Hvor langt kan man nå, når håndværket er godt? Det spørgsmål melder sig, når man lytter danske Suits Boulevard debutalbum igennem, et 16 numre langt pop-rock album som ender med at være for meget stil fremfor indhold.
Suits Boulevard har med deres debut Oblivious begået en lang pop-plade, hvor især det gode håndværk stikker ud. Det er gedigent spillet, og der er tale om guitarbaseret poprock.
De spiller rock som U2 gør. Og de spiller pop som U2 gør. Det vil sige, at det aldrig rigtig bliver rigtig rocket, mens poppen har noter af rock. Men hvor U2 har The Edge til, tjah, at give kant, så savnes der lidt af det på Oblivious. Eller faktisk en del.
Ved første gennemlytning stikker især leadvokalen (Armin Kavousi?) ud. Han har tydeligvis lært at synge med overdrive på en måde, der især sender tankerne hen på NU-rock bølgen. Og der skal lyde en stor TAK for at det ikke er den genre, vi endnu en gang skal trækkes igennem.
De stikker dog lidt ud og virker i starten nytænkende, hvorefter det bliver enerverende. Alright, der varieres med mere eller mindre heldige stemmeknæk, og i nummeret “Getaway” garneres med en meget effekt-tung kvindevokal.
Selv om der er godt styr på netop overdriven, så ender det med at blive lige rigeligt one-trick pony. Ja, du ved hvad du gør og kan din teknik, men det bliver bare lidt kedeligt på den lange bane.
Som tidligere nævnt, så har U2 The Edge til at stikke ud og bryde. Og ærgerligt nok så kan man også høre, at der egentlig er potentialet til det samme hos Suits Boulevard: Ærgerligt, fordi der egentlig ligger en del fine guitar-spor, som bare er mixet lidt væk i lydbilledet og af en stærk producer kunne være hevet frem, tyndet, komprimeret eller på anden måde kunne have varieret lydbilledet. Igen: Stærkt nok håndværk, men resultatet bliver lidt fladt og generisk.
Her skal jeg lige indskyde, at jeg har lyttet på gode hovedtelefoner, anlæg og bilradio, og også – efter at have bedt om det – fået tilsendt musikken i fuld kvalitet i stedet for den udvandede 192Kbit (FYI!!)
Same story.
Teksterne skal jeg selvfølgelig også runde, og de fejler ikke noget, når vi nu taler pop. Men netop i kraft af at overdriven fylder så meget på fremførslen, så har jeg simpelt hen svært ved at tro på oprigtigheden, når de leveres. Det fungerer egentlig allerbedst på lukningsnummeret, hvor det bliver patetisk (ikke pathetic!) og musik og vokal bærer hinanden. Men der skal vi altså hen til track 16!!
Og her kunne jeg så have rundet af: Håndværk kan være en rigtig god ting, men hvis der ikke ligger gode idéer bag og fremførslen er troværdig, så bliver det lidt som at stå at kigge på en demonstrationsvideo til ét eller andet værktøj i byggecenteret: Det er godt nok smart, og gør arbejdet pænt… Men det er ikke noget, jeg vil have ind i min stue, eller som får mig til at føle noget.
Bum. Tre stjerner.
Men her slutter det ikke. For som nævnt så tæller Oblivious 16 (SEKSTEN!!) numre. Og både lydbilledet og deres udtryk (selvfølgelig især grundet vokalen) gør det til en alt, alt for lang oplevelse at lytte til pladen. Det bliver svært at skille numrene fra hinanden og grundet det lidt flade mix og den lidt underlige produktion, sidder man ikke tilbage og tænker over melodilinjer, licks eller hooks.
Det er mig umuligt at undgå at tænke, at havde man i stedet for at indspille, mixe og mastere 16 numre, taget otte af de bedste og så gennemarbejdet dem med en producer, fået mixet dem, så det udmærkede håndværk stod frem – og måske også arbejdet med en sanglærer, der kunne hjælpe med variation – så havde man haft en hæderlig plade på hænderne.
Men at øse mere af det samme på et album, gør altså ikke albummet bedre. Det er faktisk en graverende fejl. Jeg holder meget af musik, men det var hårdt at have flere gennemlytninger på Oblivious – og dermed bliver titlen ufrivilligt komisk.
Så vi ender på to stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Suits Boulevard på Facebook
