GFR spoler tilbage og kigger i første udgave af Spol Tilbage på tre dansksprogede plader fra vores anmelder-ungdomstid. Hvordan gør udgivelser fra Rum 37, Spillemændene og Bersærk sig, når man puster støvet af og giver dem en frisk gennemlytning?
Tid til at kigge lidt tilbage og dykke ned i GFRs efterhånden bugnende arkiv og hive nogle gamle udgivelser frem fra gemmerne. Støve dem af og give dem et lyt med friske, nutid-ører. Holder roste plader stadig, overrasker nogle knap så godt anmeldte? Skal en anmelders holdning revideres?!
Bagklogskabens blændende lys kan være en lusket størrelse. Anmeldelserne er, i sin natur, et øjebliksbillede. Både personligt og i et større perspektiv. Tiden går, smag ændres, og anmeldelser ER også i høj grad subjektiv smag. Der er en fare for, at man ikke længere kan sætte sig ind i følelser og tankegang fra “dengang”. Eller at man over tid er blevet “træt” af en plade og kunstner, og et genlyt dermed vil være farvet af faktorer, som pågældende kunstner ikke er herre over.
Så ligesom de konkrete anmeldelser vil være et “produkt af tid og omstændigheder”, så vil disse genhør være det samme. Tag det for hvad det er. En lille “leg”, hvor vi får mulighed for, at hive gamle anmeldelser/udgivelser frem og malke dem lidt mere. Og måske genfinde en gammel favorit, eller give lidt fortjent opmærksomhed til en “glemt” plade.
Lad os spole tilbage og kigge på tre dansksprogede udgivelser, der alle snart har 10 år på bagen.
Rum 37: Mellem Rum
Så vidt jeg kan se, så er Mellem Rum fra Rum 37 den første udgivelse, som jeg tildelte topkarakter her på siden. Det var helt tilbage i 2012, og med den erfaring jeg, trods alt, har tillagt mig over årene, så ville jeg nok ikke nå helt derop, hvis jeg skulle anmelde den i dag. Det gør bestemt ikke Mellem Rum til en dårlig plade, faktisk synes jeg efter et genlyt, at den er spækket med mange ret gode til glimrende sange.
Den dykker en smule mod slut, det valgte jeg nok at overhøre dengang, da jeg synes de første 5-6 numre var ganske fremragende. Rum 37 havde fingrene nede i Kent-gryden, det valgte jeg også at ignorere lidt. Når jeg lytter nu, så lyder bandet måske lige vel de svenske publikumsdarlings. Men Rum 37 havde også fingrene nede i gryden med fine og effektive melodier.
Sange som “De Stærke”, “Alle Her Beundrer Dig”, “Dagen Er Ny”, “Sølvstænk” eller “By I Flammer” er altså stadig ret stærke numre med medrivende melodier. Lyden er pågående og huggende, og måske også lidt for “pumpet” hist og her. Jeg er heller ikke helt solgt på produktionen længere. Rum 37 er i bund og grund et popband, men de er her pakket ind i en lyd, som bliver lige vel rock-kantet og bastant.
Rum 37 fik ikke noget bredere gennembrud med Mellem Rum, eller den efterfølgende Guldstol Mod Yderste Kaj fra ’17, som efterlod et endnu mindre aftryk. De ramte måske lidt forbi rent timingmæssigt. For sent til, at ride med på Kent-bølgen og for tidligt til, at den lyd blev “in” igen. Der var P6 potentiale her, men den kanal var i sin mere genstridige og strittende barndom, da Mellem Rum landede. De havde nok haft bedre muligheder for airplay i dag, især hvis produktion lige fik et løft.
Spillemændene: Nationalsange
Hvad pokker er det her egentlig? Nuvel, i hvert fald endnu en plade, som jeg var så imponeret og forført af, at jeg smed en topkarakter efter den. Og endnu en, som jeg nok ikke ville spendere 6 stjerner på i 2021, modsat hvor jeg var i 2013, da jeg skrev et mindre essay om Nationalsange.
I dag er Spillemændene nok mest et kuriøst indslag og en mindre parentes i den danske musikhistorie, trods den bombastiske titel på dette, deres debutalbum. Fra en diskografi der også tæller en debut-EP fra året før og en afskedssalut i form af endnu en EP, eller et Mellemspil fra 2014. De mellemspil blev, indtil videre punktum for det besynderlige orkester.
Det mest blivende aftryk fra Spillemændene er og bliver nok, at det var vores introduktion til en vis Thorbjørn Radisch. Måske bedre kendt som Bisse, der som en del af Spillemændene blandt andet stod for bandets lyriske univers. Det er mindre gakket ordstrøm og stream of consciousness ordsalat, men man aner alligevel visse konturer til hans ordgejl som Bissebassen.
