Sundays debuterer, efter et længere tilløb med 5 singler, med et bundsolidt neo-folk poppet album, der bringer lidt sommervarme til den kølige tid.
Bandet udsendte deres første single i 2017 og har sidenhen løbende skrevet og indspillet, mellem deres koncerter og turneer. Det ligger meget godt i tråd med, at der er et gennemgående tema om at være på en rejse og flytte sig, som dominerer pladen.
Ud over den sommerlige lune, der ligger til genren, så er det netop en fornemmelse af, at rejse rundt mellem forskellige musikalske destinationer, der strømme gennem pladen. Det kunne godt give en fragmenteret oplevelse, men det er nu ikke den følelse man sidder med efter de 10 numre. Nok er der god variation i numrenes klang og vibe, men det fremstår alligevel som et ret homogent album.
Sundays mangler måske stadig lidt gennemslagskraft, forstået på den måde, at efter en uhyre stærk åbning på pladen, så er det som om den går lidt i stå og bliver en lille smule… Kedelig. Man skal være forsigtig med det ord, men jeg vover pelsen denne gang.
Måske blegner en del af numrene på pladens midterdel også en smule, fordi de første 4, på hver deres måde, er ganske fremragende. “Shade of The Pines” glider pladen flot og elegant fra land, med et fint tempo og en indie-folket melodi. Højdepunktet kommer med et gentagende “save me” mellem forsanger Magnus Jacobsen og et kor cirka halvvejs gennem sangen og igen mod slut. “Passengers Choir” sætter tempoet ned, der falder ro og velvære over Sundays mens man roligt flyder mod solnedgangen. Igen er det arbejdet med noget kor og harmonier der giver sangen et løft, denne gang helt op i skyerne, det er simpelthen honning for øregangene – uden at de klistre til.
“Turn” er lidt mere soulet og dansende i sin lyd, et fint afbræk tidligt på pladen, hvor man kommer lidt i sving igen, inden vi rammer min personlige favorit, “Avalanche”. Det må være et af de tidligste numre Sundays har lavet, det er i hvert fald den første single jeg kan huske at have hørt. Det er stadig et fremragende nummer. Et af de mest folk-poprockede på pladen, sådan set ganske klassisk, men enormt veludført og bare et stærkt, stærkt nummer. Og så går pladen, desværre, lidt i stå for mig…
På femte nummer, “Afternoon Wakes”, daler tempoet og det et tid til, at lukke øjnene lidt. Det er der intet galt i, tværtimod kan det jo være ret klogt lige at tage smide et nummer ind, som lige får lytteren til at lande, efter en opløftende start. Problemet er, at jeg synes Sundays måske liiiige tager sig lidt for god tid til, at komme op i gear igen. Faktisk sker det måske slet ikke?
I hvert fald ikke sådan for alvor for mit vedkommende inden de to fine afslutningsnumre “Romans” og “Don’t Call Me Jesus”, der også har været ude som single. Inden da slumre jeg mig igennem 3 numre, der bestemt ikke er dårlige, men som bare ikke gør det store for mig. Men, ingen tvivl om at bundniveauet højt, og sangskrivningen generelt god. Og så har de i Magnus Jacobsen en forsanger med en meget markant glød i stemmen, der på en måde bliver det fængende element i musikken, fremfor ørehænger omkvæd. Han kan virkelig krænke sjælen ud og nå nogle toner, hvor det er lige ved, at blive for teatralsk og kamme over… men det gør det ikke, fordi han har lige den tilpas mængde selvkontrol og timing der skal til.
Samtidig med er han tydeligvis omgivet af nogle dygtige bandmedlemmer, Sundays lyder virkelig som en velsmurt enhed på Wiaca, som samtidig nyder godt af Mads Bjørns fyldige og veldoserede produktion. Det lyder kort og godt labert uden, at blive vammelt, selvom vi er i den polerede ende af folk-poppen.
Wiaca er en sammentrækning af Where It All Comes Alive, en ret passende titel, hvis det ikke lige havde været for den der midt-plade slumretur jeg oplever. Men, at slappe af, er jo også at leve, og andre vil grangiveligt sætte pris på disse numre, så vi er også ude i en smagssag. Jeg lander på 4 af de flotte stjerner til den første søndagsudflugt.
Af Ken Damgaard Thomsen
