Skovtrolde og flyvende tæpper! Jeps, Spol Tilbage spoler igen… tilbage. Tilbage til en tid, hvor psykerocken fik en genopblomstring og blev nyfortolket af yngre bands. Denne gang er der blevet til et genhør til debutpladerne fra Fribytterdrømme og De Underjordiske.
Sidste gang i Spol Tilbage fablede jeg lidt om begrebet “en bølge” indenfor musik, og kiggede på den en af den nyere danske psyke-rocks største succeser. Nemlig Spids Nøgenhat og deres andet album, Kommer Med Fred. Albummet havde stor betydning for psyke-bølgen, og bandet selv, naturligvis.
Denne gang kaster vi et lidt bredere net ud, og fisker i slipstrømmen af den plade. Jeg påstår ikke, at de plader og kunstnere jeg genlytter her var direkte inspireret af Kommer Med Fred, eller red med på en bølge, hvis vi for nemhedens skyld vedtager at noget sådan eksisterer. Men, de kom frem og fik noget opmærksomhed i tiden efter noget, der måske ikke var sket uden Spids Nøgenhats massive gennembrud.
Fribytterdrømme – Labyrintens Farver
Bandet, der oprindeligt bestod af hele 7 friske fyre med tilknytning til Svendborg egnen, er interessante på flere punkter.
For det første i kraft af, at man ikke ser så mange rockbands med så mange medlemmer. For det andet fordi de, som medlemmerne gradvist forlod gruppen i de efterfølgende år, strømlinede og ændrede deres musikalske udtryk og lyd ganske betydeligt. Og så fordi de, på en måde er/var del af to bølger. Psyke, og så var de et af de første navne, der kom ud af Svendborg. Der siden er blevet lidt en “trendy” by på landkortet, en mange storbyboer rykker til. Det medfører ofte en kulturel opblomstring.
Labyrintens Farver var det mangehoved orkesters debutalbum, men de havde dog tidligere udsendt singlen “Jeg Graver Huller I Mørket”. Desuden udkom den 25 minutter lange single “Fribytterdrømmen” samme år som Labyrintens Farver. Et helt lille værk i sig selv, som signalerede, at nu skulle vi tilbage i musikhistorien. Både tilbage til den glade, kollektive hippietid, til skæve beatpoeter i løse gevandter og bare tæer i græsset på solbeskinnede sommerdage. Men, også til slut-80/start-90ernes britiske danserockscene i eksempelvis Manchester. Der var nemlig også, allerede dengang en del Madchester lapper i Fribytterdrømmes kluddetæppelyd.
Den del kom de senere til, at udvikle yderligere, mens de mere psykedeliske hippierocktåger stille og roligt fordampede. Dansedrugs fremfor stenet hamp, kunne man sige. Ikke, at jeg anklager nogen for, at have indtaget musikalsk doping.
Mest tydeligt bliver det på den Stone Roses trippende “Fem Er Det Magiske Nummer”, der ved flere koncertlejligheder fungerede som et kogende klimaks. Herligt udknaldet danserock, med en insisterede koklokke rytme og en sær blanding af både, at føles pulserende pågående og tilbagelænet tåget. Når man hører den nu, på plade, så fremstår den måske en kende “primitiv” og spinkel i sin idé. Der er dog stadig noget over den langsomme opbyggende struktur, der virker smittende og bare fungerer.
Der er et stykke vej fra dette, det næstsidste nummer på den 6 numre lange plade, og de 4 foregående. Her befinder vi os mere i beat-poetisk hippiedrømmeland. Det driver ned af de kulørte tapeter og vægtæpper med psykedeliske farver, duften af pot er kraftig, og der er sikkert også syre til dem, der foretrækker den slags.
Det er også lidt klicheernes holde og- eller losseplads, alt efter temperament. Jeg gav pladen fuld plade i anmelder bingo, det ville jeg nok ikke gøre i dag. Både fordi, jeg er blevet lidt mere nærig og svære, at begejstre, som årene er gået. Men, måske også mere erfaren og objektivt kritisk- hvis vi leger at objektivisme findes indenfor anmelderi.
Albummet er ikke kun tynget af, at der nok er gået lige lovlig meget på rov i musikhistorien. Lyrisk er det, ved et genhør, også lidt klodset hist og her. Stadig charmerende, bestemt, men nu finder jeg også noget af charmen i, at nogle af teksterne lyder som en möchtegern poet til open mic night på en smart kaffebar i Greenwich Village. Eller en nutidig dansk pendant.
Til gengæld har de ramt nogle ret effektive og smittende melodier, som “De Konstruerede”, “Kosmonauten” og “Himmellegemer”. Især sidstnævnte er en tempofyldt sag med et godt drive, der bygger fint op til det efterfølgende dansetrup i “Fem Er Det Magiske Nummer”. “Ørken”, der er kilet ind i på pladens første halvdel, og den afsluttende “Kviksand” er mere ovre i det psykedelisk vuggende. Sidstnævnte skiller sig også ud ved, at have noget sømandsvise klingende over sig.
Der er kort sagt godt med afveksling, fordelt på de kun 6 numre og den samlede spilletid på 41 minutter. Dengang pladen udkom gjorde det mig ikke noget, finder jeg de lidt mere kritiske briller frem, pudser dem for støv, så giver det mig nu en lidt ujævn lytteoplevelse. Det er ret tydeligt, at der er musikalsk input, inspiration og holdninger fra en del bandmedlemmer i spil. Som trækker Fribytterdrømme i flere retninger og truer lidt med, at gør en samlet vision og mission noget uklar.
Ikke at jeg kender deres sangskrivningsproces, og det er naturligvis i bagklogskabens ulideligt klare lys. Hvor jeg ved, at bandet er blevet kraftigt reduceret i antal medlemmer, så de nu “kun” er en trio. Bandets lyd nu kan man sagtens høre og mærke dele af på Labyrintens Farver, og det er tydeligt hvilken retninger og holdninger, som “vandt” på den længere bane.
Alt i alt er Farvernes Labyrint og Fribytterdrømme v. 1.0 stadig en charmerende lytteoplevelse. Der er noget uspoleret, sulten og inspireret over løjerne. Ungdommelig kådhed og sult, hvor intet virker forbudt.
De Underjordiske – Ind I Flammerne
Næsten samtidigt med Fribytterdrømme kiggede et noget mere dunkelt, mystisk og måske endnu mere skævt op af den psykedeliske muld. Hvis Fribytterdrømme sigtede efter festen, det løsslupne og lyset, og endte med at vælge dansegulvet, så var De Underjordiske skyggesiden.
Her var ikke noget, som virkede som invitation til fest og farver. Ingen labyrinter, Himmellegemer og danserytmer, men trolde, ild og rytmer, der lød som om de strømmede op fra undergrunden. En undergrunden med smalle, mørke gange og tumler, hemmelige skumle huler og fugtig muld eller mosevand.
De underjordiske lød, som et hemmeligt ritual, en hedensk seance og et okkult møde ude i en dunkel skov. Betagende, dragende, ildevarslende og urovækkende. Med et stort, farligt bål i midten, som eneste lyskilde. En der fik de ukendte skikkelser, der udgjorde De Underjordiske, til at stå som truende skygger mod en nattemørk baggrund. Silhuetter, der satte hver deres aftryk på Ind I Flammerne.
Det var i hvert fald oplevelsen, hvis man overværede en koncert med bandet dengang. Lytter man til Ind I Flammerne nu, uden bandets intense liveoptræden, så er det en lidt mere flad oplevelse. Det er et album, der ligger ud som lyn og torden, eller fyr og flamme, hvis man vil blive i ildens verden. Og så flatliner alvorligt, inden de får hævet den op på de sidste to numre.
Det åbnende one-two punch “Ind I Flammerne” og “Hvis Du Forstod”, er melodisk fængende, guitardrevet rock. Med en psykedelisk kant og ret poppede og syng med venlige omkvæd. Jeg er særligt vild med guitarlyden, det gælder pladen igennem. De lyder spændt og strammet til bristepunktet, så de næsten skærer i ørerne.
