacts hensigt at underspille disse elementer i musikken, men resultatet er, at der opstår for stort underskud på den konto. “All Night Overload”, der er en fint valgt førstesingle og “Feeding The Beast”, er ligeledes blandt albummet bedste stunder. Førstnævntes melankoli og diskrete følelse af rastløshed fungerer glimrende, matchet af Storgaards fine og kontrollerede levering. “Feeding The Beast”, der lyder radikalt anderledes her end originalen, er måske Unamplified’s stærkeste stund. Det omarrangerede nummer viser sig at rumme en stærk melodisk kerne, og det er en af de sange på albummet, hvor man tænker – denne version kunne lige så godt have været originalen, og ikke omvendt.
Men så begynder jeg også at køre alvorligt træt i akustiske Surfact, og en følelse af “sidder ved lejrbålet og imponerer tøserne med følsomme sange” kryber langsomt ind på en. Effekten og virkningen fra de første numre aftager markant jo længere man arbejder sig ind i albummet, og man tager sig selv i at kigge på uret, kigge lidt ud af vinduet eller læse tekst tv imens Unamplified anstrenger sig for lidt med at råbe en op, eller tilkæmpe sig opmærksomhed.
Jeg ville utroligt gerne kunne lide denne plade mere end tilfældet er, for Surfact virker på Unamplified som et umådeligt sympatisk foretagende, men også som et band, der trods sange med ret alvorlige og følelsesladede emner, er ved at blive kvalt i pæn akustisk klang. Og der er virkelig noget på spil lyrisk i mange af numrene, bare ikke udtrykt og udført på en måde der rører noget i mig. Jeg savner mere smæk på! At man sagtens kan lave akustiske numre der sitrer, dirrer og skræller igennem, viser de nævnte grunge unplugged albums. Det eneste tidspunkt, hvor der endelig kommer lidt tiltrængt sus i gardinerne, er på den afsluttende “Mindslave”, der rummer en del af de efterlyste elementer. At den er et klart højdepunkt for mig, er måske ikke helt tilfældigt i det indledningen, og en del passager i nummeret, minder ikke så lidt om Pearl Jam’s “Evenflow”.
Unamplified er en lidt frustrerende størrelse, på den ene side er idéen med de akustiske udgaver af egne numre ganske fin, men med den måde Surfact er gået til værks på, så kører jeg alt for hurtigt træt – Unamplified savner netop noget der forstærker numrene. En EP havde måske været at foretrække? Eller at man simpelthen havde optaget en akustisk koncert foran et publikum? Det kunne muligvis have tilført materialet noget af den manglende dynamik og givet sangene et los bagi. I forvejen virker pladen mest for fans, så hvorfor ikke have indraget dem på den måde og gjort dem til en del af oplevelsen?
Er du fan, så kan du roligt investere i Unamplified, alle andre vil nok modtage den med et høfligt skuldertræk.
Anmeldt af Kodi
Unamplified udkom d. 4/11 via Trechoma Records, følg Surfact på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
