I begyndelsen af 1990’erne var der en bleg knægt fra det dybeste Sønderjylland, der pludselig fik smag for stærke sager fra en forlængst afdød, samfundsrevsende bodegapoet. John Mogensen er nu oppe i tiden igen, igen, igen, så lad os spole lidt tilbage.
Ole Bornedals film om John Mogensen, Så Længe Jeg Lever, solgte lidt over 90.000 billetter i biograferne den første weekend. Et tegn på stor og bred folkelighed, fra en kunstner der har været død i over 40 år, hvilket jo i sig selv er ganske imponerende. Men der må være noget mere end det, og også mere end Rasmus Bjerg på plakaten (næppe et trækplaster i den størrelsesorden i sig selv), en Bornedal med et noget blakket renomme bag kameraet og en effektiv reklamekampagne?
Der må også være et eller andet ved musikken, der rammer noget af det der særligt “danske”, som mange, ikke mindst politikere, så gerne vil ramme. Det er sådan set ikke det, det her skal handle om, det her er en mere personlig vinkel og beretning om en kunstner og noget musik, som fyldte en del hos undertegnede i de formative år, og på flere punkter, måske, har været med til, at forme min smag. I en eller anden grad, har John Mogensen i hvert fald efterladt et blivende indtryk, ikke på en måde hvor jeg længere hører musikken særligt ofte, men den har sat et tydeligt aftryk på mig.
Jeg kom fra et hjem, der på mange måder var uden nogen særlig musiksmag. Godt, solidt middelklassehjem, carport, udestue, hønsehus, en lillesøster og et anlæg i stuen, der suverænt var husets bedste, men som sjældent blev brugt til noget fornuftigt. Hvis den ikke lige kørte på den lokale P4 (det her var 80’erne og 90’erne, ikke det moderne P4), eller en eller anden sønderjysk lokalradio, så var det min mors usunde overforbrug af Dansktop og tyske schlagere der dominerede (og en del Elton John, heldigvis). Min far havde, så vidt vides, ikke nogen decideret musiksmag, ud over at han hadede Jodle Birger og tyske schlagere…
Han havde dog, og anskaffede sig jævnligt, en række cd’er (mest diverse opsamlinger set i tv, formoder jeg) der viste, at der var en eller anden form for “smag”. Ikke at han hørte dem særligt ofte, de stod der bare, i det tidstypiske CD-reoltårn. Og så kunne man jo lige så godt hapse nogle af dem og smide på sit state of the art Sanyo “anlæg” på værelset. Der var noget Creedence Clearwater Revival, et band der hed noget så smukt som Showaddywaddy, Roger Whitaker, diverse britiske “the et eller andet” bands, Shubidua, en del halv-fesen country, Bamses Venner og altså John Mogensen. Dobbelt Cd-opsamlingen med billedet af hans vom, den røde skjorte og selerne på forsiden.
Den fangede mig. Det begyndte, selvfølgelig, med at Dybbøl Mølle malede helt ad helvede til, der var noget galt i Danmark, mand! Vi skal have fut i fejemøget! Det var da et eller andet en begyndende halv-oprørsk teenager kunne relatere lidt til, men nu var jeg jo så heller ikke vildere end, at det endte som den største protestsang fra de år. Jeg havde lige været igennem noget Guns ‘N Roses, Metallica, MTV Grunge og hvad der hørte til der i årene omkring 1991, men der var sgu ikke rigtig noget dansk musik der var fedt i de år. Kim Larsen havde man naturligvis smagt på op igennem 80’erne, men han var nok på karrierens absolutte nulpunkt i de år.
Der var noget rebelsk, bodega-oprørsk og outsider-romantisk ved denne John Mogensen. Noget snusket, noget mindre pænt og noget jeg ikke rigtig kendte til – det var nok en del af det, der lokkede. Det kan jo virke komisk nu, og allerede i 90’erne, hvis ikke da han levede, var Mogensen jo reduceret til en slags Dansktop punchline og indbegrebet af en kunstner, der solgte sit talent for billigt, drak det op han fik ud af det og har lagt navn til nogle virkelig bovlamme numre. Og det var i hvert fald IKKE god smag i 1991-1992 – måske får han en (fortjent) renæssance nu, men dengang var han en halv-glemt bums, der kunne slås lidt nostalgimønt på med en prisvenlig cd-udgivelse målrettet mod det segment, der havde 2 eksemplarer af ABBA Gold stående. Fordi de havde glemt, at de allerede ejede den, når reklamekampagnen kørte igen næste jul. Jeg huggede den ene udgave de havde stående…
Nå, Mogensen, for helvede! Hvad kunne han så, udover det nævnte, for, der må jo have været et eller andet ved musikken, i hvert fald dele af den, der gjorde at jeg en periode voldspillede det. Faktisk i en sådan grad, at det blev nævnt i en af sangene til min konfirmation, af en eller anden grund, det absolut eneste jeg kan huske fra nogle af de festlige sange?!
