Radar bød indenfor til firedobbelt mørk metalmesse lørdag aften. Lokale Sunken og en stærk københavnsk trio i form af LLNN, Redwood Hill og Solbrud sørgede for at mørket sænkede sig behørigt over Godsbanen.
Først og fremmest var der rigtig flot fremmøde denne mørke aften i februar. Radar så godt fyldt ud allerede inden første band gik på og selvom antallet af publikummer så ud til at peake under de 2 midterste koncerter, så var der stadig et stærkt fremmøde da Solbrud lukkede og slukkede efter midnat. Det skyldes sikkert flere faktorer, men nok ikke mindst et virkelig stærkt line-up og at den hårdere og umiddelbart mere utilnærmelige metal er begyndt, at have et fast greb i et stadigt større publikum. High fives til alle.
Og inden vi kaster os grådigt over den indbydende 4-retters metal-menu, lige en buket flotte roser til både lyd og lys, der hele aftenen sad lige i skabet, understøttede musikken og bidrog til den samlede pakke og det positive indtryk heraf.
Sunken ★★★☆☆☆ (anmeldt af Jonas)
Første band på scenen var lokale Sunken, som har en enkelt EP på samvittigheden. Kvintettens version af black metal bruser og bølger mellem atmosfæriske stykker og flænsende angreb med Martin Skyum Thomasens hæse vokal for fuld udblæsning. Sunken’s numre er lange og pendulerer mellem melodi og raseri, og minder i den henseende om et andet af aftenens bands, Solbrud.
Det fem mand store band indtog scenen med god og tung energi, og nåede gennem det lidt over en halv time lange sæt igennem 3 numre – første nummer varede omkring et kvarter, så der spares ikke på spilletiden i numrene. Især var det en fornøjelse at høre bassen have så relativt fremtrædende en plads i lyden, hvilket var et forfriskende træk i forhold til mange andre bands i genren. Til sidst lød det dog til at der kom lidt grus i maskineriet omkring trommespillet, som indtil da ellers havde været upåklageligt. Bandmedlemmerne havde umiddelbart også en god tilstedeværelse på scenen, og fik blandt andet leveret synkron headbanging undervejs.
Sunken mangler dog stadig lidt før de helt hiver tæppet væk under mig – melodimæssigt og i forhold til at få indfanget den sidste power i kompositionerne. Der er dog stadig meget at komme efter hos Sunken, især hvis de kan videreudvikle deres eget særpræg (for eksempel bassens rolle) yderligere.
LLNN ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)
At dette her var en af det københavnske post-hardcore bands allerførste koncerter, kunne man måske godt ane hist og her i løbet af det 35 minutter lange sæt. Ikke fordi bandet ikke fremstår musikalsk sikre og med stor autoritet, på deres egen vrede måde, behersker scenen.
Vi er mere ovre i detaljer som sættets opbygning, rækkefølgen af numre og så er det spørgsmålet om frontmand Christian Bonnesen burde kommunikere så meget med publikum, som han gjorde her. Det kan måske lyde som en lidt underlig kritik, men hans afvæbnende facon og kvikke bemærkninger mellem numre, især i sættets anden halvdel, rev mig desværre en smule ud af den TUNGT dundrende og dunkle stemning, det ellers sammenbidte band fik skabt når musikken hamrede løs.
Indimellem var de små friske bemærkninger for, at købe sig tid til at stemme guitar eller slås lidt med at justere mikrofonstativet mellem sange. Andre gange var det muligvis lige for, at tage teten tilbage fra et stadigt mere og mere ukoncentreret og “opstemt” lørdagspublikum. “TIMMY”, “they took our jobs” og andre mere eller mindre udefinerbare, og superaktuelle, South Park referencer blev slynget ud af mørket mod scenen. På et tidspunkt begyndte en kæk gut på forreste række endda, at løfte den ene monitor over hovedet, hvilket promte fik Bonnesen til kræve at gutten “tog 5” over hovedet… og så gik han i gang.
Mellem små kommentarer om sin egen vigende hårgrænse og et løfte (sagt med et smil) om, at det var sidste gang han spillede i Aarhus (TIMMY), så kom der også mere korte, kontante og kradse udmeldinger om selve musikken. “Vi har skrevet en masse sange om, at det hele er noget lort. Det her er en af dem” og så blev “Swarms”, fra deres fremragende debut-EP Marks blæst ud over scenekanten med en trykbølge af kontrolleret kaotisk smadder.
Netop mit kendskab, og begejstringen for, Marks var måske også lidt en hæmsko for mig af og til i løbet af sættet. Jeg har hørt den så mange gange det seneste stykke tid, at de 5 numre for mig lyder på den måde de skal og falder i den rækkefølge, uden snak, som det er meningen. Når der så pilles lidt ved det, hvor numrene faldt i lidt vilkårlig/anden rækkefølge, og blandet op med nye fra deres kommende debutplade, ja, så var effekten af den ellers rasende og potente musik ikke helt den samme om på EP’en. Det kan man måske heller ikke forlange, men det spillede ind i min samlede oplevelse.
