Striving Vines leverer smittende og dansabel pop/rock på dette deres anden album. Det starter ganske forrygende inden festen fiser lidt ud på albummets anden halvdel.
Det medfølgende pressemateriale citerer en tysk anmelder for at have udtalt, at “Gary Barlow ville sælge sin sjæl for nogle af deres sange” (tyskerne fik fornøjelsen af Obstacles allerede i begyndelsen af året). Det ved jeg ikke om han ville, men jeg forstår udmærket pointen. For nok har Striving Vines og deres sangskrivning ikke meget til fælles med britisk boyband pop, men bandet er leveringsdygtige i ekstremt iørefaldende sangskrivning, hvor flere af numrene skriger af radiohit potentiale – og det sagde Barlow nok ikke nej tak til.
Striving Vines tilgang til de lette dansevenlige toner, hvor en solid bas sørger for at give sangene tyngde nok til at de ikke bliver for letbenet, er en moderne retro-chick klang. Inspirationskilderne skal nok findes i de ubekymrede 80ere, med varme inviterende melodier og en føles af noget luftigt og ubekymret der bevæger sig igennem numrene. Men bandet formår samtidig, at tilfører universet noget skandinavisk kølighed og melankoli, der giver en effektiv cocktail, som får en musikgenre til at glide ret gnidningsfrit ned hos en som undertegnede, der ellers normalt ville slå ud og få et maveonde af den slags toner.
Pointen er, Striving Vines kan skrive sange, ikke mindst omkvæd, som med det samme sætter sig fast i skallen på en, og giver ufrivillige rytmiske bevægelser fra hofterne og nedefter. Måske svinger jeg også diskret med armene og knipser lidt og er generelt getting down with my own funky self, når jeg lytter til Obstacles.
De første 6 numre på albummet har i større eller mindre grad single/hit potentiale, men på anden halvdel af albummet er det som, at bandet bliver klar over, at formlen måske kunne blive lidt trættende over 10 numre – så de begynder at eksperimenterer lidt med lyden i de sidste 4 numre på albummet. Idéen er god, men enten skulle disse numre have været fordelt lidt anderledes på albummet, eller også skulle bandet have holdt sig til det, som de tydeligvis er virkelig gode til. Al respekt for ambitionen og ønsket om variation, men Obstacles taber højde og momentum og lander lidt fladt efter det fine udlæg.
“Sound Of Tomorrow” danser koket og selvsikkert ind i spotlyset på det kulørte dansegulv, som første nummer. Et af albummets mest vellykkede numre, med en fed boblende rytme og et uforskammet catchy omkvæd. “Take my hand we’re going down down down”, og så ud i natten. Et perfekt valg som førstesingle og introduktion til, hvad der er i vente fra Striving Vines. “We Both Know” følger flot op, et nummer styret af en markant basgang og Jonas Möller’s højstemte og lyse vokal, “you pull me into the light, when I’m lost in the darkness”, lyder det i det tilbagelænede vers inden hit-omkvædet sætter i. Isolerer man enkeltdelene, så er der egentlig ikke meget der normalt ville tiltale mig synderligt, men den helhed Striving Vines får ud af del-elementerne oser sgu af noget uimodståelig coolness – og så ER det, indrømmet, forbandet svært at sidde stille til, selvom jeg helst kun bevæger nakken, og måske en enkelt fod, på skift, når jeg lytter til musik.
“Cracks” svæver musikalsk i en lidt mere luftig og ubekymret retning, og piller lidt ved hitskabelonen. Den lægger roligt og kontrolleret ud, og det catchy omkvæd dukker faktisk først op næsten halvandet minut inde i nummeret. Tricket er ganske effektivt, man sidder og nikker med og tænker, “nå ja, udmærket nummer lige at hvile fødderne til og kick back”, og så lander endnu et omkvæd der sender en i retning af dansegulvet. Her tager vi os en afdæmpet disco-kinddans til verset i “White Sand”, inden det sommerlune omkvæd trækker os ud i solen, hvor den musikalske fest bliver helt opløftende i lyset. Sol, sommer og noget storby-vibe, den kunne sagtens været blevet et sommerhit hen over over sommeren – var den det?
Efter at vi har daset lidt i solen til “Only Time Will Tell”, går sæsonen på hel i “Before You Get There”. Tonen bliver mere nostalgisk og melankolsk i verset, men Striving Vines tramper endnu en gang på hit-pedalen i omkvædet og får danset længslen ud, inden de styrer væk fra den virkningsfulde formel på albummets sidste numre. Først med “Riverside”, hvor guitaren får mere plads at boltre sig på. Den, og den efterfølgende “Walls”, som bevæger sig ind i semi-ballade territorium, er nok de to numre jeg er mindst vild med på pladen. Egentlig meget rart at der styres lidt væk fra dansegulvet, men de bliver en kende for stillestående for mig, pladen mister fremdrift og den smittende energi, og så ligger vokalen i et toneleje, hvor jeg ikke helt kan være med mere.
Næstsidste skæring, “Far Away”, rummer et rytmisk og klangmæssigt ekko af The National omkring “Bloodbuzz Ohio” kombineret med noget drømmepop. Den kølige storby-vibe er tilbage, “as I walk down rainy avenues”, samtidig synges der om havet og nogle synth effekter får sendt en lun brise ind i sangen. Ikke tosset, men alligevel er det som om det ikke letter helt så meget, som man har på fornemmelsen at der er potentiale til. “Running” lukker pladen med en mere elektro boogie-funket udflugt, der både lyder som lydsiden fra 80’ernes arkadehaller og natklubbens blinkende lamper og lyskegler.
De afsluttende eksperimenter er for mig mere vellykkede i tanke og idé, end udførelsen, hvor det er som om bandet lidt mister orienteringen. Det er helt klart på de mere ubekymrede dansegulv, at bandet har deres forcer – her rykker det til gengæld også uimodståeligt igennem. I disse numre appellerer Striving Vines bredt og burde have indtil flere numre der kan gøre sig i radioen og rundt omkring på landets scener, overfor et yngre publikum end lige mig (I krop og/eller sjæl).
Jeg kan levende se for mig, hvordan Striving Vines får startet festen på scener rundt omkring i landet med de bedste numre fra Obstacles, i mens jeg selv står lidt længere nede bagved og prøver at skjule, at jeg står og tripper lidt med på stedet. Vi ender på 4 solide stjerner til Striving Vines, for et album der topper lidt tidligt, men ikke er bange for at pille ved succesopskriften, selvom den ellers netop virker som det bedste valg for dem.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Striving Vines på Facebook
