Danske St. Prostitute er klar med album nummer 2, hvor stilen forsat er kompromisløs kærlighed til klassisk rock ‘n roll uden for mange dikkedarer og svinkeærinder. Det er energisk, ganske catchy, ukompliceret og en kende forudsigeligt og langt i spyttet.
St. Prostitute mener nemlig åbenbart, at de har gode numre nok til at smide 12 styks på pladen, med en samlet spilletid på omkring de 3 kvarter – det er nok lige 10 minutter mere end jeg behøver, og synes bandet har interessant nok materiale til. Det er egentlig kompetent, og ikke mindst tændt, leveret hele vejen igennem, med overskud, sveddryppende vilje og kærlighed til genren, men jeg undgår ikke perioder, især på pladens anden halvdel, hvor det kører lidt i tomgang for mig.
Enten løber bandet ganske enkelt tør for mindeværdige melodier, eller også bliver min trang til old school rock og rul bare stimuleret lidt tidligere end de 5 herrer i bandets. “Værst” er midterdelen, hvor de 3 numre “L.A. Party”, “Dead By Rock” og “Running With Scissors” har ret svært ved, at holde min interesse for guitar-rock og tekster hvor der ikke er overladt meget til fantasien, fanget. Førstnævnte er endda førstesingle fra Glorified, så nogen må have meget mere fidus til den forudsigelige fest-fuser end undertegnede? Underligt, måske er der noget galt med mig? Anyway, de 2 andre numre er ikke decideret dårlige, men måske bare lidt overflødigt fedt jeg gerne så kogt af benet.
For når vi får Glorified kogt lidt ind til benet, så er der faktisk rigtig meget godt at komme efter i afdelingen for fræsende RAWK. Med hjertet på rette sted galoperer St. Prostitute ud over stepper der syntes tyndslidte fra genrens storhedstid op gennem 80’erne og ind i 90’erne, men det sympatiske band går til opgaven med smittende iver og nærmest en naiv tro på, at bare man spiller røven ud af bukserne, så gør det ikke noget det hele er hørt før. Og det er sgu lige før de har ret.
En umiddelbar sammenligning, den slags skal man jo have i en anmeldelse, kunne være slut-80’er/start 90’er DAD, hvor ikke mindst den vrængende vokal stedvis klinger som en Binzer på mindst 80%. Et eksempel herpå er den tempofyldte åbner, “Farewell & Goodbye”, der fra start viser et band der sender en langemand i retning af tidens rocktrends, har masser af fremdrift og også lige får plads til en omgang god lir i nummerets anden halvdel. Mere motorbølle rocket bliver det på “All Mine”, hvor St. Prostitute igen viser at de evner, at skrive nogle ret fængende, relativt korte, omkvæd, der måske ikke bliver hængende i skallen i ugevis bagefter, men er uhyre effektive i øjeblikket.
Bandets anden store force, er nogle mere storladne og anthem-prægede øjeblikke og numre. Sange som afslutteren “Such A Bliss” og “City Lights”, på pladens første halvdel, er som skabt til at smide næverne i vejret og gjalde med. I sidstnævnte er der endda plads til lyden af regn og en omgang koklokke, inden der for alvor bliver højt til loftet. Det bliver hverken for svulstigt eller bombastisk, bare god, gedigen heavy stadionrock, som der ikke laves så meget af længere… medmindre du hedder Pretty Maids.
Er du mere typen, mand eller kvinde, som har lyst til at smide kludene og vise lidt hud, måske med en smøg i kæften samtidig, så byder Glorified også på mulige soundtracks til den slags. Næstsidste nummer, “Scream”, er sådan en rigtig dejlig liret sleaze-rocker, hvor svedduften hænger tungt i luften og konkurrerer med røgen fra de tændte smøger om at dominerer. Det kan jeg sgu godt lide!
Men favoritterne finder vi andetsteds på pladen i form af “Suicide Girl” og “Red Car”. Førstnævnte er tematisk og lyrisk, den handler, som titlen antyder, om en selvmorderisk pige og forsøget på at redde hende med ens stærke arme, muligvis noget klichéfyldt og fortærsket. Men det er jo ikke det samme som, at der ikke stadig er brug for at der blive skrevet den slags numre, og når det gøres så vellykket som her, så sluger man gerne en til. Alt spiller her, hvor især det musikalsk opløftende omkvæd får det hele til at lette.
“Red Car” er mindst lige så god og medrivende, fra sit Bon Jovi “Bad Medicine” antydende første anslag, over et kraftfuldt vers, til det ultra fængende (OG mindeværdige) omkvæd. Det lugter af uopslidelige rockdyder som frihed, luft i garnet og bilen som det ultimative symbol på at smide lænkerne og cruise ud mod “destination rock”.
Turen mod “destination rock” tager et par unødvendige omveje og bliver i passager lidt langtrukken for St. Prostitute, eller også er det bare passageren her der bliver lidt utålmodig og begynder at råbe “are we there yet?”. Men NÅR det kører for bandet, så er det sejt rullende, labert liret og fed rock med stort R af den der gamle skole, som nok aldrig går helt af mode – bare hjertet er på rette sted.
4 af de solide stjerner til St. Prostitute.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg St. Prostitute på Facebook