Ikke mindst manglede jeg lidt den gennemgribende klaustrofobiske stemning og følelsen af desperat isolation, imens verdens splittes til atomer omkring en, som findes på Marks. De bøvede tilråb, snakken mellem numrene og ombytningen i sangrækkefølgen brød illusionen lidt for mig.
Til gengæld blev der spillet morderisk højt og tungt, uden at nuancerne druknede helt, selv om bandet var tæt på at overdøve sig selv (hvis man ellers kan det?) under “The Guardian” mod slut i sættet – da var det hele på randen af at blive flået fra hinanden eller sprænges på grund af lydtrykket. Men det er også det, der gør et band som LLNN fedt. Man føler, at musikken konstant balancerer på kanten af et massivt sammenbrud, hvor skroget næsten ikke kan presses yderligere før det giver efter.
Fra starten gik med “Eye of The Covenant” (der lukker EP’en), og man kunne stå og brøle med på “YOU’LL NEVER AMOUNT TO ANYTHING”, til bandet lukkede med det der blev præsenteret som titelnummeret fra det kommende album, Loss (tror jeg det var), blev der dog næsten kompenseret for alle mine små forbehold med den energi og nerve LLNN lagde i nærmest hver en tone, strofe og åndedrag.
De nye numre, især afslutteren, virkede i øvrigt ekstremt lovende!
Redwood Hill ★★★★★☆ (anmeldt af Ken)
Noget mere tilknappet, introvert og atmosfærisk blev det da Redwood Hill indtog scenen omkring 20 minutter senere. Jeg har været totalt opslugt af bandets seneste udgivelse, Collider, som jeg smed en topkarakter efter tilbage i november sidste år. Og det fem (mørke)mand høje band skuffede bestemt ikke!
Ligesom med LLNN, så er der visse ulemper forbundet med, at man har skamhørt en udgivelse og stadig har numrene siddende i hovedet. Man er vant til en bestemt rækkefølge af sangene, der giver en opbygning og en “fortælling”, som giver en helt bestemt mening for en selv. Men heldigvis forstyrrede et miks af nye og gamle numre, ikke min oplevelse på nogen måde. Tværtimod lykkes det bandet, med deres overlegne sans for opbygning og en eminent timing, at skabe en ny og gribende fortælling og musikalsk narrativ igennem hovedsættets 6 numre.
Jeg var periodevis helt væk, helt inde i eller helt omklamret af, den knugende dommedagstemning gruppen fik fremmanet med egentlig relativt simple virkemidler. Skruet fermt sammen til numre, der sangskrivnings-, opbygnings- og stemningsmæssigt er af enormt høj kvalitet og i næsten perfekt balance.
Kompositorisk er det ikke unødigt kompliceret, det Redwood Hill leverer, hvor der groft sagt opereres med nogle lange, repeterende, tålmodigt opbyggende klangflader af atmosfærisk metal og post-hardcore. Enorme og tungt slæbende klangflader, der støder sammen med samme kraft og uundgåelighed, som tektoniske plader, og skyder op af jorden med ustoppelig kraft og skaber noget stort, farligt og fascinerende. Et af den slags pragtfulde syn, der kan gøre en helt mundlam og ydmyg.
Sættet var bygget op, så 3 numre fra nyeste album var rammet ind af 4 fra deres første. Bandet åbnede med den mægtigt vuggende og bølgende “Aten” fra debutten Decender (2013), inden den stod på et trekløver fra Collider. Nu kaldte jeg bandet mere tilknappet end LLNN, det er en sandhed med modifikationer, for især frontmand Marco Sewohl (konsekvent gemt under og bag sin hættetrøje) sørgede for, at der var noget at kigge på i mens musikken spillede med musklerne. Når han ikke lige lurede i skyggerne på scenen og gav bandet plads til de smukke instrumentalstykker i numrene, ejede han scenen med simple, men kraft- og udtryksfulde, fagter og dirrende krop, som var han ved at koge over, eller i gang med en form for djævleuddrivelse.
Bandets suveræne fornemmelse for opbygning kom helt til sin ret i de efterfølgende “Microgravity”, “Wie Ein Adler” og “Albedo” fra Collider. Hattrick og sand magtdemonstration, der kun blev skæmmet en smule af publikums ulidelige og efterhånden voldsomme snakkelyst i de helt stille passager, hvor bandet kompetent byggede op til næste vulkanudbrud. De blev dog heldigvis overdøvet i sættets sidste halvdel.
