Rune Vendler har en baggrund i metal- og punkmusik, men har købt sig et Midi-keyboard og kastet sig ud i, at lave popmusik under pseudonymet Stone Troll. Det har potentiale, men vi kommer måske ikke helt i mål i første forsøg.
Og det skyldes måske ikke mindst, at jeg ikke er helt klar over om Vendler overhovedet har sat sig et mål, eller selv helt ved hvor Stone Troll skal lande rent musikalsk. Vi præsenteres for fire, stilistisk og klangmæssigt ret forskellige numre, på denne EP. Mest fælles fodslag finder musikken i de to numre, hvor der leveres en kvindelig vokal af Iva Rii, som udgør EP’ens midterdel. Mens åbnings- og afslutningsnumrene trækker i hver deres retning.
De to sange med Iva Rii, “I Go With You” og “Would Never Last” er samtidig også udgivelsens mest poppede indslag. Førstnævnte har nok det største “hit”, eller radiopotentiale, blandt de fire numre – men jeg er i tvivl om, om det er retningen Vendler ønsker at gå i? Når jeg hører er nummer som dette, så tænker jeg, “glem resten, smid tøjlerne og gå pop-planken ud”! Sangen drives frem af et ret simpelt, let hoppende, beat, med et vers sunget igennem en telefon, som giver en sjov, lidt forvrænget, effekt. Omkvædet er af den rigtige pop-ørehænger slags, der sidder fast som farverigt tyggegummi i lange lokker allerede efter første lyt. Med afstand EP’ens bedst nummer.
“Would Never Last” er længere og mere afdæmpet, keyboardets klang giver den et snert af 80’er feeling, ikke på nogen dårlig måde, samtidig med, at Iva Rii’s bidrag og nogle tiltagende elektroniske strømninger gennem sangen, giver den et mere nutidigt præg. Det er sådan set en fin sang, men også en der ikke rigtig fanger mig og føles som om den blegner lidt i forholdt til den meget mere fængende “I Go With You”. Det ville nok gå som et albumtrack, men med kun 4 numre, så er den måske for diskret.
EP’en åbnes med nummeret “Walking”, der i følge de medfølgende noter er skrevet i sommers, og handler om, at snige sig ind på en flyveplads, kigge på flyene, drive rundt og lave så lidt som muligt. Sommervibrationerne er klart til stede, men det er et lidt kuriøst nummer, der både lyder som bekymringsfri sommerpop, Pet Shop Boys (især vokalen i visse passager) og så stykker med noget der nærmer sig en form for slut-90’er hvid mands “rap”, eller snakke-sang, som lyder en smule outdated. Men. Det er sådan set ikke en dårlig sang, den har et eller andet, der fungerer og fænger, selvom den der “rap”-del bliver noget forstyrrende for min oplevelse.
“Song For A Friend” lukker og slukker, der handler om “en ven, der aldrig fandt roen i livet”, “And now you’re under ground, I hope you found some peace”, lyder det nøgternt lige inden omkvædet. Sangen skubbes frem af en ret markant rytme, der sammen med den lidt neutrale stemmeføring i verset, giver en ret maskinel følelse, som om sangen tikker som et urværk. I omkvædet slippes sangen lidt mere fri, det bliver nærmest lidt dance orienteret, uden at der går dakkedak fest i den.
Der er ingen decideret dårlige numre på Stone Trolls debut-EP, men de sidste to falder klart mindst i min smag. I den anden ende har vi den lidt spøjse, men bestemt ikke uinteressante åbner og så popbaskeren, der bare er et glimrende nummer. Meget forskellige numre, der også tilsammen giver et lidt flimrende og sløret helhedsindtryk. Der er bestemt intet galt i, at prøve nogle ting af på en EP og lede efter sin lyd på en debut, men, bedømt som en samlet udgivelse ender vi på en lidt kedelig middel karakter.
Kedelig, fordi der tydeligvis er noget potentiale her og nogle gode idéer, der skal bare arbejdes lidt mere med dem og måske udstikkes en mere konsekvent retning. Vendler har også selv stået for at producere, hvilket han slipper rigtig fint fra, så det er ikke evnerne det kniber med.
Af Ken Damgaard Thomsen
