Fra himlen til helvede, fra orkan til orkanens øje, danske Sunless Dawn albumdebuterer med et svimlende ambitiøst album, hvor de i en time hvirvler rundt mellem forskellige grene af metallen, uden at miste overblikket eller kontrollen.
Det er næsten for meget af det gode, at skulle beskrive Sunless Dawns overvældende debut Timeweaver med ord, og nærmest en uoverkommelig opgave, at skulle dykke ned i detaljerne i de 9 numre der udgør pladen. På 60 minutter balancerer bandet på imponerende vis et lydbillede der indkoopererer alt fra heavy, helte, symfonisk, prog, dødsmetal og sikkert et dusin andre genrer. Det er næsten for meget af det gode…
Havde det været forsøgt af mindre kompetente musikere. Så var det her med garanti kollapset under sin egen vægt, eller endt i en rodebunke af episke proportioner. Det sker bare ikke, selvom vi kommer vidt omkring på den timelange rejse Sunless Dawn inviterer os med ud på. Og jeg mener netop “inviterer os med på”. Hos mange andre kunsterne kan man godt have det som om man er tilskuer til deres egne ambitioner, og udlevelsen af disse, når det bliver så stort slået op som her. Men jeg føler mig ikke hægtet af, bevares, det er ikke alle Sunless Dawns genre-udflugter der til taler mig lige meget, især når det bliver for stress-progget til mig og trommerne begynder at sprutte for meget i rytmen, men lydbilledet er så veldoseret og afbalanceret, at det sjældent kammer over og trækker i langdrag.
Det sætter så modsat krav til, at det ikke kommer til at virke for kort og fragmenteret, men, igen, bandet her lader til, at have fuldstændig styr på blandingsforholdet i deres metalmikstur, så den kradse blanding får den helt rette konsistens.
Et eksempel herpå er den 15 minutter lange (yes, et kvarter) albumlukker “Sovereign”, der er et helt lille mini-album i sig selv. Jeg har ikke siddet og talt tempo- og stemningskiftene nummeret igennem, det bliver sgu for kedeligt, men lad os bare sige: vi kommer vidt omkring. Det hægter den ikke af fra resten rent sammenhængsmæssigt, men virker blot som en logisk kulmination af det man har oplevet pladen igennem.
Epicenteret på albummet et sangtrilogien, der alle deler titlen “Biomorph” og så nogle respektive undertitler, hvoraf de to sidste når op på næsten 13 minutter i samlet spilletid. Hvor “Polarity Portrayed” er et lidt over 3 minutter langt instrumental nummer i den mere rolige og atmosfæriske ende, som bygger op til “Collide Into Being”, hvor der kommer mere smæk på med den gennemgående arrige og flossede vokal, der dominerer hele pladen. Stilen er indledningsvis mere i den proggede ende, men vi bevæger os stille og roligt i retning af noget mere storladent og, ja, episk. Det kommer i sidste halvdel med et højstemt og dramatisk kor, som bæres med over i sidste del, “Between Meadow And Mire”, hvor vi nærmer os noget messende. Inden stormen for alvor bryder løs og rusker en godt igennem. Nummeret forsætter med at stige og falde og stige igen, så man til sidst er ved, at blive helt forpustet.
“The Arbiter”, der falder lige inden trilogien, benytter sig lidt af samme dynamik med at bygge op, peake og så bølge frem og tilbage, indtil der indtræffer et ret radikalt skift cirka 4 minutter inde i det over 6 minutter lange nummer, hvor vokalen fordufter, instrumentaldelen tager over og sender sangen op i de højere luftlag. Det nummer der skiller sig mest ud på albummet er næstsidste skæring, “Erindringens Evighed”, der som titlen antyder er dansksproget. Det kunne godt have virket som en gimmick, eller gjort, at sangen stak for meget ud, men, igen igen, formår Sunless Dawn at få en afstikker til, at passe ind med resten. Det danske sprog lyder her næsten mere råt og olmt end når der synges på engelsk.
Det ER lidt af en mundfuld Sunless Dawn serverer i form af 60 minutters ret kompliceret og alsidig metal, normalt ville jeg nok også kalde det en regulær selvmordsmission. Både, at lave en plade der er så lang og så også gøre det på ens debut, men Sunless Dawn slipper på overbevisende vis helskinnet fra det, og sat en stor, tyk streg under, at den hype og omtale bandet har fået de seneste par år er mere end berettiget.
De er måske ikke stilmæssigt et metalband lige efter min smag HELE vejen igennem, men, det opvejes så ved deres respektindgydende overblik, evner og det voldsomme ambitionsniveau. Det er sgu næsten som om bandet med Timeweaver får tiden til at stå stille, eller flyve afsted, så man ikke keder sig på noget tidspunkt. Dog er det ikke helt det samme som, at det ikke er en lidt udmattende oplevelse – som jeg ikke helt ved, hvor ofte jeg ville udsætte mig selv for.
Derfor ender jeg også med, at hælde mod 5 stjerner, i stedet for fuldt hus, men synes man 6 stjerner lyder mere fair, så brokker jeg mig ikke, mens jeg plejer mit sidestik.
Af Ken Damgaard Thomsen
