Sterling er blevet voksne. Eller prøver på det. Fjerde album kredser om voksenlivet og dets genvordigheder, men Sterling er stadig bedst, når de ganske ungdommeligt kører derudaf med underfundige sprogvendinger og højt tempo.
Tredje skæring på Leve Livet hedder ‘Vi Er De Voksne Nu’. Sangen handler om, at ’det er os, der har den nu’ og de forventninger, der stilles til voksenlivet; at man skal kunne bære en kiste ud. At man holder ord, dækker bord og passer bålet. Alt sammen noget, der ikke er urimeligt at forvente af erfarne mennesker. Men nummeret rummer en tristesse, der – selvfølgelig, fordi det jo er Sterling det her – bliver lidt komisk, når der med sart falset-kor synges ’åh-åh’ og fortsættes med ’vi er de voksne nu’.
Tristessen kan let læses som en kommentar på det post-moderne, ungdomsfikserede voksne menneske; det er idealet at være ung. Ansvarsløs. Fri – måske også lidt dum?
Denne læsning bliver forstærket i afslutningsnummeret, ‘Sommefuglevinger’, hvor det sidste vers går
Så ved jeg
Jeg li’ nu
Altid vil elske dig
Igen den post-moderne nægten af at binde sig – men samtidig selvfølgelig også bund-reelt: Kan man i virkeligheden nogen sinde love noget som helst – ud fra andet end netop det udgangspunkt man har lige nu?
Der ligger noget troløst i hele dette tema – måske endda en kritik.
Det er på dette bagtæppe, Sterlings fjerde plade og første i vel ti år, udspiller sig.
Og i glimt cementerer Sterling sig som de ukronede konger af dansksproget poprock; for mens andre, samtidige, måske fik mere airplay (og ofte også noget dårligere anmeldelser!) så havde Sterling en Blur-agtig fanbase hos anmeldere og andre: Det var som om, Sterling var lidt mere sofistikerede i deres humor, end resten af letbenede dansksprogede bands i bølgen. Og det skyldes at Sterling virkelig kan lave en ørehænger, men samtidig have styr på nogle små, finurlige sprogvendinger de mesterligt undgår at gøre platte.
På Leve Livet er det da også numre som ‘Ellen Ellen’, ‘Leve Livet’, ‘Tahiti’ og ‘Elsker Elsker Ikke’ der bærer pladen: Op i tempo, naivistisk konstaterende vokal og så derudaf. Førstnævnte nummer handler da godt nok om at blive far og alt det der, men måske er det vigtigste aspekt ved sangen den sing-along kvalitet, der ligger i at råbe med på Ellen, Ellen, Ellen, Ellen! i refrænet?
Det MÅ godt være lidt dumt, det hele – samtidig med at en strofe i netop ‘Ellen Ellen’ går
følelsesbutikken
har ny filial
rabat på logikken
hun gør mig gal
Som jeg tænker, jeg ikke er den eneste (relativt) nye far, der kan spejle sig i.
Nummeret har i øvrigt længe været ude – i hvert fald et år? – og har fået velfortjent radiotid.
Men der er jo også andre numre på pladen. Og det er som om, når temaet bliver lidt for dybt, tempoet ryger ned og det endda bliver ballade-sart, så får numrene mere fyld-karakter.
Det er ikke dårlige numre, men Sterling formår bare ikke rigtigt på Leve Livet at slippe fra, at bandet nok egentlig er lidt et partyband, der brillerer i højt tempo og pop hooks. Med fire ud af ni numre i netop dette høje tempo, er de også godt undervejs. Og som nævnt er der et tema til tankerne i to øvrige numre, uden at konklusionen som sådan er bøjet i neon.
I den sidste ende er det nok en plade, der vil skuffe de fans, der i ti år har siddet yderst på stolen og ventet på, at Sterling kom med nyt. Og med det lange indløb med ‘Ellen Ellens’ udgivelse sidste år, blev forventningerne nok også skruet op til at de øvrige numre levede op til det samme. Og det gør de ikke.
Men! Det er stadig en god plade, der er smil og Sterling er tilbage.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Malle Fotografi, Sterling pressefoto
