Dark folk-duoen Stadig Flydende har et både tidløst og friskt udtryk på Før verden forgår, der kort og godt er en rigtig spændende udgivelse.
Stadig Flydende kategoriserer selv deres musik som dark folk, og deres sange som viser, og begge de betegnelser giver fin mening i forhold til at beskrive musikken. Nogle steder kan man godt få associationer til britiske Richard Dawson, selv om Stadig Flydende holder sig tættere på traditionelt vise-land end den eventyrlystne brite.
Der er noget lidt højstemt over Stadig Flydende’s lyd, blandt andet på grund af Søren Lyhne og Astrid Alsbjerg’s diktion og sprog, som i hvert fald ikke er helt jævnt hverdagsdansk, men har noget, der smager af tidligere tider. Det fungerer faktisk ret godt i samspil med musikken, der både virker gammeldags og frisk, og som leveres med subtilt overskud af en gruppe dygtige musikere.
“Jeg har ligget som stearin/På gulvet, størknet/I mit kælderkolde mørke” lyder åbningslinierne på ‘Flakkende kobber’, hvor Lyhne’s vokal efter de indledende linier suppleres af Alsbjerg’s. Det er en ret så glimrende og nærmest overrumplende indledning på EP’en, på sin egen dæmpede måde. For instrumentering og vokalernes tonelejer bliver aldrig anstrengte eller støjende – det første ord, der faldt mig ind, var “smagfuldt”. På samme tid er det både fængende og vellydende, og nummeret har et eller andet både tidløst og friskt over sig.
Efter en håndfuld gennemlytninger det stadig åbneren, der står stærkest i billedet, men det gør ikke de øvrige numre forglemmelige. Heller ikke den diskret afdæmpede ‘Jeg vil glemme dig vel’, en vemodig vise om at lægge noget, eller nogen, bag sig, men stadig huske dem.
Det diskret dynamiske trommespil på ‘Ane-Marie’ er en af mange fine detaljer i instrumenteringen man kan bide mærke i undervejs, og den suppleres af en stærk vokalmelodi (Alsbjerg synger lead her). Det er sådan en man om ikke kan synge med på næsten med det samme, så i hvert fald nynne med på. Det er ikke en helt lille kvalitet.
Anslaget på ‘Tvivlen er ædel’ er også sådan ét, der gør at man lige spidser ører. Her er det Søren Lyhne’s vokal, en akustisk guitar og trommerne, der sætter ind med korte mellemrum, og der er et næsten sejt blueset drev i sangen, samtidig med at det er umiskendeligt Stadig Flydende.
Det er ‘Sammen vil de gå til grunde’, EP’ens sidste nummer, også. Det er en egentlig duet, hvor Lyhne og Alsbjerg først skiftes til at synge lead, og supplere hinandens vokaler, inden tredje vers synges tostemmigt. Ganske passende for lyrikken om en mand og en kvinde: “De går i stå/med skridt der er så tunge/Og de ved/De vil forgå/Og uden gråd/Vil de gå til grunde/Sammen vil de gå til grunde”.
EP’en er optaget på en dag i Sauna Recording Studio på Frederiksberg, hvor arrangementerne også opstod – hvilket måske forklarer noget af friskheden i udtrykket. ‘Flakkende kobber’ er endda optaget i et take. Det vidner også om dygtighed hos musikerne og en åbenhed hos de to sangskrivere, Lyhne og Alsbjerg. Det borger også rigtig godt for fremtiden, hvor vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til Stadig Flydende. Før verden forgår bliver næppe en musikalsk kioskbasker, men er du til den viser/folk-musik, så bør du uden tvivl tjekke Stadig Flydende ud.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