Kigger jeg på tracklisten til denne opsamling i dag, og jeg har forresten aldrig købt noget andet med John Mogensen (jeg blev nok mættet!), så er der faktisk en del numre der springer i øjnene. Som jeg stadig husker tydeligt, og nogle stykker som jeg absolut ingen erindring har om. Dengang tænkte jeg ikke over, hvem der havde lavet sangene, eller skrevet teksterne, Mogensen sang det meste af det med så stor indlevelse, at jeg troede på, at det var hans ord – det var det vigtigste. Men nu, hvor jeg kigger på credits, ser det sgu alligevel ud til, at han på en eller anden vis har været involveret i, eller skrevet, de bedste/mine personlige favoritter. Det er jo ikke bare “rart”, men også et eller andet tegn på, at han ikke bare var en menneskelig jukebox, hvor man proppede en femmer i og trykkede play, men rent faktisk havde nogle lyriske og kunstneriske evner. Også nogen der kunne være blevet dyrket, eller plejet, bedre. Men det er, igen, en anden historie.
“To Mennesker på en Strand”, “Livet er Kort”, “Ensomhedensgade Nr. 9”, “Sidder På Et Værtshus”, “Så Længe Jeg Lever”, “Erik Oluf Andersen”, klassiker på klassiker, og listen er endnu længere… især hvis man tæller det med, som lidt groft sagt kan kategoriseres som Dansktop bras, desværre. Men jeg er ret sikker på, at netop Dansktoppen har været min vej hen til John Mogensen, jeg synes at kunne mindes, at netop “Der Er Noget Galt I Danmark” fik en eller anden form for revival omkring ’92 og blev spillet i radioen. Og dermed fik Mogensen også en revival.
DEN sang fangede mig. Det var nok noget nær mit første møde med noget, der kunne kaldes en dansk protestsang. Det kan måske virke lidt “fattigt” nu, men altså, jeg boede langt ude på landet, internet var flere år væk og jeg kom ikke ligefrem fra en revolutionær familie, så den slags var nærmest ikke-eksisterende. Men DEN her sang, og ikke mindst den voldsomme måde Mogensen vrængede og brølede ordene ud på talte altså til et eller andet i mig, der havde ligget i dvale. I løbet af de næste mange år tog jeg så den sædvanlige rute gennem 60’erne og 70’ernes politiske musik og protestsange fra ind- og udland. Så, tak for det, Mogensen!
Men han var ikke “bare” et gateway drug til den slags musik. Det der i virkeligheden nok fangede mig mest i det lidt længere løb, og som jeg synes stadig holder i hans tekster, er fortællingen om de triste og glemte skæbner. Bumserne, outsiderne, den lille mand, dem der går fra Bodegaen til rendestenen, eller bider over lidt for meget og bliver ædt af systemet og dets pres for, at være succesfuld, som en vis Erik Oluf Andersen.
I første linje, akkompagneret af en munter melodi, får man at vide, at Andersen har hængt sig i en lund. Bum, så er man ligesom i gang, mens musikken, nærmest frejdigt og smittende tøffer fremad. Det startede med et lille bolsjekogeri, hvor han arbejdede for meget og glemmer at holde fri og udvikler sig til overforbrug, luksusliv, kapitalisme ude af kontrol og en mand der i dén grad lever over evne. Indtil den ikke går længere, skuden er læk og Erik Oluf Andersen kun kan finde én vej ud:
Erik Oluf Andersen har hængt sig i en gren
lad os andre læse på hans sten:
Her hviler E. O. Andersen – et offer for vor tid
distancen var for hård og konkurrencen var for strid.
Tred´ve år før tiden gik han gennem dødens port.
Brødet han slog op var alt for stort.
BUM, sådan. En tragisk skæbne, der blev offer for sin egen grådighed og et ydre pres for at præstere, fortalt med et levende og fuldstændig gnidningsfrit sprog, der synes at danse henover linjerne i takt til den opløftende melodi, på kun 3 ½ minut. Det er SÅ skarpt lavet og eksekveret.
E.O. Andersen er langtfra den eneste sørgelige fortælling og personage i Mogensens univers, der er er også folk som Karl og Ann-Cathrin’, der sidder på en bænk, på Christiania og er noget så grusomt på spanden. “Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann-Cathrin”, vrænger Mogensen spørgende, mens musikken bølger afsted i en sørgmodig og nedslående tone. Tilsat et klassisk mandekor i omkvædet har det hele et skær af den gammeldags sangtradition, som Mogensen i sin tid slog igennem med sammen med vokalgruppen Four Jacks. Et eller andet sted et lidt pudsigt møde mellem 70’er socialrealisme og en anderledes “ren” underholdningsstil fra noget, der allerede her virkede som en svunden tid. Dengang var Mogensen slankere, mere velsoigneret og glatbarberet. Det udseende ændrede sig temmelig radikalt, samtidig med, at musikken rykkede sig.
