Fredagen på Spot blev kort for undertegnede, men der blev tid til et par koncerter med Outdoor Fun og Electric Elephants, mens lørdagen bød på både metal og verdensmusik. Følg med på en tur gennem Spots bugnende program.
Fredag d.5. maj
Min korte Spot-deltagelse fredag begyndte på Atlas, hvor Karrierekanonen har fået sceneplads i år. Første navn præsenteret af karrierekanonen var Outdoor Fun, som Ken tidligere har skrevet om i rosende vendinger. Karrierekanonens koncept er endnu mere komprimeret end det øvrige Spot-program og de enkelte optrædende har kun 20 minutter til at fyre den af. Så der blev ikke spildt meget tid på snak og falbelader fra kvartetten, som lagde godt og energisk fra land.
Outdoor Fun’s sange er energiske, lige-på og fængende, og egner sig derfor godt til Karrierekanonens format. Outdoor Fun, med Jacob Høgsberg som energisk omdrejningspunkt, får da også godt fat i publikum, og nogle unge kvindfolk giver sig endda til at danse på stedet lige ved siden af mig. Det kan have været charme-overload eller sveddamp fra mig, der førte til delirium, men jeg tror det havde mere at gøre med musikken. ‘I Did It For You’ lukker det korte sæt (hvor bandet alligevel når at spille 7-8 numre), og gør det med stil. Fin showcase.
Scandinavian Centers hal er stor og relativt ucharmerende, og så er der nogle gange rigtig langt op til scenen fra publikum til bands. Den afstand forsøgte Electric Elephants at bygge bro over med en energisk forhammer af en optræden. Bandet har fået en del hype, og i følge konferencieren var de da også blevet opdaget af selveste Rolling Stones på seneste Spot Festival. Hun mente nok Rolling Stone, men det er da også noget. Og det forstår man sådan set godt, for de oser af selvtillid, og musikalsk lever de stort set også op til armbevægelserne. Bedst fungerer det i de tungt rockende passager, hvor det ekstremt dynamiske basspil og bandets svedige energi kommer til sin ret, mens det til gengæld fungerer mindre godt for mig, når forsanger og trommeslager Mads går op i det højere register, og tempoet sættes ned i sangene.
Et eksempel på hvor Electric Elephants er bedst er afslutteren ‘Machines & Blood’, hvor der hamres igennem, så sveden hagler, og hvor pels og solbriller for længst er smidt væk. Attituden er der dog stadig, og selv om den virker en smule påtaget, her kl. 17, foran en halvtom sal, så virker det nu meget godt alligevel. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der bliver brændt og svedt for sagen oppe på scenen, og en lidt mindre scene, eller et bedre spilletidspunkt (=senere) havde måske lige givet koncerten et nøk opad. Nogle spot-gængere konstaterer da også på vej ud, at koncerten sidste år var lidt bedre, og at det måske hang sammen med tidspunkt og alkoholindtag.
Blood Child på Aarhus Volume scenen udenfor havde heller ikke så gode forudsætninger, men det skyldtes mere, at der igen var vrøvl med lyden på scenen. Bandet gik godt nok kun 3 minutter forsinket på, men det lød som om, de gerne ville have brugt mere tid på at indstille lyden. Efter et par numre røg vokallyden, men indtil da havde det nu fungeret hæderligt med de unge thyboers meget klassiske post-punk, der emmede af tidlige britiske 80’ere. Men da lyden gik, tog jeg det som et tegn på, at min korte Spot-fredag havde fået en ende, og jeg hastede videre i mit program udenfor den musikalske verden.
Lørdag d.6. maj
…Blot for at vende tilbage lørdag aften, hvor der var mange prioriteringer at tage hånd om. Nok var der mange navne, jeg gerne ville høre, men mange af dem spillede på sammenfaldende tidspunkter. Sådan er det på Spot, man kan ikke nå det hele (især ikke når man er væk fra festivalen halvdelen af tiden, men heller ikke selv om man er der hele tiden).
Så min lørdag startede på HeadQuarters med Kajsa Vala, som lagde dæmpet ud, med backingmusikerne på kor. Herefter leverede de flere sejt svingende udgaver af nogle af sangene fra hendes seneste selvbetitlede album. Blandt andre ‘Hurricane’ og ‘Makes the World Go ‘Round’ blev sendt afsted med en gedigent svingende rytmesektion og stærkt vokalarbejde. Der var desværre en del lydproblemer med en monitor, men det tacklede Kajsa og band med overskud og smil, og paradoksalt nok kan det formentlig være med til, at mange af de tilstedeværende husker koncerten endnu bedre.
Vi fik også den mere dæmpede ‘Norman Rockwell (I’m Still Your Girl)’ og et glimrende nummer, jeg ikke kendte, inden Kajsa opgav monitoren helt til sidst, og hun og bandet tog et sidste nummer, helt uden forstærkning. Det medlevende og entusiastiske publikum fik tysset lydniveauet helt ned, så man kunne høre det fine vokalarbejde fra Kajsa og de fire musikere, der i øvrigt alle gjorde en flot figur på deres instrumenter undervejs. Smukt punktum for en koncert, hvor Kajsa Vala viste, at man kan bruge lydproblemer som et positivt afsæt.
