Stephan Grabowski har omgivet sig med en række danske og udenlandske musikere og stemmer, samt rejst til mere fjerntliggende egne af verden for at suge til sig. Stilen er en art sammenblanding af folk og world, med politiske og behjertede tekster om verdens tilstand. Det er desværre nogle sange der er hørt før.
Og det mener jeg faktisk bogstaveligt, der er nemlig ikke mange numre blandt de 11 her, som jeg ikke synes jeg har hørt tidligere, brudstykker af eller som minder mig om stilen fra andre kunstnere. Og det i en sådan grad, at det bliver voldsomt distraherende og ødelæggende for lytteoplevelsen.
Det gør, kort og godt, at der går musikdetektiv i den, fremfor modtagelig lytter og stort set ingen af numrene kommer derfor ind under huden på mig. Kun Grabowski’s sang til en døende søster, “Søster”, bliver en smule gribende, mest på grund af temaet og nogle, spredte, fine formuleringer og ikke selve sangen som helhed, der musikalsk lyder en smule ufærdig. Når man vælger den mere ligetil tilgang til sangstruktur som her, mangler der så ikke et omkvæd?
Nuvel, der er ellers nok af spændende idéer på Gå ikke Blidt Ind I Natten, i hvert fald på papiret, hvor man får fortalt stolpe op og ned om hvor meget det her album, og Grabowski, skiller sig ud fra mængden af danske kunstnere. Han har rejst i Etiopien og Indien, hvor han har indspillet lokalt og derefter færdiggjort pladen i Danmark. Han har selv set de fattige, flygtningene, armoden og så videre, hvilket åbenbart giver ham en større indsigt og en viden, som gør at han ikke bare spreder tomme ord og politiske floskler omkring sig.
Det er muligt, det kan bare ikke høres. Han er ikke den første musiker der er rejst til Afrika eller Indien og de “sædvanlige slogans og velmenende fraser”, som det er hensigten at styre udenom, er ikke ligefrem fraværende i lyrikken…
Store firmaer og forretningsfolk bliver sammenlignet med Babylon, ikke bare een, men to gange, blandt andet i nummeret der bare hedder “Babylon Business”. En sang om hvad Zions sønner har gjort og situationen på Vestbredden. Prisværdigt, og ligesom mange andre steder på albummet, så fornemmer jeg, at jeg sådan set deler meninger og har noget af samme verdenssyn som Grabowski. Men. Hjertet på rette sted og de, i min optik, “rigtige” meninger er bare ikke helt det samme som en god sang, eller tekst. OK, ingen af delene er decideret dårlige, men, det er hørt før.
Det er en verden af politik og alle vil have mest
Vi er kun aber med våben, så det gælder om at have flest
Floder af blod der sejler, de strømmer ind i FN
De står i blod til halsen, men diskuterer det lige igen
Sådan lyder det i åbningsnummeret “Kun Vinden Bærer Os Nu”, igen er det ikke en dårlig tekst som sådan, men at ikke skulle være de sædvanlige slogans har jeg lidt svært ved at se. Heldigvis er det sunget med ganske stor indlevelse af Grabowski, der måske ikke har verdens største vokal, men troværdigheden og viljen i det er ikke til at tage fejl af.
Det gør bare det hele til en lidt mere frustrerende oplevelse for mig, for jeg vil egentlig så inderligt gerne kunne lide det her og bare smide mine forbehold over bord. Men her distraherer det mig også en del, at jeg synes dele af melodien, nummerets klang og måden der synges på minder mig om Catatonia’s “Road Rage”. Det er sikkert et tilfælde, og jeg tror ikke helt det nummer er en del af Grabowski’s referenceramme, men jeg kan ikke undslippe det indtryk.
Sådan er det, som nævnt indledningsvis, mange steder på Gå Ikke Blidt Ind I Natten. Grabowski’s egne inspirationskilder og referencepunkter ligger nok længere tilbage i musikhistorien. Her tænker jeg på de store pejlemærker som Dylan og The Beatles.
Førstnævnte dukker alt for tydeligt op for mig i det ellers ganske fængende titelnummer, hvor jeg i verset kan synge Dylans “Mr. Tambourine Man” ind over den danske tekst. Igen er det sikkert et tilfælde, men voldsomt forstyrrende alligevel. Når så nummerets sidste vers tilmed lyder som en form for oversættelse eller parafrase på samme Dylans “Masters Of War”, så er sangen, desværre, lidt tabt for mig.
Det mellemøstlige præg og den skvulpende fremdrift i “Elektrisk Regnstorm” sender mine tanker i retning af Velvet Underground og noget “All Tomorrows Parties” møder noget sen-Beatles. Et par steder, tidligere nævnte “Kun Vinden Bærer Os Nu” og “Lad Regnen Falde Snart”, er der gæsteoptræden fra den etiopiske sanger Gizachew Teshome, hvor sidstnævnte nummer bliver en slags duet på dansk og amharic. Det fungerer meget bedre for mig, end de “eksotiske” musikalske udflugter og giver noget af det originale præg, som jeg ellers savner. Men, det er jo ikke fordi den overordnede idé om, at blande afrikanske sangere ind i mere vestligt klingende musik er banebrydende i sig selv.
Et par mere regulære svipsere er der også plads til blandt albummets 11 numre. “Du giver mig vand, du giver mig brød // Hver nat giver du mig den lille død”, lyder det eksempelvis i kærlighedspopsangen “Den Dag Jeg Så Dit Ansigt”. Ja, det rimer da! Lidt afveksling er jo godt, men i den større sammenhæng virker nummeret noget malplaceret. Afslutningsnummeret på pladen er spoken word nummeret “Et Hav Af Græs”. Den har jeg et noget anstrengt forhold til. Klart pladens mest poetiske stund, det lyder som digtoplæsning, ikke et ondt ord om det – det kan fungere. Men efter 40 minutters noget anstrengt og frustrerende lytning er det et 5 minutters afbræk, og en afslutning, som jeg ikke helt orker.
Men jeg ville så pokkers gerne!
Jeg er ikke i tvivl om, at andre vil finde meget mere fornøjelse i Gå Ikke Blidt Ind I Natten end undertegnede. Pladen rummer nogle åbenlyse kvaliteter i form af sit hjerte, indignation og budskaberne. Jeg afledes bare konstant af elementer i musikken jeg synes jeg har hørt andre steder, og nogle tekster, der trods det appellerende indhold, ikke slipper fra af de lænker, som presseteksten ellers lægger op til.
Det samlede indtyrk ender med, at være en gentagelse af noget jeg har hørt før – bedre.
Af Ken Damgaard Thomsen
