Titlen og bandnavnet taler vel nærmest for sig selv?
Det mener bandet bag åbenbart også, da vi blot har modtaget et link til musikken og intet andet. Undergrund!
Jeg formoder, at det betyder at bandet netop vil lade navn og musik tale for sig selv. Derfor vil jeg også tilstræbe, at skære ind til det forvitrede ben og gøre det kort og brutalt. Noget helt nyt.
Mit førstehåndsindtryk af Stikkersvin og deres demo-EP Kælderens Barn (de kalder det en demo! Undergrund!!) var, at koncept og idé var federe end selve udførelsen. Det på mange måder ganske en ganske velkendt, gusten blanding af klæbrig og beskidt kælder-core, blandet med kaotisk, klammo-punk. Tilsat en sjat metallisk legering hist og her. Men, så er der også vokalen.
Her skiller Stikkersvin sig ud. Vokalen er højstemt og højtidelig, nærmest forkyndende på åbningsnummeret “Rytterknægt”. Inden den et stykke ind trækker sig tilbage til kælderens mørke kroge, og begynder at lyde flosset, forpint og hæslig. Det kan sgu’ noget, det der. En på papiret særpræget blanding, men den giver Stikkersvin lige det særegne til udtrykket, som de trængte til.
“Desværre” gemmer vores (selv)højtidelige punk-salmersanger sig væk i en kælder sort som kul helt indtil sidste nummer, den næsten 8 minutter lange “Kælderens Barn/Jeg Tilgiver Dig Aldrig”. Jeg satte “desværre” i gåseøjne, da jeg i teorien ikke har noget imod, at man doserer sine virkemidler. Især dem der stikker ud. Eller mister de deres virkning og særpræg. MEN, lige i tilfældet Stikkersvin havde jeg egentlig gerne hørt mere til blandingen af vokalstilarter, som på det tempofyldte åbningsnummer.
Det giver bandets ellers lidt velafprøvede blanding af kradse og bistre løjer endnu mere dynamik, og en vekselvirkning der gør, at man ikke bliver alt for tryk, som lytter. En sang som den også tempofyldte og jagende “Hvad Tror Du Selv”, kunne eksempelvis have nydt godt af netop noget variation på vokalfronten. Der er fart over feltet og bandet spiller helt elementært medrivende, på deres egen ramponerede og smadrede måde. Men, jeg mangler lige den sidste kødkrog i sangen for, at være helt fanget.
Den krog har de så i den efterfølgende “Køtervalsen”; herlig titel i øvrigt. De velkendte elementer er alle tilstede. Det går momentvist hurtigt. Man flår sig på skidtet og der tages ingen fanger. Men, musikken virker tungere. Mere metallisk og tæskende, i hvert fald indledningsvist. Og SÅ skal jeg ellers love for, at der hvirvles støv op i kælderen, når sangen slår over i en hæsblæsende spurt mod 2 minutter og 40 sekunder målstregen.
Stikkersvin overrasker dog ved, at bremse op inden mål og slår over i det mere tungt metalliske, her næsten svajende episke, lige før 2 minutters mærket. Det fungerer virkelig godt og giver musikken den afveksling og et overraskelsesmoment, som jeg måske savnede lidt i det forrige nummer.
Det nævnte dobbelt betitlede nummer, “Kælderens Barn/Jeg Tilgive Dig Aldrig”, lukker kælderfesten med máner og alt hvad hjertet kan begære fra Stikkersvins rådne menu. Vi får lidt af det hele fra demoen, serveret med ekstra lede og væmmelse, og glimt af den højtbelagte forkynder-vokal. Det er på sin vis “mere af det samme” nu på én gang, men det er satme også en indbydende og effektiv blanding – på sin egen vederstyggelige vis.
Bon appetit!
Nå, det korte af det (alligevel) lidt halv-lange: Stikkersvin får 4 smukke stjerner for deres uappetitligt appetitlige demo.
Af Ken Damgaard Thomsen