Musikalsk er Spillemændene en særpræget, lettere bizar og mærkværdig størrelse. Spillemandsmusik, barok-pop/rock, visetradition, syrlige børnesange, croon og sangforedrag, med en dyb baryton vokal fra den uddannede operasanger Nicolai Elsberg. Da jeg genhørte pladen kunne jeg SLET ikke relatere til den mystiske blanding, bandets kringlede klang og hele Spillemands-universet længere.
Tiden var nok en anden, jeg var muligvis nemmere at imponere med noget der “bare” var “anderledes”. Og Spillemændene skal have, at de stadig lyder anderledes og som intet andet på den danske musikscene før og siden. Jeg synes stadig, at numre som den slæbende, let slingrende “Bah Buh” eller den twistede “Til Minde Om Dyrene I Hakkebakkeskoven” har noget fascinerende over sig. Men ellers… huha… det er da i hvert fald specielt!
Sidstnævnte nummer er også et, der både ud fra den nostalgiske og refererende titel og indhold peger i retning af det der skulle følge fra Radisch. På godt og lidt ondt, synes jeg Bisse er gået lige vel i barndommen og har malket minderne for hvad de kan bære. Nationalsange er langt mere storladen og ambitiøs i den henseende, men det fremstår også en kende fortænkt, forceret og overlæsset ved et meget ambivalent genlyt.
Bersærk: Trældom (EP)
Et tilfælde af, “nå, der er da alligevel sket en del siden 2013” og “egentlig er der ikke sket en skid”. Det lyder godt nok grimt, Trældom. Både ordet og lyden på denne EP. Uskøn, larmende, brølende og primitiv. Det går vel meget godt i tråd med bandnavnet, Bersærk. Det lyder som lydmæssig bersærkergang, eller forsøg på manddrab på hørelsen.
Det vil jeg ikke klandre bandet for. Den er sikkert optaget under ret magre vilkår, og stammer fra bandets spæde start, da de stadig havde modermjøden hængende i mundvigen. På den front er der, trods alt sket lidt af en udvikling fra denne 5 numre lange EP, til bandets seneste album, Sol fra sidste år.
Bersærk er også vokset. En del har et horn i siden på gruppen, og onde tunge vil påstå, at de er blevet båret frem af eksempelvis Copenhell. OK, de er lidt blevet et husorkester, ligesom Baest, men ligesom Baest, der befinder sig lidt i samme “hater”-situation, så HAR Bersærk arbejdet for sagen. Med mange, mange koncerter gennem næsten et ÅRTI! Ja, festivaler har booket dem, men de har også taget skodstjanser og arbejdet sig op. Ellers spillede man sgu ikke i Den Grå Hal og kan tage på headliner-tour i lille DK.
Til gengæld har de cirka skrevet den samme sang siden Trældom. Hverken i tekstunivers eller bandets brune, brummende og bumlende udtryk er der sket særligt meget. Måske lyder de knap så meget som et gumpetungt Pantera jam-band længere. Men de bøvede, “hedninge-hegn” tekster og bovlamme “op på barrikaderne” parolekampråb og fadølsskålskrålemedomkvæd er stadig at finde.
Det synes jeg var skægt nok til 5 stjerner i 2013. Seneste album gav jeg 3. Det er ikke fair, at bedømme Trældom ud fra hvor jeg står, min smag og “erfaring” i 2021. Meningen er ikke, at trække en bedømmelse i land, 5 i 2013 er og bliver 5. Lad os bare sige, at det ville jeg ikke tildele Trældom i dag.
Så, hvad kan man lære af det? Stol ikke på en anmelder! Eller husk, at anmeldelser OGSÅ er subjektive øjebliksbilleder, der kan ændre sig over tid, eller anmelderens opfattelse kan. Pladerne her er jo hverken blevet værre eller bedre end de var da de udkom, selve musikken er frosset i tid. Men, tid er bare en sær størrelse. Foranderlig, og alligevel fastlåst og uforanderlig.
Det fortæller i virkeligheden nok mere om, at man som lytter ændrer og udvikler sig over tid. Og at vi var en flok glade amatører, som kunne lade os rive med, da vi begyndte at dække musik i 2012. Det er vi stadig, glade amatører, men man får uundgåeligt erfaring og rutine med årene. Man bliver måske også mere kræsen og/eller kynisk. Det sidste er knap så pænt. Der kunne man, muligvis, lære et eller andet af de gamle, lidt ubehjælpelige anmeldelser.
Og så kan man lære, at der er kommet rigtig, rigtig meget spændende musik i vores levetid. Og den vil jeg fortsætte med, at lave spredte nedslag i her på siden. Næste gang skal vi enten kigge på nogle danske metaludgivelser fra GFRs begyndelse. Eler også dykker jeg mere indgående ned i et dansksproget værk, som jeg ikke selv anmeldte, men som har opnået ny-klassiker status.
Indtil da: husk at spole tilbage!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Spillemændene, pressefoto
