Tyske Sumosluts sætter ifølge deres pressemateriale nye standarder for hvordan retro-rock kan lyde. Det er er jeg måske ikke helt enig i, men Fat.Hot.Sexy lever ganske godt op til titlen.
“Fat” for de ret så velnærede guitar-riffs, der bastant driver det meste af pladen fremad. “Hot” fordi det går som fyr og flamme gennem albummets 9 skarpt skårne numre, ikke noget med at slippe gaspedalen og snige en stille ballede ind. Fuld fart frem. Og “sexy” fordi Sumosluts er et ganske frækt og flabet bekendtskab, der måske nok kunne ende med et one night stand, men sørger for at markere sig med et ordenligt knald.
Det 5 mand store tyske orkester fra Bamberg spiller hård rock af den klassiske slags. Det er nærliggende, at sammenligne deres klang og stil med et band som The Sword, bare knap så grumset i lyden, og måske heller ikke helt så ambitiøst. De 9 relativt korte numre er mestendels skåret efter den samme simple skabelon, men med så mange små melodiske twists og fremdrift i sangene, at det alligevel ikke bliver for ensformigt, trods ret begrænsede variationer i fremgangsmåden. Man kan vel kalde det optimal udnyttelse af begrænsede, men effektive, virkemidler.
Sumosluts åbner på flabet og medrivende vis med pladens måske bedste nummer “Son Of A Bitch”, der akut sætter sig i bentøjet og pumper løs med groovy riffs og in-your-face attitude. “You’re just a piece of shit // No balls in your pants” og lignende dybsindige paroler, et riff-o-tastic mellemstykke, der stinker af primalrock, og et tarveligt simpelt, men catchy omkvæd – der går ikke lang tid inden man står og råber “Son of A Bitch” i kor med Sumosluts!
Sådan forsætter det egentlig slag i slag på de resterende 8 numre, tempoet varieres lidt op og ned, melodierne veksler mellem det mere cool tilbagelænede og det swingende dansable, men overordnet er grundstemningen og opbygningen af sangene ret ens. “Losing My Mind” er et eksempel på det førstnævnte, hvor verset er i den lidt tilbageholdende ende, imens der skrues op i det korte parole-agtige omkvæd. Alt imens guitarerne saver, skærer og hyler og motorrummet med trommer og bas brummer, som den slags nu skal – tungt og kværnende.
Omkvæd er netop en af Sumosluts forcer, de er korte og eksplosive, næsten aldrig mere end en en enkelt sætning eller to, der repeteres, men det fungerer. Adrenalinen begynder at pumpe rundt i det aldrende rock-legeme, blodtrykket stiger og de fængende små rocklunser gør én sulten efter mere. Det bedste eksempel herpå er måske omkvædet i “Pretending”, i forvejen et skamløst groovende og fængende nummer, der går planken helt ud i det ultra korte omkvæd.
The Sword parallellen bliver lidt mere tydelig i et nummer som “Be There”, hvor de tyske sumoschlampen med god effekt tilfører formlen stener-rock. Det bliver aldrig lige så sumpet som hos texanerne, men indenfor Sumosluts’, indrømmet, lidt begrænsede univers er det en kærkommen tilføjelse. Også udviklingen på guitar-siden, hvor de mere energiske høj oktan riff afløses at et mere tungt swingende stoner-groove, gør at ensformigheden holdes på sikker afstand.
Dog undgår de ikke en lille smule tomgang hist og her i numrene, og en sang som “Before I Die” midt på pladen føles lidt som fyld. Men selv de perioder, hvor man lige savner at de potente guitarer bakkes op af en melodistump med tilsvarende pondus, så holder den fine vokal sagerne oven vande. Hvis man havde frygtet engelske med meget tyk tysk accent, så er der intet at være nervøs for. Forsanger Philipp Svetashkov gør det glimrende, vokalen er ikke super varieret, men ligesom musikken så overlever den på sin friskhed og den energi og nerve man fornemmer i leveringen af de noget klichéfyldte tekster.
Fat.Hot.Sexy slutter næsten lige så stærkt af, som den lagde ud. De sidste 3 numre er alle på hver deres måde ganske forrygende. “Believe Me” er nærmest metallisk i sin klang, med et stort tungt riff og slæbende tempo – det lyder stadig som Sumosluts skabelonen, tempoet er blot pillet ud og der er smidt lidt ekstra blylod ind i musikken. “One More Time” er en runde mere i sværvægter hardrock territorium, med en mur af instrumenter, som tromler fremad i traktor-tempo. “Just Wanna Say” benytter Sumosluts til at trække hardrocken op i fart igen, med en struttende melodi der næsten kunne være løftet fra Velvet Revolver’s første album, inden “Wasting My Time” lukker sagerne uden at være spild af ens tid. Der er sgu ærlig talt ikke så pissemeget at sige til Sumosluts og deres sange – det er bare bundsolidt og habilt rockende.
Sumosluts får som sagt det nær optimale ud af en i bund og grund ret begrænset formel, det er hverken originalt eller nyskabende, men det lever i kraft af bandet lyder friskt, ubekymret og som om de bare nyder at sprede lidt ukompliceret stenet hardrock glæde. Om det er specielt langtidsholdbart eller om du husker mere end 2-3 numre om nogle måneder vil jeg ikke garantere, men trænger du til et hurtigt og forfriskende fix, så kast dig lystigt over de svedige Sumosluts – det er mere letfordøjeligt og fornøjeligt end navnet antyder.
Anmeldt af Kodi
Besøg Sumosluts på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