Redwood Hill lod dog ikke til, at lade sig mærke det mindste af den aarhusianske summen i salen, og her kommer vi tilbage til det introverte. Selvom manden i front levede hver en tone ud med krop og sin hæse skurrende brøle-vokal, og musikkens uimodståelige råstyrke suger en til sig, så er der stadig noget distanceret og indelukket over hele foretagendet. Jeg er ikke engang sikker på, at der behøver være et publikum for, at bandet får sat dæmonerne fri og renset sjælen på denne måde.
Dermed ikke sagt, at det ikke har samme effekt på publikum, at betragte seancen, for som man kunne høre fra to gutter i mørket ved siden af os mellem to numre: “Det er fandeme godt det her”, “ja, det skærer helt ind i sjælen”. Well put, sirs! Og derefter fik vi frelse og “salvation” med den bølgende og brusende “Posidon” fra Decender.
Bandet sagde i første omgang farvel og tak med den forrygende og forførende “Dybbuk”, igen fra første album. Et værdigt punktum. Men noget overraskende vente bandet hurtigt tilbage, Sewohl greb lige så overraskende mikrofonen og fortalte at det her var deres første koncert i Aarhus, og at de normalt ikke gjorde “det her”, men de havde fået en, ikke nærmere defineret, special request, så nu spillede de et ekstranummer. Som punktum hamrede de så pointen hjem med “Tristesse” fra Decender, måske lidt unødvendigt, da sættet virkede fint afrundet og optimalt doseret som det var, men man skal jo ikke brokke sig over at få mere, når det er så godt.
Var der så slet ingen mangler? Jo, jeg savnede violin-stykket i “Microgravity” og Kasper Kaae fra Cody’s vokalbidrag i “Albedo”, som lige giver studieversionerne den allersidste fernis. Guitaren måtte klare sig uden violinens rørende klang i førstnævnte, og en af guitaristerne tog fint over for Kaae i sidstnævnte – men jeg var igen lidt forudindtaget på grund min begejstring for studieversionerne.
Men i det store billede var det småting og detaljer, når Redwood Hill først folder sig ud, så føler også jeg, at det skærer helt ind i sjælen.
Solbrud ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)
Solbrud fik et velfortjent gennembrud sidste år med Jærtegn, som ikke alene blev hyldet i metalmiljøet, men også fik opmærksomhed hos blandt andet Politiken. Jeg har også selv oplevet at blive blæst godt og grundigt omkuld af bandet tidligere, og når man én gang har prøvet det, så glemmer man det heller ikke sådan lige. Derfor er forventningerne selvfølgelig også høje. Heldigvis lader det ikke til at Solbrud lader sig gå specielt på af den store opmærksomhed. De gør deres ting, og de gør det godt – og det gjaldt også denne lørdag aften i Aarhus.
De fire mand i bandet syner ikke af så meget på scenen da de finder deres pladser, og deres stillestående og rolige sceneoptræden står i skarp kontrast til Redwood Hill’s lige før. Solbrud tænder røgelse på scenen og ellers står de bare som en slags skygger i tågen og de dansende lys. Men det passer til Solbrud og deres udtryk, for lyden er så voldsom og massiv, at det på en eller anden måde giver glimrende mening at lade den tale for sig selv. Der er en enorm kraft i trommespillet og den storm, strengeinstrumenterne hvirvler op omkring trommerne, der vitterligt lyder som en voldsom slagregn på et bliktag i perioder.
Samtidig har Solbrud så stærkt et greb om melodierne, at man ikke alene bliver rusket godt og grundigt rundt i en infernalsk lydcentrifuge, men at de soniske udladninger også sætter sig temmelig godt fast i hukommelsen, og man i øvrigt kan nikke og trampe med. Det kunne man allerede fra første nummer, som jeg efter konsultation med makker Ken nåede frem til var “Bortgang” (selvom hukommelsen kan have svigtet ham), med sine skiftende tempi, dundrende trommearbejde og atmosfæriske outro.
Herefter fulgte (tror vi nok) “Afbed” med trommernes slagregn som hjørnestenen i lydinfernoet, “Ødelagt” med dæmpet indledning og voldsomt tempo- og intensitetsskift, og “Skyggeriget”, inden bandet lidt abrupt sagde tak og forlod scenen. For heldigvis at komme tilbage ganske hurtigt med ordene “Vi spiller lige en til”. Og det gjorde de så – nemlig den mægtige og massive “Dødemandsbjerget”, der satte et passende punktum for aftenens metal-udgydelser med sine vældige riffs og tonstunge trommespil. Solbrud viste atter engang at de besidder store kvaliteter og kan levere musik med både atmosfære, tyngde og masser af kraft. Det er bare ikke så overraskende længere.
Klokken var også endt med at blive lidt over 1, så de tre gamle mænd skulle have mad og søvn. Musikalsk var Radar’s lækre metal-menu denne aften dog dejligt mættende.
Af Jonas Strandholdt Bach & Ken Damgaard Thomsen
Foto: Filtenborg-Fotografi
