Squid viste sig at være et intenst, energisk bekendtskab på en mandag hvor der til tider ikke virkede til at være nogen i morgen
Halsende hjem fra et aftenmøde på arbejde for lige at læsse computeren af – for så efterfølgende at spurte til Voxhall for at få opvarmningen med, viste sig at være lidt spild af kræfter.
Jeg havde godt nok set, at den oprindelige support var aflyst, men det der mødte mig var ærlig talt lidt uværdigt:
Tre medlemmer af Squid på henholdsvis elcello, guitar og synths støj-dronede sig igennem 25 minutter uden form, nerve eller mening. Jeg ville ønske, de havde ladet være – man kunne bare have spillet lidt ’rigtig’ musik over anlægget og så var det det.
Ret beset blev det lidt bedre under slutningen, hvor synthen/sampleren blev erstattet af en trompet og der opstod antydningen af en form og struktur.
Men selv hvis jeg havde set dette på ARoS, ville jeg nok hurtigt have fortrukket til en anden, mere meningsfuld installation. Don’t do that again, lads!
Det KAN selvfølgelig være, der er et absurd hjørne af Reddit, hvor fans siger ’Jeg så det!! Det var det ÆGTE Squid’ Men dem om det…
Nå. Men det fik en ende uden sådan rigtigt at starte og så fik vi da også lidt musik over anlægget før klokken blev 20.50
Squid.
Det var straks noget andet. Eller. Støjen var der stadig, men nu var der sat noget andet sammen med den. Den blev til et reelt instrument eller en effekt, mens Squid som band hang ganske fremragende sammen. Centralt sidder sanger Ollie Judge bag sine trommer og styrer hele foretagendet:
For der sker MEGET på scenen. Hele tiden. Flere gange får jeg lidt associationer til tidlig dEUS (fordi en del af min hjerne altid er optaget af dEUS) med sine legende små løb og post-jazzede tilgang samtidig med noget smadret i tonen og fremførslen.
Men egentlig var indtrykket mere leg-med-smadder. 17-årige T-H med langt hår ville have ELSKET at stå foran i bar kasse og karte rundt og hoppe til de ofte fremaddrivende fire slag i gulvet. Eller sekundært de mere rag’ede rytmer. Rytmerne var i hvert fald centralt i udtrykket og ’samlede’ ligesom bandet, der ellers stak af i både strengeinstrumenters soli og synths og samples, der stak i hver deres retning.
Der bruges oftere end ikke en punket, toppet guitar, en bas – herunder til tider på synth – og så byttes der i øvrigt lystigt instrumenter.
Midt i det hele har vi så Judge, der ud over at spille sine trommer (og ikke bare slå på dem), til tider næsten screamer, andre på Barmansk manér leverer meget matter-of-factly og endnu andre tider nærmest rapper eller japper hurtige tekster. Som i øvrigt tydeligvis er ret heavy for ham.
Fedt.
Jeg oplever at koncerten virkelig klikker og får et tidligt højdepunkt i Undergrowth, der falder som tredje nummer. Det ret funky udtryk har alligevel sådan en stop-and-go fornemmelse og der er masser af små licks rundt omkring i bandet, der ud over den knytnæve i fjæset, nummeret er, også gør det interessant musikalsk at holde øje med.
Opfølgeren G.S.K. er så sejt groovende at man kunne overveje om det var samme band? Men jo – og igen lidt op og ned i dynamik, hvor der blandt andet tilføjes en cornet-solo og nummeret afsluttes med et stille klaver. Fik jeg nævnt at det startede i sejt groove?
Der sker ting og sager her!
Flere numre sumper lidt ud i noget, der virker ret improviseret, men der går aldrig jazz i den eller noget stikker af. Hele tiden står der et tight tæskeværk i midten og holder det ret fyldte dansegulv fanget med ofte præmordiale fire-fjerdedele i gulvet.
Al denne impro-feeling gør også, at selv om det er mandag (hvilket Judge lige må afklare, da han første gang taler), så er det aldrig en dag på kontoret. De har travlt med ALT MULIGT her. Men mest at levere energiske numre på stribe, med en ret høj længde.
After The Flash formår at kombinere march og rag’et feeling – forstå det, hvem der kan – og når at bygge op, op, op for to gange at gå ned i lange breaks.
Er det bare musikalske tricks det hele? Nej! For midt i det hele sidder dette tæskeværk og råber, synger, rapper tekster fra forskruede virkeligheder i hovedet på os.
Devil’s Den når vilde højder i energi efter at have været helt ned (trompeten fik også lige en ’fødselsdag’) da den så eksploderer i noget, der udløser hoppestemning foran scenen – hvilket gentages under Peel St, der næsten føles kort i sammenligning med de øvrige numres tendens til at stikke lidt af. Pamplet virker derfor også ret skarp-skåret og der er måske også lidt mere tekst, vi skal igennem, hvilket styrer sangen lidt?
Næstsidste bliver startet med en claves, der går rundt i bandet – og selvfølgelig blandt publikum, men så er der også ved at være gået en time, energien mærkes at ebbe – og viseligt lukkes der med The Blades, hvor Judge i bedste Elephant Man-stil starter med et håndklæde over ansigtet.
Squid er fede. De virker oprigtigt tændte på at spille og selv om det er kaotisk og virker improviseret her og der, så er det egentlig ikke fordi hverken numre eller koncerten virker lang.
Fair nok, skulle jeg prøve at lege at jeg var 17 år, ville Squid nok slå mig ihjel, for selv om de går ned i dynamik i passager, så er der aldrig langt til den næste energiudladning.
Dette bekræftes også af synth/samples mellem alle numre, så det hele virker sammenkomponeret og -hængende.
Jeg vil ikke kalde mig velforberedt til denne koncert. Det ville være en hån mod folk, der forbereder sig – og jeg har ret beset også haft absurd travlt på arbejde (hyl-hyl, piv-piv).
Men det, jeg tager med, er selvfølgelig en stor oplevelse – og et ønske om at se Squid igen, hvor jeg er lidt mere med på numrene. For som live-band, så holder de!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
