Rock behøver ikke være så kompliceret og SUPERLOADER viser på Reckless Hearts Bruiser Club at danse-rock fungerer ganske glimrende, hvis det spilles rigtigt og forholder sig positivt til genrens klicheer og tricks.
Jo, det kan da godt være, der er rigeligt accent på den engelske vokal. Og, ja, Dance With Me (all night long) som åbneren går med, rummer måske ikke nogen nybrud, tekstmæssigt (dog noget med en havfrue uden hale??).
Men det gør ikke så meget. I en genre, hvor dans i tekster ikke nødvendigvis betyder med tøjet på, er det egentlig meget frisk at nummeret – og de øvrige på pladen – netop er så dansable. Med tøjet på, forstås!
Der er backbeat på åbneren, fedt lavede kor på opfølgeren Yeah Yeah Yeah og generelt er det bare rock derudaf, der ikke rigtigt tåler for meget tekstanalyse.
Dog står vokalen centralt og når den bliver presset – hvilket den gør relativt ofte – er der noter af en blanding mellem Ozzy og Binzer. Det er da ret fedt?!
Eneste fod af pedalen er And Then Another Ship Goes By, der både med sit lidt langsommere præg, men også produktionen med en delaypedal (vil jeg tro?), er en fin variation.
Den cementerer i øvrigt pladens sound: de guitarer lyder bare super fedt og rocket og så gør det ikke så meget, at bassisten kan holde fødselsdag en anden dag og trommerne heller ikke gør så meget væsen af sig. Det er dansabel guitarrock og der er også optræk til 18-wheeler på Leaving You / Leaving Me.
Man kommer med andre ord langt med at stemple godt og grundigt ind i rockens former, men gøre dette med tilpas overbevisning til at det ikke rigtigt bliver en pastiche.
Der er tilpas mængde hints her og der til noget punket, noget klassisk rocket og til hele universet, hvor der bliver spillet med potensen først. Der er også nok detaljer til at det ikke bliver plat – og man skal have et vist talent for produktion for at kunne høvle ’svenskerclaves’ på et klaver på afslutteren.
Var jeg stadig højskolelærer, kunne jeg sagtens have brugt Reckless Hearts Bruiser Club til at illustrere rockens typiske greb, men også sætte det på til en fredagscafe, hvis der skulle svinges lidt hår på dansegulvet.
dEUS sang engang ’I know this ain’t nothing very deep, but it’s good for you…”
Ja, det kunne såmænd være SUPERLOADER, de talte om!
Så dans til det her – med eller uden tøj!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag