Vi havde to mand på plads på Spot 2023 om fredagen – Troels-Henrik og Jonas krydsede veje en enkelt gang (under Kollapse), men ellers blev der fulgt forskellige stier gennem Spot programmet, som i år også spredte sig ud til en scene ved den nye Arkitektskole og helt ud til Volume Village under Ringgadebroen. Her følger vi Jonas’ tur rundt på festivalen.
Jeg undgik den lange kø til almindeligt check-in, hvor det tydeligvis var rush hour midt på eftermiddagen, og fik armbånd på så jeg kunne nå Lucky Lo i Musikhusets store sal kl 16.30. Troede jeg. Her løb jeg nemlig på det gammelkendte Spot-fænomen med kø, især til de store navne i Store Sal i Musikhuset, og i stedet for at stå der og glane, gik jeg udenfor til Bassinscenen, hvor Datter var ved at runde af. Her var der pænt med liv og hæderligt gang i Datter, med en vokalist i front, der bragte lidt Katinka-associationer. Lyden var lidt ujævn, mest på grund af det blæsende maj-vejr, for vandet lød sådan set ganske tighte. Men ak, jeg kom for sent til mere end et enkelt nummer.
Electro-punk energi i blæsevejret
Så kunne man alligevel stå og glane lidt og betragte det blandede Spot-publikum vandre rundt og lede efter venner og bekendte, inden Øndi kom på efter 10 minutters pause.
Elektronisk pop punk var blandt ordene de blev introduceret med. De startede med et sample og lidt electro knitren inden trommer og keys buldrede ind og den energiske forsanger sprang ind på scenen med et bredt smil. Autotune på vokalen, masser af energi fra alle fire mand på scenen og også ok godt greb om det electro poppunkede udtryk. Noget for mig? Ikke helt, men jeg anerkender fuldt ud energien, der blev lagt for dagen og den kålhøgne og måske også lidt ironiske attitude. Det virkede også til at gå relativt rent ind hos publikum.
Andet nummer, der blev præsenteret som “en sang om at elske sig selv…eij, det er en club banger” bød på finurlige linier som “du kalder det prætentiøst/jeg kalder dig dum”, og “stik mig et spejl/jeg vil de på noget smukt” og et effektivt electro-beat. Det var sgu en banger!
Tredje nummer levede ikke helt op til det og nærmede sig det enerverende. Et clue til at bevæge sig videre? Der er et sted som Spot nådesløst, der er altid et andet sted at gå hen.
Jeg nåede lige fjerde nummer også, en nyligt udgivet single med Tandem, der gav den gas som gæster på scenen. Ganske fængende, på en stadig ret enerverende måde, men her kunne Øndi også sagtens have fat i noget, der kunne gå hen og hitte.
En musikalsk rejse i tid og sted
Men nu var det blevet tid at tage det aldrende bentøj på nakken og sætte kursen mod noget nyt, i mit tilfælde Turkis, hvor Klingra gik på 17.30. Her var der anderledes fredeligt, i hvert fald indendøre. Også et lidt ældre publikum, i Spot-sammenhæng, som var mødt op her. Klingra består da også af rutinerede folk, blandt andet Dánjal a Neystabø, Kim Nyberg fra Afenginn, og Maggie Björklund på slide guitar.
De tog sig tid til en indledning, hvor de fortalte om bandet og noget af baggrunden for deres nyligt udgivne debutplade, og åbnede så med et atmosfærisk lydlandskab og sagte sang på færøsk, inden landskabet blev dramatisk, forrevet og musikken gled over i en mere rytmisk retning. Det virkede som én lang, afvekslende komposition de første 15 minutter, hvor de forskellige udtryk gled ind og ud af hinanden. Det var en nærmest en diametral modsætning udtryksmæssigt til Øndi, og det er jo noget af det, der er herligt ved en festival som Spot. Klingra har i hvert fald helt styr på deres udtryk, de er rolige og i kontrol, og lader musikken fluktuere fra det helt afdæmpede, til det støjende.
I nummeret indgik også en optagelse af sanger Danjal’s bedstefars stemme, som fortalte om er forlis ud for Færingehavn i Grønland i 1956. Den fortælling oversatte Danjal i pausen mellem første og andet nummer, endnu en lang komposition, der gik fra dæmpet piano til et atmosfærisk rockende udtryk. Dygtige er de, ingen tvivl om det, og her er ingen fikumdik og tom buldren. Er man til atmosfærisk hybrid folk-rock med nordisk klang, så kan man roligt kigge i Klingra’s retning.
Efter denne samlede historie fik vi mere i samme vekslen mellem atmosfæriske udtryk og rytmisk fremdrift, med inciterende tromme drive, der satte ind midtvejs. Glimrende koncert, roligt veldisponeret, og med musikalsk overskud – men altså også med en række erfarne kapaciteter bag instrumenterne.
Fra singer/songwriter til metal
Jeg gik på vandring igen, og gik efter Lille Sal i Musikhuset, som heldigvis for mig ikke var overfyldt da jeg ankom. Det var også godt at få hvilet benene lidt, så jeg satte mig til rette for at høre Majke Voss, som tidligere har været aktiv, og rost, under navnet Broken Twin. Igen noget, der åbenbart talte til det lidt ældre segment.