Lydproblemer var der heldigvis ikke rigtig nogen af for Kidmo Laran i Ridehuset. Bandet er en form for musikalsk sammenskudsgilde bestående af Michael Møller, Dísa Jakobs, Orhan Özgur Turan og Yossi Karutchi fra Hudna, Kaspar Kaae, Ida Wenøe og Ozan Deniz Öksüz, og udspringer af ROSA-initiativet Jammin’, som bragte musikere fra forskellige musiktraditioner sammen. I Kidmo Laran mødes især tyrkisk og nordisk folk i et alsidigt lydbillede, hvor der både synges på engelsk og tyrkisk. Når man tænker på, at de næppe har haft meget tid til at øve, så fungerede det faktisk ret glimrende, blandt andet på grund af den overlegne musikalitet, medlemmerne er i besiddelse af. Fik jeg fat i nogle titler? Næ, det gjorde jeg faktisk ikke, og jeg havde også mit årlige “mød-halvdelen-af-dem-jeg-kender-i-Aarhus-på-5-minutter-på-Spot”-moment undervejs i koncerten, men det var uanset en oplevelse, der kaldte på mere.
Et andet sted, hvor der var mange musikere på scenen var i Kammermusiksalen, hvor islandske Sigurvin Sigurdsson indtog scenen, flankeret af en række nordjyske musikere. Blandt andre Andreas Westmark fra Get Your Gun på elektrisk guitar, men ellers af folk på mandolin, banjo, gulvbas, kassetromme, slideguitar og kor. Det fungerede overvejende godt, selv om der ikke var så meget nyskabende at komme efter i musikken. Men velspillende var de, og de fik også fyret godt op under salen med jordbunden charme, og især med en stærk afslutning, hvor man for alvor kunne mærke energien i ensemblet.
Køerne til Kellermensch gjorde at jeg opgav et besøg i Musikhusets Store Sal, så jeg satte i stedet kursen mod Remisen på Godsbanen, hvor Mono Goes Metal arrangerede en Spot Special. Da jeg ankom var Møl godt i færd med at rykke lokalet fra hinanden med deres shoegazer-black. Det bølgende lydbillede, der veksler mellem næsten smukke atmosfæriske passager og kaotiske støjstykker med skrigende vokal, blev måske en kende ensformigt i mine ører som koncerten skred frem, og Remisen var næppe heller den perfekte ramme om Møls musik, men bandet kan i hvert fald musikalsk deres kram.
Efter en kort rekognosceringsrunde, hvor jeg kunne konstatere at det var køtid rundt omkring, vendte jeg tilbage til Remisen for at høre Bersærk. Det var et fornuftigt valg. Jeg har set bandet et par gange før, senest på Rising scenen på Roskilde, og ligesom dengang var bandet veloplagte, og måske endda også mere velspillende. Det var også tydeligt at den karismatiske forsanger, Casper Roland Popp, følte sig på hjemmebane, noget han fik nævnt flere gange, mens der blev hældt øl i gabet og glammet tekster om mørke og ulve.
Bersærk indledte med ‘De glemte’, der låner fra eventyret om De tre bukke bruse i begyndelsen, og kom omkring et stærkt sæt af numre, blandt andet den glimrende ‘Mørke’, ‘Nordenvind’, mastodontiske ‘Himlen skælver’, og flere andre tungt svingende, stoner-rock/metalliske udladninger, godt pisket frem af et dygtigt band. Der var da også udbredt jubel i den godt fyldte sal, der i øvrigt lynhurtigt blev temmelig varm, når der var mange mennesker samlet og kun bød på én meget smal ind- og udgang. Lidt klaustrofobisk.
Så var klokken også blevet hen ad midnat, og ben og ører var ved at være godt blæst igennem. Jeg bevægede mig tilbage til Ridehuset, og et lidt af et genreskifte. Her var svenske Gadjos,som i dagens anledning havde tilsyneladende allestedsnærværende Orhan Özgur Turan med, samt hans Hudna-bandkammerat Søren Bigum på elektrisk guitar. De supplerede et band bestående af to trommeslagere og tre blæsere, en tuba, der ofte fungerede som bas, en trompet, og en saxofon, og det var en konstellation, der hurtigt fik trukket nogle mennesker op foran scenen, og fik sat gang i dansegulvet med deres livlige og medrivende rytmer. Har man en snert af forkærlighed for dansable blæserrytmer, så bør man gøre sig selv den tjeneste af tjekke Gadjos ud, og svinge forbi næste gang de spiller et sted i nærheden. De formående i hvert fald at bruge blæserne dynamisk og variere lyd og rytmik, så det aldrig blev en ensformig oplevelse. Til gengæld var det ret svært at stå stille.
Herefter fortsatte festen for de Spot-friske, men der var ikke mere strøm i batteriet hos undertegnede, så her sætter vi punktum for årets Spot reportage. Generelt holdt de koncerter jeg så et flot niveau, og der var så rigeligt jeg gik glip af, så mon ikke vi godt kan kalde Spot 2017 en succes? De publikummer jeg talte med undervejs virkede i hvert fald godt tilfredse, og selv om der var køperioder, og koncerter, man måtte opgive at komme ind til, så virkede det alligevel til at der var et godt flow rundt på festivalområdet i år.
Afviklingen forløb de fleste steder også gnidningsfrit og med styr på lyden, med enkelte forsinkelser og undtagelser og når nu vejret også viste sig fra den pæne side, så er det næsten svært at finde noget at brokke sig over i forhold til årets festival fra mit synspunkt. Der var måske ikke et enkelt wauw-øjeblik, men til gengæld mange bekræftelser af, at der i Danmark er et sundt og levende musikmiljø indenfor mange forskellige genrer.
Vi ses til næste år.
Fotos og tekst: Jonas Strandholdt Bach
