Fejl 40 er lille, inderlig plade for projektet Styrdyk. Der er ikke meget håb at finde på en kold EP, der dog måske bare repræsenterer en verden en 42-årig anmelder ikke rigtig er en del af.
Fejl 40 er et begreb fra IT-support; hvis en fejl viser sig at ligge ca 40 cm fra computerskærmen (altså; i brugerens hoved, red), snarere end i teknikken, er der tale om en Fejl 40.
Man skal ikke høre mange linjer af Styrtdyks Fejl 40 for at konstatere at det er en meget inderlig og selvrefererende plade. Med navnet følger i sagens natur også en vis selvkritik.
Det gør det i høj grad til en ’lille’ EP, hvor der bestemt er poesi at finde og det lille univers understreges også af den meget kompakte lyd.
Det skaber en rød tråd men gør også EPen lidt svær tilgængelig, da man skal være med på det lidt kolde, tætte udtryk.
Et udtryk, der først for alvor opløses på sidste nummer, Ild + Vand, hvor der bæres lidt brænde til bålet (!) og guitaren får lov at få godt med distortion.
Det er klædeligt med lidt smadder oven på alt det indadvendte – men det ville i sagens natur heller ikke være så effektfuldt, hvis ikke resten af EPen var så nedtonet.
Der er noget i vejen med fortælleren på EPen. Allerede i titlen på åbneren, hvor der bruges tysk/engelsk syntax ”Ik’ kig væk” er der noget i vejen. Og teksten åbner sig også med tvivlen som omdrejningspunkt:
”Jeg er på vej
Ind i mig selv
Ind i en tanke som jeg troede jeg slog ihjel
Ønsker jeg for meget
Eller tager jeg for lidt?”
Den målløshed – håbløshed? – der fornemmes bliver også et tema for hele EPen: Titler som Mit Problem, En Højere Ensomhed og, nåh ja, titelnummeret Fejl 40, indikerer at der er meget at tumle med hos Valdemar Dyrløv Schrøder, Styrtdyk er et pseudonym for.
Fejl 40 er dog en kort montage, der looper en sample nogle gange over godt et halvt minut, så der er ikke så meget at komme efter dér.
Er den sjove titel Ny Hat så et opgør med den lidt kolde og introverte stemning? Mjah. Ikke rigtigt. Teksten må opfattes som enten selvkritisk eller surt kritisk af andre – men vi får dog et oplæg til afslutteren, da der kommer lidt gang i guitaren mod slutningen af nummeret.
Jeg er lidt i tvivl om, hvornår jeg skulle sætte denne EP på. Der er rød tråd, der er også et klart, introvert tema og produktionen er rigtig fin – ikke mindst for et enmandsprojekt.
Men der er på den anden side ikke rigtigt noget, der ’trækker’ i lytteren. Jo, det er da sjovt med titlen, de fleste kan vel spejle sig i (selv)kritikken og den måde, den spejler sig i det lidt ’tætte’ udtryk.
Jeg er personligt nok bare ikke der, hvor den enorme selvreference fylder så meget i mit liv.
Præstationssamfunds-ramte unge, der skal ’mestre deres eget liv’ fra meget ung alder kan dog godt have noget at hente her: For hvad er pointen i virkeligheden med alt det selv-fokus?
– Det er muligt, jeg rammer helt uden for skiven, men det er måske dét, der i den sidste ende medfører den selvdestruktive afsluttende linje: ”Tillad mig at undlade at tage fra, når jeg falder”?
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
