Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Stereoattack: Stereoattack EP **** (4/6)

Stereoattack: Stereoattack EP **** (4/6)

2629
0

Så er det tid til en hard rock indsprøjtning, Københavnske Stereoattack er klar med en 4 numre lang EP, som uden de store dikkedarer drøner derudaf og rocker godt igennem.

Vi befinder os i et musikalsk univers der kredser om tungt rockende 70’er lyd, og de rockbands/kunstnere fra 90’erne, som samlede trådene op fra deres forbilleder fra netop 70’erne. Så det er hård rock, med en solid dosis guitar i højsædet, lyttevenlige melodier og naturligvis rock i en version, som man har hørt utallige gange tidligere.

Det spilles dog med hjertet på rette sted af Stereoattack, hvor de 4 medlemmer, Mads Skoubo (vokal/guitar), Søren Andersen (guitar), Peter Alfast (bas) og Lars Bahr (trommer), fremstår som en ret sammentømret enhed, der kaster sig ud i en klichéfyldt genre med masser af gåpåmod og passion – og det kan bringe én et godt stykke, selvom nogle af virkemidlerne er en smule fortærskede.

Når det, som på denne EP, serveres med ungdommelig energi og en ubekymret attitude, så gør det dog ikke så meget, at meget af det lyder velkendt og “klassisk” – medrivende hard rock kan man sgu næsten ikke få nok fra. Stereoattack lægger dog, lidt atypisk for resten af numrene, afdæmpet ud, med “I Am Yourself”, som indledes med sjælfuld og indfølt vokalarbejde fra Skoubo. Der er næsten dømt Led Zeppelin’sk beton-ballade-blues, på et nummer hvor Skoubo får sunget sig selv helt ud og vist et pænt alsidigt register. Her lyder Stereoattack, som om de står i i klassisk sumpet 70’er rock til halsen, men heldigvis står de sikkert på skuldrene af genrens giganter, så de undgår at drukne i de mudrede musikalske vande.

Den efterfølgende “Hard To Tame” tager tingene i en lidt anden retning, og dog, for ingen tvivl om at Dave Grohl har en sund fascination for Led Zeppelin. “Hard To Tame” lyder nemlig ikke så lidt som et Foo Fighters nummer, fra tiden omkring “Times Like These”, og en fan af gruppen ville nok enten løfte armene i jubel eller øjenbrynet i skepsis på grund af lighederne. Jeg spidser i stedet ører, og vipper med foden til et nummer, der har umiskendelige “rock-med” kvaliteter. Når man gør det med stil og overskud, så er det sgu okay med mig, at låne fra éns åndelige fædre – men ikke for meget af det i længden, man skal også kunne stå på egne ben!

Større armbevægelser, og lydtryk, får vi på “Welcome To The Real World”, der med tungt trampende rytme bevæger sig langsomt fremad. Skoubo giver igen prøver på hans kraftfulde vokal, der har noget rå urkraft over sig uden at det ender i ukontrolleret råb og brøl. Den balancerer lige på kanten af at fylde for meget i lydbilledet, men resten af bandet formår at holde sammen på sangen med sejt huggende og vuggende spil. Stereoattack gør det ikke mere kompliceret end det behøver at være, uden at de lyder musikalsk begrænsede – tungt, bastant og klassisk.

“It’s Up To Me” lukker EP’en med manér, hvor der for alvor kommer fart over feltet, med en gennemgående hakkende guitar, der sender tankerne i retning af noget Queens Of The Stone Age, blandet med Foo Fighters flair for omkvæd. Igen er det svært at sætte en finger på udførelsen, det rykker og rocker habilt og fængende igennem. Især sidste halvdel, af et skarpt skåret rocknummer, rusker godt i kranie og knogler – en fin, lille, komprimeret rockpille, som man gerne sluger som afslutning på EP’en.

I det hele taget er Stereoattack’s EP en effektiv lille hard rock-panodil, der lige tager den værste hovedpine og feber. For at bandets musik bliver direkte helbredende og får en mere langtidsholdbar virkning, så skal de nok hoppe ned fra inspirationskildernes brede skuldre og sætte deres egne fodaftryk i beton-rocken. Der er momenter i samtlige 4 numre, hvor det skinner igennem at benene sagtens kan bære, så er det bare om man har lyst til at tage skridtet fuld ud og træde helt ud af forbilledernes skygger.

Man fornemmer at talentet og kræfterne er tilstede, og autentiske og tændte det lyder de. Så skal de sidste kanter bare lige files til.

Anmeldt af Kodi

Besøg Stereoattack på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articlePro-Pain – Deathwish – 18/11 – 2013
Next articleGoldheart Assembly – Billy In The Lowground – 19/11 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.