En dansk pendant til en knirkende bums som Tom Waits, er det noget du har savnet? Så er Strangers On A Train nok lige sagen for dig, for i The Doghouse Suite finder du uhumsk, rablende, tilrøget stemning og en ildelugtende dunst i luften, ledsaget af carbaret og salon-klingende toner.
Det er navnligt Frederik Juul Rasmussens dybe, hæse og flossede, semi-brølende vokal, hvor ordene nærmest bjæffes ud, der sender tankerne i retning af Mr Waits. Er man fan af ham, så bliver sammenligningen muligvis en smule distraherende i løbet af albummets 12 numre. Jeg er kun casual fan, og hverken dyrker eller kender, så mig gør det ikke noget.
Musikalsk blander Strangers On Train (og ja, de er navngivet efter Hitchcock klassikeren) mere eller mindre skæve toner fra cabaret og salonmusik, vaudeville, melodier der sender tanker i retning af sømandsviser og lidt balkan, samt en underliggende strømning af noget lummer-varm tango? Kontrabas, harmonika, mandolin, guitar, banjo og trommer i skøn forening. Det er stedvis dansabelt, på sin egen lidt aparte facon, når det ikke lige lyder som underlægningsmusik til en tur på et snusket værtshus – eller noget endnu mere dekadent og sleazy.
Officielt danner de 12 numre et art koncept album, der i følge pressematerialet handler om “et bordel, hvor de prostituerede er purunge mænd og klienterne er dekadente, ældre kvinder”. Så er scenen, inklusive musik und alles, ligesom sat til en svingom i lurvede gardiner, hen over beskidte og slidte gulvbrædder over mod den plettede madras, let fugtig af diverse kropsvæsker. Kort sagt, scenen og rammen for The Doghouse Suite er sgu lækker og tillokkende!
Plettet er også det jakkesæt, jeg forestiller mig frontmanden for den spændstige og velspillende kvintet, bærer. Og krøllet, måske endda lidt hullet. Skjorten hænger, naturligvis, udenfor bukserne, så der er plads til at de rustne toner kan hives op helt nede fra bugens dyb, og næsten trækkes det sidste stykke ud af den tørre hals for at man kan høre, og tyde, spredte sætninger og ord fra teksterne. Tekster fyldt med depraverede fortællinger og tanker, de fleste af dem sikkert nogle gevaldige røverhistorier. Et univers hvor man dyrker det skumle, det urene, det uskønne og det forbudte. Uden at det føles koldt eller decideret utiltalende – det virker som et bevidst valg at rulle sig i skidtet, ikke et resultat af uheldige omstændigheder – eller noget man skal have ondt af.
Stilistisk kommer vi, som nævnt indledningsvis, godt omkring i de mere smalle kroge – det er ikke mainstreamen der flyder i denne rendesten. Alligevel er der masser af genkendelighed i det varierede og barokke lydunivers. Åbneren, “Welcome To The Doghouse”, traske-pumpes fremad med en lidt Kaizers Orchestra klingende “ompa ompa” rytme, sikkert fordi nordmændene har været på musikalsk rov og fundet inspiration nogle af de samme steder som Strangers On A Train. Numre som “The Madame”, “Tales Of Kunschman” eller “Tentacles” sender mig på balkan-dansegulvet i forskellige tempi (og jeg hader ellers balkan-musik af et godt hjerte), afslutteren “Blue Rose” er doven “drik ud” nedturs jazz, mens der andre steder går direkte tango i hofterne.
På den tango-luskede “The Balcony” bliver det så møglummert på værelset, at altandøren ryger helt op. Lige lidt hjælper det, sommernatten har høj luftfugtighed og sveden driver nærmest ned af væggene på det lille hummer. Måske lidt room service kan hjælpe? Jeg ved så ikke lige hvilken slags room service der leveres på “Room Service”, men tempoet stiger, en lurende desperation og følelse af indelukkethed sniger sig ind på en, og man overvældes stille og roligt af en trang til at bryde ud, og komme væk i løbet af den den raske lille traver på 2 ½ minut.
Det virker bare ikke som om der er nogen vej væk fra, eller ud af, The Doghouse Suite, der lokker en til at blive i “Room Of A Thousand Tears”. Der bydes på flere dragende og forførende tangorytmer, modvilligt forsvinder man ind i det dunkle, lummervarme værelse… Igen. Meskalin? Hvorfor ikke? Nu er jeg jo alligevel nøgen og bange igen, på den let febrilske “Naked And Afraid”. Skyller lige efter med noget æter og øl, og så skal vi have endnu en svingom. Vertikal og horisontal.
Nu hvor kompasnålen alligevel snurrer i takt til musikken, så kan man jo lige så godt nappe sig en lille sømandsvise, i form af den roligt vuggende og bølgende “Ocean Of Gold”. De beroligende rytmer brydes af den berusede styrmand ved roret, der rabler og råber om kap med bølgernes brusen. At bullerbassen og bandet KAN tage den helt ned, og blive decideret rørende, viser de på den helt afdæmpede “Für Helene”, albummets mest afklædte stund. Det lyder næsten som en sagte og følt afskedshymne, hvor mandolinen minder mig om et band som Cowboy Junkies skønneste øjeblikke.
Lad være med at lade den forbaskede kærlighed få plads, det ender bare smerteligt, så er det bedre at nøjes med et ryk i trækbasunen. “Rusty Trambone” blæser for alvor The Doghouse Suite i gang som andet nummer, og ender også med at være et af de numre man husker tydeligst efterfølgende. Melodisk medrivende, fængende rytme og måske albummets mest “hittede” omkvæd, noget Strangers On A Train ellers ikke rigtig gør sig i. Nå ja, og så er det selvfølgelig også ganske mindeværdigt på grund af titlen, for en rusty trambone hentyder i denne sammenhæng (naturligvis) ikke til et misvedligeholdt blæseinstrument.
Hvis jeg endelig skal finde lidt smuds at smøre på Strangers On A train, og vi er ude i flueknepperi på de fedtede lagner, så er det at den fyldige produktion næsten får det hele til at lyde lidt FOR godt. For min skyld måtte man gerne have ridset pladen lidt mere, og fået den velspillede og svingende musik til at knirke, knage og skramle en kende mere. Men så kan man måske bare anskaffe sig LP’en og afspille den igennem nogle udslidte højtalere, mens man sidder der i lænestolen og smører sig ind i margarine inden turen går til The Doghouse Suite?
Det er et mindre kritikpunkt, og selvom om enkeltdelene, Strangers On A Train bygger deres indbydende bordel op af er hørt før og har noget genkendeligt over sig, så sætter de det sammen på en måde jeg ikke helt har oplevet tidligere. Samtidig lyder det næsten så udansk som man kunne forestille sig – det var ment som et stort kompliment.
Det er galt, det er lidt gøglet, det er uhumsk, det er herligt. 5 kæmpe store trut i bagdelen og hiv i snablen til Strangers On A Train.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Strangers On A Train på Facebook
