Lige til årstiden er danske Sunken klar med en opfølger til deres 2017 debut Departure, der måske ikke viser den store afvigelse fra en allerede etableret black metal formel og æstetik, i hvert fald på overfladen, for band og lyd udvikler sig i takt med, at pladen skrider frem.
Hvis man på overfladen skal klandre Sunken for noget, så er det netop, at de ikke rigtig byder ind med noget nyt. Her 3 ½ år efter debuten lyder de stadig som iskold, nordisk black med black på i et black metal univers, på en plade der hedder Livslede og indeholder numre med titler som “Ensomhed”, “Foragt”, “Delirium” og “Dødslængsel”. Nå, det var faktisk alle numre, minus den korte instrumentale intro “Forlist”, men altså, det tegner et ret tydeligt billede, ik’?
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan disse numre lyder og pladens lige knap 3 kvarter forløber, vel? Retoriske spørgsmål, nok med dem. Men gør det noget? Hov, det var et mere. Det korte svar er: Nej, ikke rigtig. Kan man leve med, at der er en vis forudsigelighed i bandets lyd, indpakning og hele universet, og nu er Sunken jo hverken det første eller sidste band, som kommer til at gå lidt konservativt til værks indenfor metalmusikken, så er der virkelig meget godt at komme efter på Livslede. Og så bedrager skindet.
Indledningsvist er det de klassiske black dyder med en skrækkelig, forpint og flosset skrigevokal, lange episke numre og et trøstesløst, fjendsk lydbillede, der dominerer. Alle de klassiske dyder, men det virker. Især når det, som her, er vældig kompetent udført og sangene bare helt generelt er velkomponerede og svært medrivende. Afmagten overfor tilværelsens ulidelighed lyder uhyggeligt indbydende fra start på den mægtige, 12 ½ minut lange “Ensomhed”, som også var albummets første single, som jeg tidligere har anmeldt i Repeat. Sangene er små værker i sig selv, der fremstår gennemarbejdede og helstøbte, som om Sunken tager os med på små rejser, der tilsammen skaber et urovækkende, betagende og, tematikkerne til trods, opbyggende hele. Musikken er smittende og kraftfuld, og man føler faktisk at man kommer styrket ud i den anden ende, når man har suget mørk energi fra et tonsende og arrigt nummer som den 11 ½ minut lange “Foragt”.
Der er styrke i had og livslede, “Foragt” pisker uimodståeligt fremad og tager ingen fanger. Det er en dunkel, kvælende bølge der skyller ubønhørligt ind over en, knuser ens elendige knogler mod de skarpe og glatte klipper og opsluger ens sind. Det er musik til den mørke årstid med regn og storm ruskende udenfor, og muligvis inde i lytterne og musikerne selv. Men der er også noget storladent og ædelt over lyden, som om den strømmer ud fra en kraftkilde, der som udgangspunkt nok er kulsort i sin kerne, men ikke rådden og livløs. Det giver, om ikke håb og trøst, så dog en form for forførende lys i mørket, som når sangen stille og roligt antager en mere højtragende og symfonisk karakter godt halvvejs. Måske er man blevet forført af mørket, men alt er ikke nødvendigvis “mørkt” i dette mørke. Sunken begynder stille og roligt at styre lyden i en anden, mindre klassisk black metallisk retning. Først med den overraskende afrunding på “Foragt”, hvor smittende, tribal-klingende rytmer tager over og hæslige, nærmest besat lydende stemmer spørger i baggrunden. Som om der er gang i en form for musikalsk eksorcisme eller et overgangsritual af en art?
Det leder over i “Delirium”, hvor vi befinder os på et meget mere luftigt, atmosfærisk og ambient plan de næste lige knap 9 minutter. Are we floating in space? Sunken har i hvert fald løsrevet sig fra udgangspunktet i den klassiske black og svæver rundt i et meget mere roligt og overjordisk, åbent og mystisk lydlandskab. Måske er det her transformationen fuldendes. Langsomt kommer der mere rytme og puls i nummeret, på sagte vis, mens vokalen snakker roligt til os fra det fjerne. Tågen fortættes, musikken blusser op og vokser i intensitet i nummerets sidste halvdel og bygger op til albummets voldsomme afrunding på den ligeledes næsten 9 minutter lange “Dødslængsel”. Der efter en roligt indledning styrer pladen tilbage på det mere episke og storslåede black metalliske spor.
Ligesom resten af pladen lyder det himmelsk, hvis man kan bruge den betegnelse om sort metal, og viser et band, som har udviklet et sikkert, stilsikkert greb om genren. Men pladen viser også et band, som efter en indledning på albummet er villige til at eksperimentere med deres lyd og formel. Sangskrivningen er stærk og fængslende hele vejen igennem, men det er på pladens midterdel, hvor Sunken transformerer sig, at bandet går fra at være et kompetent, stilsikkert og velspillende black-band til også at være et spændende band. Et band der tør udforske dem selv og deres lyd i en grad, som man ikke har set tidligere fra dem og som heller ikke lå helt i kortene, da man startede rejsen ind i mørket på “Ensomhed”.
Udviklingen og rejsen virker ret naturlig og organisk i løbet af Livslede, hvor bandet tager sig tid, bygger effektivt op og ikke pludselig skifter retning, så man føler sig hægtet af. Numrene står stærke og veldefinerede hver for sig, men udgør også et samlet hele, hvor det går op i den der højere enhed på en måde der ikke virker forceret eller søgt.
Vi ender på 5 betagende black-stjerner til Sunken.
Af Ken Damgaard Thomsen
