Det er godt 20 år siden Spoon udgav deres første EP. Siden gik nogle år som lidt oversete anmelderdarlings, før Spoon slog salgsmæssigt igennem i 00’erne med et par succeser i form af Gimme Fiction, Ga Ga Ga Ga og senest Transference fra 2010, blandt andet i kraft af numre på tv-serie og film-soundtracks. I Danmark er Spoon dog ikke voldsomt eksponerede og bliver det næppe heller med They Want My Soul – til gengæld er det et solidt kvalitetsalbum.
Det er efterhånden fire år siden Transference udkom, og i mellemtiden har Spoon’s medlemmer haft gang i andre projekter. Frontmand Britt Daniel har blandt andet indspillet et album med Divine Fits, hvor han delte rollen som frontmand med Dan Boeckner fra Wolf Parade. Men nu er Spoon så tilbage. ‘Rent I Pay’ sætter retningen fra start med sit tilbagelænet huggende riff, og They Want My Soul’s stærkeste øjeblikke findes på pulserende rocknumre som dette. Det er på mange måder et typisk Britt Daniel nummer med et nærmest tørt trommebeat og riff, som hugger afsted, på én gang tilbagelænet, men samtidig med en uimodståelig fremdrift. Den slags numre er der heldigvis en del af på They Want My Soul.
I grove træk er der to typer numre på albummet, de tørt huggende rocknumre, og så numre som ‘Inside Out’, der er mere dvælende og hvor synths svæver rundt om trommebeatet, og tempoet trækkes ganske langt ned. Det er ikke fordi et nummer som ‘Inside Out’ ikke fungerer – det gør det sådan set, fordi det har sin egen insisterende fremdrift, men jeg synes Daniel vokalmæssigt og sangskrivningsmæssigt kommer mere til sin ret i de mere rockede sager. Som for eksempel ‘Rainy Taxi’, der lader bas og trommer sætte tempo, mens Daniel synger “I came home last night/I had no good news” og guitarerne hugger og skærer rundt om vokal og rytmesektion i lydbilledet. ‘Do You’ blander de to udtryk, mens ‘Knock Knock Knock’ swinger med både fløjt og guitarhug.
‘Outlier’ sender synth-stød afsted undervejs, men ender alligevel blandt de mere ordinære skæringer, mens titelnummeret, som følger efter, indleder en stærk kvartet af numre, som udgør albummets sidste del. “Let’s get out on the street/Somebody’s gotta” indleder Daniel, inden han konstaterer at han ikke har andet “de” vil have end hans sjæl; “They want my soul”. Det hele over en solid bund af guitar, bas og trommer, der kører som en stærk understrøm hele vejen igennem.
På ‘I Just Don’t Understand’ er det et mere roots/blues-orienteret piano, der supplerer de øvrige instrumenter og Daniel’s vokal, der ikke forstår behandlingen fra en kvinde: “Well, you say that you need me/Like an ocean needs sand/But the way you mistreat me/I just don’t understand”. Ikke just nye følelser i rocklyrik, men lad nu det ligge, når det virker.
“Auction off what you love/It will come back sometime” synger Daniel, måske belært af oplevelserne fra nummeret før, på ‘Let Me Be Mine’, som dermed virker som en naturlig fortsættelse. “You’re gonna take a chunk with me when you go,” konstaterer Daniel, mens guitarerne riffer omkring ham og keyboardet giver et svævende modspil til guitarernes fremmarch. Keyboardet får også lov at indhylle albummets afslutter, ‘New York Kiss’, som på sin vis runder den sidste trio af numre af, og “There ain’t a thing I miss/Not like your New York kiss,” virker som en landing på den anden side af det kuldslåede forhold. En vellykket afslutning på albummet, der rummer både de mere hårdslående rockende sider af Spoon, såvel som de mere dæmpede og keyboard-eksperimenterende.
Med They Want My Soul viser Spoon at de ikke har mistet det relativt konsistente høje niveau, de har leveret guitarrock på over de sidste 20 år. Det i sig selv er ganske imponerende, og omend They Want My Soul måske ikke er decideret imponerende sig selv, så viser det at Britt Daniel er en glimrende og meget konsistent rocksangskriver, og at bandet har et stærkt og tørt groove. I mine ører er resultatet af brugen af keyboards lidt blandet, men i de bedste øjeblikke, tilføjer det nye facetter til Spoon’s lyd. Når man så samtidig får tørt huggende rocknumre som ‘Rainy Taxi’, ‘Knock Knock Knock’ og ‘Let Me Be Mine’, så er resultatet anbefalelsesværdigt for rocklyttere indenfor et bredt spektrum, selv om det måske ikke er et decideret mesterværk.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