Voss bevæger sig også i et eget navn i et mørktonet tangentdrevet singer/songwriter univers, og blev fint og alsidigt bakke op af sit 3 m/k høje orkester, der tilsammen mestrede både tangenter, gulvtam, violin, bas og guitar.
Det er i høj grad stemmen og stemningerne, der driver det for Voss. Det var næsten højstemt og alvorligt, ingen hyggesnak mellem numrene og musikerne indtog som i en stilfærdig koreografi deres varierende pladser på scenen. Og det lød brandgodt. På den melankolske måde. Publikum kunne i den sidste del af koncerten ikke rigtig afkode hvornår og om de skulle klappe, fordi numrene flød lidt sammen i ind i mellem storladne klangflader, som snerpede henad det hymniske og salmer i kirken i stemning. Smukt og koncentreret udført, og fortjent stort bifald til sidst, og vi nåede at se et lille smil spille hen over Voss’ læber inden hun forlod scenen. Det kommende debutalbum er, at dømme ud fra denne koncert, noget der bør tjekkes ud.
Så havde ørerne fået deres, og maven ville have sit. Da maven havde fået en bagel, var det tid til at runde Godsbanens Åbne Scene og få blæst kadaveret igennem. Her var Kollapse nemlig klar til at spille for en mindre forsamling.
Jeg har tidligere anmeldt et af bandets albums, som jeg syntes var glimrende, men dechifrere lige præcis hvilke numre de spillede, kunne jeg ikke denne aften. Men de lagde tungt fra land og efter lidt indledende dronende riffs brølede de to vokalister, som også betjener henholdsvis bas og guitar, første nummer fra land og der blev fulgt op med smadrede riffs og tonsende trommer, skrigende brøl, eller brølende skrig.
Kollapse mestrer de smadrede nedtonede riffs, det er tungt som pokker, og de danske tekster lyder voldsomt olme. Det er ikke jovial hygge hardcore, men sammenbidt og mørkt.
Et melodisk guitarstykke giver et øjebliks respit, inden trommer og brøl banker ind igen. Men Kollapse er ikke melodiløse i øvrigt, der strøes ind i mellem guitarmelodier ind, hen over de tungt tampende trommer og bassriffs. Meget snak bliver det ikke til. Efter sidste nummer annonceres af guitaristen,ctilføjer han tørt: “så hvis I vil op og slås, så er det nu”. Og så buldres der ellers igennem på all nagler.
Fyldt Voxhall
Jeg var ikke den eneste, der havde fået den gode ide at gå på VoxHall for at høre albumaktuelle Barbro. Der var temmeligt fyldt, i hvert fald periodevis til maxkapaciteten, hvilket gav lidt snak og mosle-forstyrrelser undervejs i Barbro’s sæt.
Det var mere rocket, nogle steder nærmest grunget, i forhold til sidst jeg så Barbro på Radar, og især ‘Bad Choices’ blev leveret sejt svingende med vrængen på vokalen af et Barbro, der i dag var i trioformat.
Barbro kan meget med sin vokal, eksemplificeret på ‘Be Better’, hvor den var soulet, flirtende, kælen og på kanten af desperation, mens Barbro selv havde bevæget sig ned på gulvet i salen. Den glimrende ‘U Think I’m Strange??’ fulgte efter i en indledningsvist stilfærdig version, hvor der dog blev skruet op for intensiteten da trommerne kom ind midtvejs. Jeg kunne godt savne celloen fra albumversionen, men den fungerede også fint med bas, trommer og guitar.
Som afslutning fik vi “Stuck in My Head”, intenst og præcist fremført med knæk på stemmen og støn, og hvis man ikke havde en anelse om det i forvejen, så viste koncerten at Barbro mestrer det meste, også at spille et komprimeret og rocket sæt med stor variation og intensitet.
Så endte man i aftendilemmaet om, hvorvidt man skulle bevæge sig ud og prøve noget fra “måske”-listen og risikere at gå forgæves. En aftenvandring fristede ikke voldsomt, så valgte at blive hængende på Voxhall, hvor August Høyen gik på efter Barbro. Ja, her havde vi en ung og ydmyg herre med et godt greb om publikum. Høyen var charmerende, sang godt, lyst soulet, og havde et velspillende backing band. Jeg kendte ikke det store til Høyen på forhånd, men live viste han sig i hvert fald at være en fin oplevelse.
Så var der heller ikke mere plads på den mentale harddisk, så jeg kunne tage hjem med en række fine koncertoplevelser på højt niveau. Som sædvanlig på Spot kørte afviklingen som den skulle, men der er ofte kapacitetsudfordringer, hvilket jo især er ærgerligt for dem, som har bevæget sig et stykke vej for at nå en bestemt koncert, for så at komme til et fyldt venue. Nuvel, det er også præmissen på Spot, og så kan man jo heldigvis som regel finde noget andet spændende at lytte til i nærheden eller tage sig en kort musikpause.
Musikalsk holdt de navne jeg så fredag en høj kvalitet og det kan selvfølgelig handle om kræsen udvælgelse fra min side, men viser også at der er masser af gode navne i den danske (og nordiske) undergrund man kan gå på opdagelse i.
Reportage og sløje mobilfotos: Jonas Strandholdt Bach