Stilistisk lyder De Underjordiske her, som et dansksproget møde mellem The Black Angels og Velvet Underground. Hvis man tog New York ud og erstattede det med en øde, jysk skov. Der er nok delte meninger om Peter Kure og hans specielle sangstemme i front, der lidt lyder som en ged med mavekramper efter at have spist for mange rustne dåser. Smukt er det ikke, men ligesom med eksempelvis Bob Dylan, så er han ikke en dårlig sanger. Det er særpræget, men passer ind i De Underjordiskes mærkværdige univers og giver det en stemme der er ganske unik.
Men så dør pladen for mig, og det sker brat med “Tempel”. Der udstiller en af svaghederne ved bandet, som jeg egentlig ikke bed så meget mærke i, i første omgang. Lyrikken. Yikes. Her lyder det som en lam kærlighedssang af den ubehjælpelige slags, skrevet af en forvirret teenager. Det er en ren poptekst, hvis man isolerer den fra musikken, og ikke en af de gode
Senere falder de i kliché-gryden og forbryder sig ikke kun mod “ikke flere flyvende tæpper” reglerne, men hiver også en trold ind i tekstuniverset. “Trold” er muligvis en metafor og der er noget symbolik i spil, så allerede bedre end “Tempel”. Men, det er en metafor af den dovne slags. Og ordet trold giver mig bare uheldige associationer til kikset og uopfindsom cos-play. Her i musikalsk form.
“Kravler ind i sig selv” gør hverken fra eller til, og selvom “Under Skyggernes Kniv” har en fed og billedskabende titel, så er den musikalsk lidt et opkog af de bedre numre, der åbnede pladen. Nu lyder De Underjordiske pludselig ikke lidt farlige og indhyllet i mystik, men som et ret ordinært, men velspillende rockband. SÅ sker der endelig noget!
Først med “Sultne Ulve”, der bringer noget tiltrængt musikalsk fare og uro tilbage på pladen. Og lyrisk nok er blandt albummets stærkest, og et nummer som også stadig holder på det punkt. Jo jo, metaforerne er måske lidt tykke og let afkodelige, med de sultne ulve der ligger på lur. Men, det er ikke, nødvendigvis altid en dårlig ting.
Fuldtræffer nummer to er den melodisk stærke “Vi Kommer Nu”. Der op det punkt hiver pladen op på niveau med den stærke åbning, inden “Med Næb og Kløer” runder fint af på Ind I Flammerne. Der således slutter på en ganske opløftende følelse, rent kvalitetsmæssigt, efter jeg var lige ved, at falde i søvn blandt kærlighedspoesi og skovtrolde i hvad der føltes som en ret lang midterdel.
Fælles for Labyrintens Farver og Ind I Flammerne er, at de respektive bands mangler virker mere tydelige for mig nu. Måske valgte jeg, at overhøre dem dengang, mere i Fribytterdrømmes tilfælde end De Underjordiske. Eller også, er det bare tid, erfaring og at ens smag har ændret sig?
Det er bestemt ikke dårlige plader, slet ikke at debutalbum at være. Og de rummer begge en række sange, der stadig holder og som jeg får fornøjelse af, at lytte til i dag. Og så er det sjovt, at sammenligne med, hvor de involverede parter er i dag.
Fribytterdrømme er blevet reduceret til en trio og har flyttet og udviklet sig betydeligt, hvad deres lyd og stil angår. De er nærmest blevet mainstream, så mainstream et P6 navn bliver. Mens De Underjordiske, tilsyneladende kravlede tilbage i det hul de kom fra efter yderligere 2 plader.
Bliver man af forskellige årsager forbundet med en bølge, kan det måske være svært, at komme videre når den ebber ud. Især, hvis man ikke formår at udvikle sig tilstrækkeligt og slippe fri af efterdønningerne. Det gælder for begge bands, at det føles som om de har haft viljen til, at bevæge sig væk fra hele “psyke-tingen”.
OKAY, så har vi vist spolet nok tilbage til den nyere danske psykerock for nu. Hvad jeg dykker ned i som det næste må tiden vise. Valget står mellem “bands som er gået i opløsning i GFR-tiden” eller “plader jeg anmeldte til bundkarakter”.
Vi høres ved!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: De Underjordiske til Oppenheimers i 2016 af Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