Jeg tror tricket var, og er, at man tror på, at disse skæbner er ægte mennesker af kød og blod, fordi det lyder som om Mogensen selv har sympati for, forstår og kan identificere sig med dem. Og som en understrøm lurer et andet gennemgående tema, hvor linjerne mellem det kunstneriske virke og privatpersonen John også overskrides og vikles sammen, nemlig ensomheden og at føle sig utilstrækkelig.
“Ensomhedens Gade Nr. 9” er i bund og grund en længselsfuld kærlighedssang, og en af Mogensens bedste, der er meget mindre banal og dansktoppet end nogle af hans andre numre i samme kategori. Det skyldes tildels også selve musikken, der her gennemstrømmes af en big band/swing vibe, som giver det noget mere bund end de rørstrømske og sentimentale schlagere han også har lagt navn til. Her fornemmer man både den umiddelbart relaterbare og folkekære sanger, og på samme tid den kunstner han så gerne også ville være. Et andet eksempel er hittet “Så Længe Jeg Lever”, yderligere udødeliggjort af Lars HUG’s fremragende coverversion. Det er jo et eller andet sted et drivende sentimentalt nummer, men selvom det lyder som en kæmpe kærlighedserklæring, så rummer det også en eller anden tvivl og smerte i den musikalske tone.
En tvivl, smerte og følelse af utilstrækkelighed og ikke være god nok, der i sidste ende også blev Mogensens banemand og endeligt. Her er evergreenen “Sidder På Et Værtshus” på mange måder en opsummering og den ultimative sammensmeltning af kunst og menneske i hans diskografi. Den fungerer både som fortælling om en mand der nærmer sig bunden, og som en slags selvbiografisk fortælling.
På mange måder, er John Mogensens liv og karriere en helt klassisk fortælling (og dermed også egnet til en film), om en kunstner der dulmede sceneskræk, nerver og smerten over ikke, at have kunnet, eller fået lov til, at indfri ambitionerne og få nok ud af talentet med alt for meget alkohol. Fra feteret stjerne i Four Jacks, til blokvogne og bingohaller, hitliste succes, ja, men i en genre der låste ham fast og kun i glimt forløsning af det han allerhelst ville. For, til sidst, at ende som en fordrukken has-been på bodegaer, hvor han også endte med at dratte om (han døde dog hjemme i stuen, efter at være kollapset på et værtshus). Det virker næsten FOR klassisk.
Men det er også noget af det, der gør at Mogensen og sangene føles ægte og autentiske. Det gør også, at han slipper afsted med mere end andre måske ville kunne, som når en stor skuespiller løfter halv-dårlige replikker. Men når han var god, så var han kraftedeme også virkelig god. Bevares, der er svipsere imellem, og den samlede produktion er mildt sagt ujævn, men det er også en del af fortællingen og hører med til “myten” Mogensen.
Dette genhør har også afsløret sange jeg heldigvis havde glemt, eller fortrængt, som fædrelandshyldesten “Danmarks Jord For De Danske”. Titlen alene giver mig myrekryb og virker temmelig frastødende på mig, indholdet er endnu værre! Jeg har læst mig til, at den var ment som en anti-EF og pro-Danmark sang op til EF-valget i 1972, det eneste valg den selverklærede sofavælger efter sigende nogensinde stemte til, da han hadede alle politikere på Borgen. Men teksten er helt utroligt skinger og nationalistisk, i ordets negative forstand, med moderne øjne og ører. Ja, den lyder nærmest som et manifest fra Fremskridtspartiet. Man må jo så tage for gode varer, at den ikke var tænkt sådan, men puha en tekst, Mogensen!
Men et eller andet sted giver den mening, og hører selvfølgelig med til det større, mere nuancerede billede. Også i sammenhæng med, eller relation til, der hvor jeg startede, nemlig “Der er Noget Galt I Danmark”. Det er lidt to sider af samme mønt, hvor jeg nok foretrækker den der prydes af Dybbøl Mølle, men den anden side slipper man jo ikke for og mønten kan lige så vel lande på den. Det er måske lidt letkøbt, at tolke på det fra afstand og med nutidsbriller, men sådan vil det jo altid være, når man kigger tilbage.
Og jeg synes, at John Mogensen er værd at kigge tilbage på. Det er nok ikke noget musik, som jeg kommer til at sætte på så ofte længere, men det var mere end et glædeligt genhør. Det er, ud over gode minder om en svunden tid for mig, også en måde, hvor jeg kan, i bagklogskabens klare lys og, igen, fra afstand, kan sætte det ind i en større sammenhæng.
Det er endnu en brik i mit eget lille puslespil, og ikke en uvæsentlig én.
Af Ken Damgaard Thomsen
